Dad Rocks! – Year of the Flesh

Kompositionerne har fået en overhaling af Dad Rocks! på kompetent toer Bag Dad Rocks! finder vi islandskfødte singer/songwriter Snævar Albertsson, som man også kender som frontmand i mathrock/pop gruppen Mimas. Men i Dad Rocks! står han på egne ben og med sit eget udtryk. Et udtryk som blev skabt på “Mount Modern” fra 2011, hvor teksterne og musikken kredsede om to emner – nemlig piratkopiering og livet som nybagt far. Med sin Creative Commons-licens blev albummet hurtigt en succes hos nysgerrige sjæle på internettet og førte til længere turnéer i både Europa og USA. Jeg ved ikke helt, hvad jeg…

Læs Artiklen

Christian Bonde – Feeding Wolves

Whores & Thieves forsanger Christian Bonde står på egne ben på mørk og ærlig debut Han er bedst kendt som produceren og som forsanger i det esbjergensiske rockband Whores & Thieves. Men nu vil Christian Bonde forsøge sig ad som solo artist og det har forskanset sig i solo udspillet ”Feeding Wolves”. En debut som er blevet til i sene nattetimer i studiet i selskab med rødvin og vestjysk stilhed. Christian Bondes forkærlighed for håndspillede, akustiske instrumenter er ikke til at tage fejl af. Igennem hele pladen er der ikke at finde hverken synthesizere eller andre fikse tricks. Måske er…

Læs Artiklen

The Boombox Hearts – Hamar

 Delvist gammelt og nyt materiale. Delvis højkvalitet og mellemvare. The Boombox Hearts er et band, som giver sig god tid til at skrive, komponere og indspille sin musik. Sidst vi hørte noget fra bandet var i 2011 med ultrakorte men kompetente EP “Monte Carlo”, der bød på mørke og modige sange fyldt til renden af stemning. Den efterfølgende tid kom en række enkeltstående og interessante tracks ud på bandets blog, bl.a. Crank It Up, C.P.H.L., og 100 (The Last Flame). Men et færdiggjort album lod vente på sig. For et par uger siden tikkede så en mail ind, som fortalte…

Læs Artiklen

Kvindebandet – Cyklus

Kvindekvartet går post på queeret debut Et af postmodernismens store projekter er genreforfaldet og egenhændig identitetskabelse som produkt heraf, en tankegang der i høj grad er gennemsyrende på Kvindebandets debut. Her blandes lige dele elektroniske nørderier med ligefremme punkstemninger og støjflader, samlet i en stor smeltedigel og rørt sammen til produktet der er “Cyklus”. En mundfuld af karat, hvor kreativiteten har ledt de 4 kvinder an i missionen om at rive de normative grænser fra hinanden. “Hver gang der syntes at danne sig et overordnet meningslag, brydes det på ny fra hinanden” Som det allerede antydes i titlen, tager den kvindelige…

Læs Artiklen

The Malpractice – Mass

Newtons lov lyder, at masse gange acceleration er lig med kraft. En lov som matcher The Malpractices to’er, da den er lige dele masse, accelerationen og kraft. Tectonics var et af 2010’s allerbedste danske albums. Det spændte mellem de poppede melodier og omkvæd overfor smadrede guitarer og ulmende tekster. Det var på mange måder et eksperiment over, hvor smadret et popmusik kunne blive. Set i forhold hertil, så er Mass inderlige tvillinge bror. Her er kun ødelæggelse, død og melankoli tilbage. Æstetik og brutalitet mødes. Mass er som The Malpractice selv siger “… et potræt af øjeblikket, hvor man giver…

Læs Artiklen

Bite the Bullet – Bite the Bullet

Bid tænderne sammen og lad bare håret gro. Bite the Bullet ryster dig helt igennem på den til tider ubehagelige måde. e to herrer Paw Eriksen og Christian Norup, som er hovedarkitekterne bag bandet, har tidligere spillet sammen og hver for sig i en lang række danske bands, såsom  Coolsville, HellraiserTen, Cody, Jonas Breum samt Thee Attacks. Men nu har de valgt at slå pjalterne sammen og lave det, som de allerhelst selv vil. Der er ikke lagt fingre imellem, når man hører Bite the Bullet. Det er uforfalsket fuzz, tung blues og rock mixet i en sprængfarlig cocktail, som man næsten…

Læs Artiklen

Dirty Old Town – No Returning Home

Tag dine støvede cowboy støvler på og kom med på en ørkenvandring til Dirty Old Town. Her er ingen nåde og ingen grænser for, hvor ulykkelig din kærlighed kan være. Du kan drikke dig i hegnet i whisky og komme ud i skudduel med din værste fjende. Dirty Old Town har dækket op til koldt bord med isnende og tør americana rock blandet op med følsomme og inderlige singer/songwriter. Og du må ikke sige nej til invitationen. Allerede efter de første fem skæringer No Returning Home, var jeg klar over, at denne debut ville komme på min top fem over…

Læs Artiklen

Sofia Hedia – De Elskende

Skuffende og ufarlige popmelodier til en spændstig og smuk vokal. ræcis et år efter den gode og spændende EP Hudløs udkommer debutten De Elskende, som indeholder ni nye numre og to numre, gamle kendinge. Sofia Hedias stemme og sangteknik er stadig til perfektion og vidner om en konservatorie baggrund. Stemmen er også helt klart forcen på dette album der – desværre – oftest byder på skuffende og halvtamme popmelodier. Albummet sættes fra land af den forfriskende og elektroniske Derude. Og præcis de elektroniske elementer har fået større indflydelse på debutten. På godt og ondt. Den Vej Er Beskidt byder på MØ elementer som uh-kor…

Læs Artiklen

Daniel Norgren – Buck

Autentisk og nytænkende folk i verdensklasse fra eksperimentets mester Daniel Norgren. ad det være sagt med det samme. Albummet Buck er nok ikke for Gud og hver mand. Første nummer og introen er en stor omgang i halvandet minut, og track nummer to,Howling Around My Happy Home, lader lytteren sidde og vente på reel sang i over to minutter. Indtil da er det blot en simpel blues rundgang. Ja, og tracket i sig selv er 10 minutter langt. Når det er sagt så er det kompromisløst og virkelig fængende. Efter fire minutter begynder en langsom brusende brummen træde frem i skyggen…

Læs Artiklen

Crystal Shipsss – Dirty Dancer

Jacob Faurholt krænger vrangen ud på sørgmodigheden ilbage i maj udgav den eksperimenterende kunstner Jacob Faurholt en EP, som jeg havde æren af at dykke mig ned i. Her dannede eksperimentet altoverskyggende fællesnævner for udgivelsen, der lige dele imponerede som afskrækkede. Denne anmeldelse tager derfor et afsæt i en ærefrygt, der for mig hersker, når jeg skal beskæftige mig med Crystal Shipsss’ kakofoniske univers. Heldigvis kan jeg dog rapportere, at den ukompromiterede vision er bibeholdt, omend der undervejs er blevet tilføjet ørenlyd på LP opfølgeren “Dirty Dancer” “Dirty Dancer er Faurholts absolutte hovedværk i dens indkapsulering af hans definitive udtryk.” I…

Læs Artiklen