Be There Nowhere – Out Of Nowhere

Poprock med hang til stadionarrangementer

Det første som faldt undertegnet for øre, da debut EP’en fra Be There Nowhere første gang blev sat på, var, hvor forudsigeligt poprock musik kan være. Ikke at det skal være det, men kan. Der findes mange eksempler på, hvorledes man kan skabe kant og uforudsigelighed. Dette vender jeg tilbage til.

”Out Of Nowhere” som er navnet på EP’en, fungerer på sine egne præmisser, som er stadionrock uden nogen form for slinger i valsen. Det er four “to the floor”-stortromme, verslydende guitarsoloer og melodiske sange ligesom Kings of Leon og U2. Bands som Be There Nowhere er tydeligt inspirerede af. Men forudsigeligheden og pænheden er dræbende.

Dreams er den første ud af pladens fem sange. Med U2 riffs, stadiontrommer og Andreas Neiiendam Jensen meget klare og pæne stemme starter ballet. Sangen formår at skabe en god udvikling og skurre en smule i øregangene i forhold til resten af pladen.

“forudsigeligheden og pænheden er dræbende.”

First Time er en sukkersød ballade, og man genkender med det samme riffene og stortrommen. På godt og ondt. Jeg så gerne, at man prøvede et at skabe en kant eller et aftryk, for det bliver en tand for kønsløst. When The Beat Is Gone er pladens stærkeste og mest fængende med sin guitartremolo. Associationerne går til danske Stainless og deres ”Reels From A Small Record Company”, som også har den melankolske melodi og instrumentering i fokus. Stainless formåede at skabe lige dele poprock, finurligheder og leg i lydbilledet. De to sidste savner man lidt hos Be There Nowhere, som oftest vælger en poleret vej, så signaturerne udebliver.

When We Were Younger navlepiller over spørgsmålet om at blive ældre, og hvordan alting var nemmere som børn. Stadiontrommer og The Edge inspirerede guitarriffs over hele linjen – igen. Hvis man har set dokumentaren ”It Might Get Loud” med netop The Edge, opdager man, hvor stor en rolle pedaler og effekter spiller. Nogle gange savner man lidt at Be There Nowhere fjernede en god potion af guitareffekterne og bar et mere nøgent udtryk. For hvad har de live, når alt det fede er fyret af på pladen? Lighthouse driver på samme bølge. Man fornemmer hvordan bandet har tænkt i øveren, at oh-oh-oh råbet vil fungerer til koncerterne. Noget som det sikkert også gør. Men på pladen virker det en smule tamt og kitschet.

Fuldlængde debuten fra Be There Nowhere lader vente på sig. Men jeg håber, at bandet vender tingene på hovedet inden da. At de prøver at finde deres egen lyd i stedet for at lade sig alt for meget inspirere af stadionrockens kedelige og forudsigelige fadæser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *