Business Stress Express – Prinsen Af Provinsen

Business Stress Express leverer lettere gumpetungt dansk rockabilly.

Business Stress Express er en trio bestående en forsanger og bassist, Thomas Valter; Guitarist Bo Møller og trommeslager Søren Pedersen. Gruppen spiller til tider energisk lige-ud-ad-landevejen  rockabilly og til tider mere jazzede arrangementer centreret omkring dansksprogede historiefortællende tekster. Som det nok kan glanes fra overskriften, så er jeg ikke udpræget vild med “Prinsen Af Provinsen”, men det er heller ikke på nogen måde fair at afvise den blankt. Albummets 16 numre er lækkert produceret, mikset og masteret og endda spillet.

“Det virker tilstræbt kækt og fandenivoldsk, men fungerer bare plat.”

Jeg har nemlig ikke som sådan noget problem med det rent musikalske aspekt af BSE – Omend det er lige en tand for standard lydende når det bliver ren skomagerbas og den nærmest talende vokal krydret med blueset leadguitar. Mit største problem kommer i form af teksterne som i bedste fald er til at ignorere og i værste fald er nok til at ødelæggede et helt nummer. Leveringen af teksterne skuffer desværre enkelte steder fælt. Hvis man har læst nogle af mine tidligere anmeldelser vil man vide at jeg har et lidt specielt forhold til danske tekster – potentialet for at de tåkrummende falder til jorden virker som meget større end hos det engelske. Når det så er sagt vil jeg gerne herefter gennemgå et par udvalgte numre fra pladen og forsøge at argumentere lidt for mine meninger.

Første nummer på pladen, En Vej Frem, er en dansabel, energisk sag med en fremadrettet baslinje i en bluesrundgang der i et lidt overraskende twist bryder over i noget mere direkte rockabilly i omkvædet. Lækkert, let og sådan jeg havde håbet på at resten af pladen ville lyde. Valters overdrive-vokal passer perfekt til netop det her nummer.

Allerede ved andet nummer, titelnummeret Prinsen Af Provinsen har jeg svært ved at holde masken i forhold til hele konceptet. Nummeret lægger uptempo fra havn og falder i verset ned til en type lyd, som man kommer til at høre rigtigt meget på hele pladen, nemlig en livlig, fremaddrivende baslinje og en let offbeat guitar – netop for at gøre plads og lægge vokal og historien i forsædet. Historien holder dog bare ikke til, og jeg bliver ved første gennemlytning på det her sted i tvivl om hvor vidt jeg har med et jokeband at gøre. Her mener jeg selvfølgelig ikke at projektet er en joke, men nærmere om det er en komedie snarere end den store fortælling, vi har med at gøre. Den lyriske åbner af titelnummeret ser således ud:

Jeg skruer op og ruller vinduet ned / min bil i top, den er tunet og fed / og  hele mit liv, det er min Golf GTI / Sømmet i bund og fuck de 110 / Brian, jeg er Prinsen af Provinsen

Det er som om et forsøgt glimt i øjet på en eller anden måde har ramt helt ved siden af og er blevet til lettere lavpandede banaliteteter. Det kunne endda have været tilgiveligt, hvis bare det havde været catchy, men den gentagne linje Brian, jeg er Prinsen af Provinsen lægger så meget i sangens opbygning op til at være hooket, men bliver leveret så fladt at den bliver alt andet end mindeværdig. Nummeret bryder imellem vers ned i guitarsoli over den versrundgangen og selv om der er ikke som sådan er en finger at sætte på dét, så begynder det allerede at være numrene allerede her at være en smule forudsigelige. I nummerets afslutning bliver der sagt med bedste Schwarzenegger-attitude påbudt: “Keep The Pedal To The Metal” og jeg må igen revurdere, hvad jeg troede det her album var. Det virker tilstræbt kækt og fandenivoldsk, men fungerer bare plat.

Med fare for at springe lidt i albummet, så bliver jeg nødt til at nævne pladens midterste nummer, Groupie. Jeg håber amerikanske Jets advokater ligger lidt på den lade side for tiden, for nummeret er som snydt ud af næsen på selvsammes store hit Are You Gonna Be My Girl. Jeg mener ikke sådan lidt; Jeg mener at det her er et cover af Jets moderne klassiker tilsat en dansk tekst. Jeg er igen forvirret, for det er ikke en parodierende tekst, den har reelt set samme omdrejningspunkt, bare på dansk. Min eneste tanke er hvorfor man overhovedet inkluderer et sådant nummer.

Højdepunktet på pladen for mit vedkommende er det direkte efterfølgende nummer, Slap Af. Et rigtigt fedt groove der leder tankerne hen på både Kaizers Orchestra og endda mere tunge navne som Mr. Bungle. Nummeret er ledsaget af en råbende vokal som for det meste fungerer rigtigt fint og det er generet en positiv overraskelse efter et par direkte ærgelige numre.

Den gode trend forsætter heldigvis også på næste nummer, En Skippers Skræk, som rent musikalsk kunne have været en godbid af en b-side fra Tom Waits’ klassiske album Rain Dogs. Stemningen er tyk og underbygger historien virkeligt fedt. Slæbende, støvet og troværdig.

Jeg er generelt lidt splittet omkring Prinsen Af Provinsen. Når BSE er gode, er de rigtigt gode, men jeg kan ikke slippe følelsen af, at det her er et yderst velspillende band, som har valgt at lave en gruppe der centrerer om teksterne uden reelt at have noget at sige og derfor satser hårdt på de småhumoristiske sproglige finurligheder, som på de bedste steder er lidt ligegyldige.

Jeg finder det hele en underlig blanding af direkte satire og oprigtigt glimt-i-øjet historiefortælling og det efterlader mig på et lidt underligt sted, hvor jeg ikke helt kan tage BSE seriøst som band, trods deres musikalske færdigheder. Business Stress Express er helt klart bedst, når de søger ud af deres standard 12-bar blues, som på En Skippers Skræk eller Slap Af. Specielt førnævnte fungerer rigtigt fint som nummer og formår at male et scenarie, som er troværdigt og medrivende, godt bygget op den akkompagnerende musik. Der er fede ting på pladen, men jeg har ikke som sådan noget behov for at høre den igen for lige at høre det fede lift efter andet vers i tredje nummer, eksempelvis. Dertil er de lækre momenter for få og for langt imellem.

2 Comments

  1. Hej Emil.

    Tusind tak for anmeldelsen. Der er pondus bag dine ord og det er dejligt. Tror endda jeg vil tage dine ord omkring leveringen af hooket i Prinsen af Provinsen op til vurdering. Dog har bas- og guitarostinaterne intet med walking eller vamb at gøre, men lad det nu ligge.

    Det er fuldstændig spot on at vores tekster er direkte, banale, ordkløvende og taler til laveste fællesnævner. Det er jo netop det rockabilly gør. Du må naturligvis gerne finde undtagelsen, men rockabilly-legenderne er jo ikke ligefrem kendt for deres dybe tekster. Vi er bundseriøse, men vores mål er ikke “den store historie”. Det er derimod at give den gas så sveden driver og give publikum et orkester der ikke lyder som alle de andre, men leverer energi som ingen andre.

    Derfor kan jeg ikke lade være med at smile når jeg ser de tags du har lavet på anmeldelsen. Det er i sandhed referencer man kan forholde sig til. Så hvis folk ender herinde og får lyst til at komme til en af vores koncerter pga. dine sammenligninger, så vil jeg da gerne sige tak.

    Og i den forbindelse vil jeg gerne have lov til at invitere dig til en af vores koncerter..

    Venlig hilsen
    Thomas Valter

    • Hej Thomas, lad mig for det første sige at det er dejligt at se kunstnere der ikke nødvendigvis tager en lidt hårdere anmeldelse som udelukkende negativ – Det er trods alt smag og meninger vi skriver om og jeg har jo selvfølgelig ikke mere ret end andre; Og tak for rettelsen, det er tydeligvis ikke den musikteoretiske studenterhue der trykker!

      Det er tydeligt for mig at jeres potentiale ligger live og I spiller rigtigt fedt, så jeg vil med glæde tage til én af jeres koncerter, hvis I kommer op i det jyske.

      ps. Jeg retter lige et par termer til, da du jo selvfølgelig har ret i at jeg ikke mener walking bas, men af ren interesse, vil man så ikke betegne en gentagende, men lidt varierende guitarfigur som en vamp over en rundgang?

      mvh Emil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *