Before The Show + Cody @ Studenterhuset

Studenterhuset var fredag aften aften fyldt fordi Cody og Before The Show havde meldt deres ankomst. Mathias og Henrik havde også valgt at drage derned for at se, hvordan det ville udarte sig. Billeder og tekst er derfor udført ved fælles indsats af de to skribenter.

 

Before The Show

Opvarmningen fredag aften bestod i forsanger Laurids Smedegaard fra Before The Show, som havde havde takket ja til at varme op solo for Cody på deres turné. Det var også med nerver, at han trådte op på scenen og efter lidt tekniske problemer får han startet op på en række numre fra bandets bagkatalog. Sangene fik en ekstra kant af intimitet i singer/songwriter stilen, hvor vokalen og teksten får spotlyset.

Især sangen Stalking fik en smuk overhaling med følsomhed, men det kammede dog aldrig over og blev ubehageligt intimiderende for publikum. Det blev i alt til fem sange og overskuddet rakte til, at han fik fortalt lidt om turnéen og sangene ind imellem, og medvirkede til at skabe en rigtig god stemning til at Cody kunne bestige scenen.

 

Cody

Syv mand store og udstyret med det helt nye album “Windshield” og bl.a. violin, cello, mandolin besteg Cody scenen. Og det var netop det helt nye album, som hele koncertens setliste tog sit udgangspunkt i.

De startede koncerten med albummets titelnummer og første singlen Medic Blues, og man mærkede med det samme, at Cody er Danmarks mest erfarne indie band. Men halvvejs igennem koncerten opstod en dødvandsperiode, da materialet stadig er så nyt, at publikum ikke havde fået det helt ind under huden. Der blev dog rettet op på det med forsanger Kasper Kaae, som med sin publikumstække fik skabt et par smil på læben hos publikum. Ekstranumrene tog fat i de ældre numre og her fik især Down In The Dark publikum til at synge med.

 

Jeg sætter, som faste læsere er bekendte med, pris på den konceptuelle udførsel. Codys valg om at spille deres nye plade i sin helhed, kan derfor kun betegnes som et plus i min bog, specielt i lyset af den gode adspredelse der er i musikaliteten.

Både visuelt og auditivt er det syv personers store orkester en mundfuld, det til trods fik de mange delelementer heldigvis hvert sit rum at udspille sig i, således at hver musikkers rolle løbende blev værdsat, gennem både instrumentskift og soloer. Stagneringen som Mathias oplevede må jeg se mig uenig med, da jeg på intet tidspunkt kedede mig. At musikaliteten desuden blev bakket op af små velfungerende injokes med publikum, medvirkede kun positivt til den overordnede oplevelse.

Det mærkes ganske tydeligt at Codys medlemmer har erfaring på den danske musikscene, hvilket bringer dem et overskud og en ro, der lader fokus ligge på musikaliteten over alt andet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *