The Boombox Hearts – Hamar

 Delvist gammelt og nyt materiale. Delvis højkvalitet og mellemvare.

The Boombox Hearts er et band, som giver sig god tid til at skrive, komponere og indspille sin musik. Sidst vi hørte noget fra bandet var i 2011 med ultrakorte men kompetente EP “Monte Carlo”, der bød på mørke og modige sange fyldt til renden af stemning. Den efterfølgende tid kom en række enkeltstående og interessante tracks ud på bandets blog, bl.a. Crank It Up, C.P.H.L., og 100 (The Last Flame). Men et færdiggjort album lod vente på sig. For et par uger siden tikkede så en mail ind, som fortalte at de nu var klar med et mini-album med syv sange. I følge bandets forsanger Ivan Petersen blev det denne gang til et mini-album fordi, han rigtig godt kan lide denne form.

Første sang på “Hamar” er Crank It Up, som lyder meget som den indspilning, der var at finde til den nu to år gamle musikvideo. Generelt kan det siges om mange numrene på pladen, at de har været udgivet før på den ene eller anden måde. Men de fleste har imidlertid fået nye udtryk i indspilningen. Crank It Up er stadig super intens og smukt med sin fingerspilte guitar, som kun bakkes op af et lavt 4/4 kick og kor. Det samme kan ikke sige om næste nummer, Two Years Is A Long Time, hvor The Boombox Hearts har valgt at gå i røvballe stemning med dansktop-orgel. Selve indspilningen lyder på visse steder næsten som en MIDI indspilning, hvilket er meget ærgerligt, når resten af sangene går efter et ærligt og akustisk udtryk.

“Generelt kan det siges om mange numrene på pladen, at de har været udgivet før.”

Bedre går det på Torquay og There You Go. Begge sange har fået en overhaling. Førstnævnte sang har fået erstattet den tidligere kvindelige vokal med Ivan Petersens knastørre og skrøbelige vokal, der kun bakkes op med mandolin, klokkespil og og harmonika. There You Go har fået sat tempoet op med en fast lilletromme og melodisk overdrive guitar. Udtrykket er melankolsk og længselsfuldt og det er den stemning, som The Boombox Hearts virkelig mestrer til fulde.

Mod afslutningen får vi en halvlykket A Million Believers, som forsøger sig med sømandsstemning og 3/4-dele. Det bliver en anelse ferskt og uforløst på mange måder. Som finale får vi Extras, When You’re Ready, som skinner og viser bandets sande styrker. En lang og virkelig introvert indledning inden at det forløses med en twanget elektrisk guitar og trommer.

Efter at have hørt “Hamar” så undrer udvælgelsen af numrene mig stadig. Two Years Is A Long Time og A Million Believers fremstår lidt som halvfærdige og uinteressante ved siden af de andre skitser, som bandet har smidt ud i tidens løb.  Resten af albummet trækker dog op i form af sangenes lo-fi stil, der bliver sat overfor de mere intense og dramatisk opbyggede. Og samlet set er “Hamar” et fint udspil med enkelte skønhedsfejl.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *