Bias – Biased

Gennemført debut fra Aarhusianske Bias

Biased er titlen på det Århusianske band Bias’ første fuldlængdes album, udgivet på Trechoma Records. Den allerførste gode oplevelse med denne udgivelse er at artworket og indpakningen er virkeligt eminent udført. CD’en kommer, ikke i en standard jewelcase, men snarere i et omslag af DVD-størrelse, hvilket giver det meget rene og enkle forsidedesign masser af luft. Den inkluderede booklet består af malerier der forsøger at ramme stemningen af hvert nummer og de er også enormt flot udført. Bestemt meget meget lækkert, og indpakningen giver virkeligt en fornemmelse af kvalitet allerede før skiven bliver sat på.

Heldigvis lægger det grafiske udtryk ikke op til skuffelse, da musikken også er af høj kvalitet. Med det samme første nummer på Biased, Crooked Zeppelin, går i gang, går mine tanker primært på alternativ 90er-rock uden at det på nogen måde bliver gumpetungt eller uddateret. Med en blanding af stramme, tungere riffs og mere flydende, nærmest ambiente stykker med en let forvrænget kvindelig vokal i front kunne det lyde som noget Skunk Anansie kunne have lavet i deres storhedstid. Allerede efter første nummer er det klart at der er kælet for produktionen, der er detaljerig og giver masser af plads til de enkelte elementer. Al instrumentering er også dejligt varierende med f.eks. en lækker, ny basfigur i andet vers og en guitar der fungerer som en lydflade i baggrunden i versene, men kommer hårdt og kontant frem i omkvæderne. Vokalen viser også et stort overskud og sangerinden, Anne Jensen, har virkeligt kontrol over sin stemme og rækkevidde.

“en plade med rigtigt mange små detaljer og momenter, som både kan tåle og fortjener at blive hørt mange gange.”

På disse måder er første nummer et meget godt billede på hele udgivelsen, for selvom der er store udslag i hvor sangene ligger rent stemningsmæssigt, så er det kvalitet over hele linjen – fra produktion til rent musikerhåndværk. Der er så mange små, dejlige detaljer på Biased at man kan fordybe sig i det over mange omgange og stadig lægge mærke til nye ting – en egenskab som rigtigt mange af mine absolut favoritalbums besidder. Et godt eksempel er andet nummer på pladen, nemlig Jaywalker, som i C-stykket leger meget med et udvidet stereo-billede. En detalje som jeg ikke fangede første gang jeg hørte den på et anlæg, men bed mærke i under senere gennemlytninger med hovedtelefoner.

Det virker generelt som der at der er lagt rigtigt meget arbejde i lyden, f.eks. lige nøjagtigt den rigtige guitarlyd til de forskellige numre og de forskellige stykker i numrene. Forskellige segmenter internt i numrene er der i bedste progessive rock-stil heller ikke sparet på, og den lidt atypiske opbygning af numrene er også med til at overraske og udfordre lytteren. Jeg er også vild med, at selv om det er en bestemt lyd som Bias rammer perfekt, så er der så meget variation på albummet. Nummeret Odyssey byder ud over det standard ensemble på en strygersektion henimod slutningen.

You Said har en lækker start/stop veksling mellem at være en højtempo rocksang og en half-time slæbende sag med et fængende omkvæd. Jeg frygtede under første gennemlytning at det mere flydende C-stykke i denne og andre sange kunne blive til noget ligegyldigt fyld i forhold til de store hooks og de gyngende riffs, men Bias formår altid at stoppe lige før jeg mister interessen – noget flere progessive bands godt kunne lære lidt af, i hvert fald hvis de forsøger at lave mere lyttervenlig musik. For selvom Bias har indflydelser af progressivitet og tydeligvis er spillet af meget kompetente, legende musikere, så er det ikke på nogen måde svært at komme ind på. SelfDestruct ændrer f.eks. spontant taktart og tempo, men begge dele har sine egne hooks og selvom sammensætning måske kunne virke skurrende, hvis man ikke er vant til den slags, så er det udført på en så poleret måde, at jeg vil vove at påstå man vil kunne lide, hvis man bare lidt er til rockmusik. Med andre ord går legesygen ikke ud over det iørefaldende, og dét er noget Bias skal have stor ros for.

Hvis jeg skulle vælge et svagt punkt på pladen, ville det nok være Before It’s Over, som i mine ører mangler et mere solidt hook for at være den store ballade der er lagt op til. Det er muligvis smag og behag, men jeg synes at nummeret ender med at blive lidt kønsløst og kedeligt i manglen på de andre numres solide groove. Heldigvis er allerede næste nummer, We Can et bevis på at Bias godt kan lave mere stille numre som er interessante, dog båret godt frem af en fed, alternativ trommefigur.

Højdepunktet er, for mig, When The Sun Burns, som byder på et byggende vers som på en eller anden måde minder mig om Soundgarden i guitarlyden og riff-skrivningen. Nummeret fremviser alt hvad Bias har at byde på, da det både er helt nede og sumpe for i næste øjeblik at eksplodere i trommefills og stor lyd.

Jeg kan ikke anbefale Biased nok til folk som godt kan lide lidt mere eksperimenterende rock uden at det bliver fuldstændigt jazz i fri tid. Det er en plade som jeg begejstret hiver bekendte ind, for lige at høre det her bas-riff i det her ene splitsekund af den her ene sang. Sagt på en anden måde, så er det en plade med rigtigt mange små detaljer og momenter, som både kan tåle og fortjener at blive hørt mange gange.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *