2. advent – Årsliste fra Emil

Julen sig nærmer og her på Rotation har vi bakset fire små adventsgaver sammen til dig.

Så er vi nået til anden søndag i advent og den kunne I f.eks. tilbringe med at lytte til listen over mine favorit-tracks fra året der gik. Jeg vil lave min liste med et lille mente, nemlig at jeg overhovedet ikke har kigget på den foregående liste – Altså Mathiases – og jeg vil derfor lave hele det her indlæg og så vende tilbage og se hvor mange af numrene vi har til fælles. Det kan gå begge veje, da vi selvfølgelig har snakket meget om den samme musik, blandt andet i vores podcasts, men grundlæggende finder vi musik forskellige steder og har en grundlæggende forskellig smag. Lad os se!

Overordnet for min liste er det at jeg i år har fundet min musik et andet sted end jeg plejer. Normalt hører jeg snak om et band, hører et nummer, læser en artikel eller en anmeldelse og finder derefter ud af hvad kunstnerens nyeste udgivelse er og giver mig derefter i kast med at høre et album som helhed. Sådan plejer det at foregå, men jeg er begyndt mere og mere at prøve at udvide min horisont ved at lade mine diverse afspilningsprogrammer – Spotify, Google Play og Pandora – udlede hvad de tror jeg vil kunne lide baseret på de numre jeg tidligere har spillet. Dermed er jeg blevet præsenteret for rigtigt megen ny musik, hvor jeg så har taget et enkelt nummer og bidt mærke i det uden at have lyttet til andet kunstneren har lavet. Jeg har gennem denne proces fået lavet adskillige playlister henover mange tjenester og det er så dem som jeg nu har støvsuget for musik som rent faktisk er udgivet i 2014!

Nå, nok snak – Jeg vil starte med at fremhæve tre numre fra min liste.

Royal Blood – Out Of The Black

Det første nummer jeg vil fremhæve er åbningsnummeret Out Of The Black fra den britiske duo Royal Bloods selvtitlede debutplade. For lige at lægge godt fra start, så er det her nummer og den her plade netop ikke alt det som jeg snakkede om i min indledning. Jeg hørte det her nummer til en fest, blevet fanget med det samme og gik derefter prompte i gang med at skaffe pladen læse op på bandet. Det er jeg dog glad for at jeg gjorde, for hører man pladen, ville det ikke nødvendigvis falde én ind at der kun er to mennesker i det her band.

Royal Blood følger traditionen fra blandt andet Death From Above 1979 og er dermed en vaskeægte rock’n’roll duo bestående af kun bas og trommer. Men hvor Death From Above og lignende bands ofte hurtigt mister interesseværdien når deres gimmick bliver lidt gammel, så har Royal Blood formået at skrue et helt album sammen som i den grad ikke mangler noget, hverken på lydsiden eller på sangskrivningsfronten. Hvis man er til sveddryppende rock i skole med The Black Keys eller måske Queens Of The Stoneage anno Songs For The Deaf, så er jeg sikker på at det her album er dét man har savnet i et par år nu.

Todd Terje Feat. Bryan Ferry – Johnny And Mary

Mit andet fremhævede nummer er bare ét på en plade af fremragende numre, men stikker samtidigt enormt meget ud fra de andre numre. It’s Album Time af Todd Terje består hovedsageligt af spacey elektroniske jams som ofte er hårdtpumpede dansable og, ikke mindst, instrumentale disko-affærer. Johnny And Mary, derimod, er et melankolsk, intimt afbræk med blød vokal leveret af den britiske sanger Bryan Ferry, måske mest kendt som forsanger i Roxy Music. Jeg synes at nummeret og ikke mindst den kontrast det skaber på albummet er helt fantastisk og jeg kan kun anbefale at folk hører det hele, så længe de er forberedt på en lidt anden retning end det her nummer.

The Drums – Magic Mountain

Jeg har været rigtigt vild med The Drums i lang tid. Selvom jeg ikke synes at debuten eller de foregående demoer havde så meget dybde i dem, så bød de stadig på solide, omend overfladiske, hits som f.eks. Let’s Go Surfing fra den selvtitlede debut fra 2010. Da de året efter udgav pladen Portamento var jeg dog komplet og aldeles solgt – enormt fængende, en produktion der samtidig var retro og moderne og endog plads til eksperimentering med både sangformer og lydbillede. Det var dog stadig klart at The Drums var en slags moderne fortolkning af et surf-rock band. På Portamento var det ikke nær så tydeligt, men de tætte trommer og enkelt-tones guitarriff ledsaget af håndklap så langt som øret kunne øre afslørede stadig rødderne og inspirationerne – Der var stadig en klar referenceramme. Skip til 2014, hvor singlen Magic Mountain fra The Drums nyeste plade Encyclopedia kommer ud ledsaget af en fantastisk sort/hvid video.

Håndklappene er der, lilletrommen er stadig lige skarp og guitaren er stadig spiller ikke glad for at spille akkorder, men udtrykket er anderledes. Formen er nærmest uigennemskuelig ved første lyt og der er høje, dissonante passager midt i versene. Jeg må indrømme at jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle synes, men jo mere jeg hørte den her single, jo federe synes jeg egentligt at det var. Det er stadig fantastisk ørefængende og det glæder virkeligt The Drums at udfordre dem selv. Jeg har endnu ikke fået hørt hele Encyclopedia, men mon ikke det er noget der bliver nødt til at blive gjort før en evt. “årets bedste albums”-samtale? Mine forventninger er ihvertfald tårnhøje.

Afslutningsvist
Så har jeg kigget på Mathiases liste og det er rigtigt interessant, synes jeg, at vi har valgt mange af de samme kunstnere, men ikke de samme numre. På Mathiases liste er der f.eks. Seasons Waiting For You med Future Islands, et band og et nummer som jeg virkeligt har skamhørt i 2014, men endte med at få lidt for meget af, hvorfor jeg endte med at putte Spirit på min liste, selvom jeg virkeligt var i tvivl de to numre imellem.
Det samme kan siges om Delorean Dynamite med Todd Terje; Jeg var så tæt på at smide det nummer på listen, men jeg endte alligevel med at synes at afstikkeren var for spændende til ikke at fremhæve, selvom den som sagt er aldeles atypisk for resten af pladen. Det er dog fedt, for det betyder jo bare at man kan høre de to lister back-to-back uden at støde på de samme numre.. Lige bortset fra Magic Mountain med The Drums, men den kan nu godt tåles en ekstra gang!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *