1. advent – Årsliste fra Mathias

Julen sig nærmer og her på Rotation har vi bakset fire små adventsgaver sammen til dig.

Første gave er en årsliste fra mig, Mathias. Året har budt på mange gode udgivelser og nu de er blevet sat sammen i en tætpakket liste. En liste som ikke tæller mindre en 50 tracks, hvoraf de første 25 er danske og de sidste 25 er internationale. Det har ikke været nemt! Listen byder på alt fra Kygos elektroniske toner til slackerrock fra drengene i The War On Drugs. Fra Sakaris’ popmelodier til Broken Twins melankoli. Vi kommer hele spektret igennem, og jeg vil nu hive fem gode tracks fra listen:

Den Fjerde Væg – Ny Kynisme
Året var knapt nok begyndt inden Den Fjerde Væg bumlede ind med helt nye toner. Samfundskritik, tegneserie helte og terror. Det hele pakkes ind i en virkelig god produktion med masser af tryk på bunden. Og især kanon-delen af sangen kan stadig give mig kuldegysninger. Der gik imidlertid længe før vi fik det færdige album her i efteråret, men det var dog værd at vente på.

The Awesome Welles – Undertaker
Henrik og jeg er vilde med The Awesome Welles’ debut, men især dette nummer fængede. Det starter ekstremt hurtigt, men på få sekunder så er man inde i universet. Adam Allens stemme er knugende, kontrolleret og alligevel på grænsen til det desperate. Figuren er ret poppet, men instrumentaliseringen af nummeret er tung rock. Versets fremdrift stopper ved det stakkende omkvæd, inden det så stikker af igen. Produktionen, skabt af Kellermensches egen Sebastian Wolff, sætter virkelig skub på det hele. 2015 kunne godt blive året for The Awesome Welles, hvis de vil. For potentialet og grundmaterialet ligger der.

Will Stratton – Gray Lodge Wisdom
Det er ingen hemmelighed, at jeg har en stor, stor svaghed for Will Stratton, hans tekstunivers og stemme. Sangen Gray Lodge Wisdom kommer fra albummet af samme navn, som også var det første album efter han kom ud af kemo. Dualismen i teksten kan ikke andet end få en til at tænke over sin egen eksistens. Why sing about death/When I just almost died/. Det er et tungt emne, men som altid formår Will Stratton at gøre det nærværende og smukt. Derudover gør baggrundstæppet af strygere løfter det hele, uden at gøre det kvalmt.

Kaja Gunnufsen – Desp
Hun er tidligere blevet nævnt i vores podcasts, men aldrig fået nogen anmeldelse eller lignende. Men her er hun altså på min top 50 med hele to tracks. Og især Desp var et nummer som jeg hørte igen og igen denne sommer. Det er norsk pop med et ultra nærværende tekstunivers med hashtags og Instagram. Ja, nærmest Sys Bjerre banalt. Men forskellen er at Kaja Gunnufsen gør det med en charme, en bevidsthed og en musikalsk indsigt, som løfter hele baduljen til UG plus.

Yumi Zouma – It Feels Good to Be Around You (feat. Air France)
En anden artist, som figurerer to gange på min liste er New Zealandske Yumi Zouma. Bandets selvbetitlede EP også fra i år fik en god medfart med sin naive 80’er poplyd, men det er faktisk de to efterfølgende udgivelser, som jeg har valgt at tage fat i. Især It Feels Good to Be Around You fangede mig med dens sødme, tørre håndklap, effektfyldte guitarrundgange og brede synthflader, man får lyst til at dykke ned i.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *