Bite the Bullet – Bite the Bullet

Bid tænderne sammen og lad bare håret gro. Bite the Bullet ryster dig helt igennem på den til tider ubehagelige måde.

De to herrer Paw Eriksen og Christian Norup, som er hovedarkitekterne bag bandet, har tidligere spillet sammen og hver for sig i en lang række danske bands, såsom  Coolsville, HellraiserTen, Cody, Jonas Breum samt Thee Attacks. Men nu har de valgt at slå pjalterne sammen og lave det, som de allerhelst selv vil.

Der er ikke lagt fingre imellem, når man hører Bite the Bullet. Det er uforfalsket fuzz, tung blues og rock mixet i en sprængfarlig cocktail, som man næsten ikke kan lade være at nippe af. Men kun i mindre doser. Men det vender jeg tilbage til senere.

“uforfalsket fuzz, tung blues og rock mixet i en sprængfarlig cocktail”

Tyngden i albummet mærker man allerede fra den første track, Going Out. Galoperende trommer er akkompagneret af en fuzz fyldt bas. Imens får Christian Norup lov til at råbe sin sjæl ud med masser af rumklang. Det er fedt skruet sammen og lydmixet er ret godt gennemarbejdet. Men den type numre bliver lidt trættende i længden. Det bliver for pompøst. Heldigvis byder debutten på en god variation af numre. Be Like You giver associationer til Jack Whites rivende guitarrock. Albummets track virker generelt som et one-take og dermed giver det musikken en form for troværdighed overfor den mere polerede rock.

En mere rolig og nede på jorden feeling får vi leveret på Home. Fuzz-effekten er blevet udskiftet med en reverb og masser af rumklang. En stil som giver god balance i albummets ellers ofte hastige tempo og til tider larmende elementer. Og larm får vi leveret på de efterfølgende tracks, I Feel Love og Hit the Ground. Førstnævnte bliver til tider anstrengende at høre på, mens sidstnævnte balancerer på en knivspids.

Det sidste nummer som må og skal nævnes er I Will Not Die. Nummeret oser af americana og blues-stemning. På den der virkelig fede måde med guitarsoli og fremdrivende trommer. Christian Norups stemme får igennem hele albummet lov til at gå fra råb, til falset og til også at komme ned i de lavere registre. Og på trods af den store spænding herimellem klarer han det rigtig flot.

Bite the Bullet er lede. De gør ikke noget for at please lytteren i deres udtryk. Og det er fedt, men til tider bliver det også lidt anstrengt, når det hele kolliderer. Men når vi går lidt ned tempo og nuancerer lydbilledet en smule, så går det straks bedre. Og på trods af de to yderlig gående elementer, så skaber kombination de to en lidt flygtig, men ambitiøs debut.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *