Christian Bonde om ensomhed og ærlighed

På mandag udkommer Christian Bondes debut som soloartist og Mathias greb derfor chancen til at få en snak om tilblivelsen, ensomhed og ikke mindst ærlighed.

– Først, tillykke med debuten “Feeding Wolves”, som udkom d. 31. marts. Er det en barnedrøm som er gået i opfyldelse, eller er det en lyst som er kommet efter at have været i musikbranchen en række år?
Tak for det…
Jeg ved ikke rigtigt, om jeg kan definere det som en barnedrøm. Jeg tror et eller andet sted, at det vel er præmissen når man gør sig som udøvende musiker. Altså at man på en eller anden måde får afsluttet et kapitel og begynder nye.
Men generelt, er det at skabe musik, og dermed udgive den, vel altid en drøm for mig.
I det her tilfælde er det jo et eller andet sted en begyndelse for alle, der hører det, men for mig er den begyndelse netop afslutningen, hvis det giver mening. Man kan sige at sangene på en eller anden måde sættes fri og får deres eget liv.
Sangene har jo været en del af mig og været min ventil i lang tid.

Jeg vil nok koge det ned til både at have været en latent tanke, en nødvendighed og en lyst at udgive pladen.

– Sangene er skabt helt alene i den jyske muld ledsaget af rødvin og guitarer. Derudover har du selv indspillet, mixet og produceret hele albummet selv. Det hele lyder som en uhyggelig ensom proces, og har det medført ekstra spænding omkring udgivelsen?

Det har bestemt været ensomt, men det er igen så stor en del af det valg, jeg har taget i mit liv, og som hele denne plade afspejler og ”stinker” så langt væk af. Ærlighed, horisont, eftertænksomhed og til dels en form for ensomhed.
Det er som jeg også nævner et andet sted, de små lykkelige og ulykkelige øjeblikke.

Rent musisk set giver det selvfølgelig muligheden for, at kunne putte noget på ”bånd” som er 100% mig, og det er et eller andet sted både godt og skidt, synes jeg.
Jeg har jo ikke nogle at give skylden for de mangler, pladen måtte have, men bærer selv det fulde ansvar sammen med ærligheden og min virkelighed, som folk jo gerne skulle kunne forholde sig til på et eller andet niveau.

På den anden side er der heller ingen at være uenige med, når man er selv. Ensomheden har helt sikkert, for mig, medført en ekstra spænding omkring udgivelsen, men nok lige så meget en eller anden form for ydmyghed.

– Du udtaler selv om albummet, at ”… dette et mit forsøg på en genoplivning af det umiddelbare og simple udtryk, skrevet, spillet og fanget på ”bånd” i det øjeblik ideen blev til. ” Det lyder lidt som samme koncept, som i har i Whores & Thieves, hvor det hele indspilles kort tid efter at sangen er født. Kommer du til at overtænke sangene, hvis de kommer til at lægge for længe som skitser?

Tja, lidt af det samme er der måske, og så dog ikke alligevel. I og med at det kun er en mand på pladen, er jeg jo nødt til at indspille alt enkeltvis, men med vægt lagt på så ærlige takes som muligt, og ikke at det SKAL være ét take som i f.eks. W&T (red. Whores & Thieves). Jeg er ikke så stram i dogme-betrækket, at en linje ikke kan tages om – den skal dog bevare det oprindelige udtryk.

“Altså en kompromisløs strøm af lyd og ord, der på ingen måder kan blive tænkt, designet, arrangeret og pakket ind.”

Og der er helt sikkert noget om det med, at tingene kan blive for overtænkte, hvis de ligger som skitser og gennemanalyseres. Jeg skal ikke underkende ting, der har været lang tid undervejs, det virker helt sikkert også, bare ikke for mig personligt som sangskriver. På et personligt plan er musik og udtryk gennem sangskrivning noget, der skal være så umiddelbart som muligt. Jeg vil gerne på godt og ondt fange præcis alt det, jeg ellers aldrig får sagt, eller gentage sandheder, der ikke er sagt nok.

Altså en kompromisløs strøm af lyd og ord, der på ingen måder kan blive tænkt, designet, arrangeret og pakket ind.

Rent musisk synes jeg også, der sker nogle rigtigt spændende ting når man sætter hjernen på ”underbevistheden” og bare spiller og synger uden at vide, hvor man er på vej hen. Det improvisatoriske er uhyggeligt vigtigt for mig i den indledende proces.

Der, hvor forskellen er i forhold til de fleste andre, er nok, at jeg(og vi) er så privilegerede, at vi har muligheden for at trykke record i studiet, lige når ideen er der. Der er ikke noget, der får lov at blive omarrangeret eller tænkt over til dagen efter. Det er lige på, og så må det briste eller bære. Men ærligt, dét bliver det.

– Du fortæller videre, at “Fælles for sangene er, at det er noget jeg har haft brug for at komme af med og ud med. Til tider ligetil, grænsende til det banale. Andre gange gravende dybt i underbevidstheden og sjælens sorte huller”
Pladen er altså billedlig talt en uddrivelse af mørke følelser og tanker. Har det været svært at komme ud med i musikken?

Det er korrekt. Dog ikke altid de mørke tanker, men de har da bestemt hovedvægten ja.
Jeg synes ikke, det har været svært at komme ud med, ud over på det rent personlige plan efterfølgende. Når man udfordrer underbevidstheden med en form for processkrivning, så forpligter man sig jo også til, at forholde sig til det, der kommer ud, hvad end man kan lide den sandhed eller ej.
Det er nok nærmere lidt modsat af ”svært at komme ud med”. Man kunne endda måske ønske, at man havde ryddet så meget op i ens system til dagligt, at det der kom ud var flere af hverdagens banaliteter, men når mørket og underbevidstheden slippes løs, så tromler det ustoppeligt som et godstog og kommer automatisk til at gennemsyre musikken synes jeg.
Så for at svare på det indledende spørgsmål, må det vist være et tydeligt nej.

– Hvad har været de største inspirationskilder til at skabe “Feeding Wolves”?

Der er for mig ikke tale om et koncept, det her er hvad jeg har været nødt til at gøre for at kunne være. Koncept er for mig lidt a la fortænkt og udspekuleret.
Det samme gælder teksterne, det er det umiddelbare der er kommet ud af munden, når jeg har placeret mig foran mikrofonen med guitaren, hvor der så efterfølgende hurtigt er ændret lidt eller skrevet til en sammenhæng og trykket endeligt record.

Lyden… det er nok det, der sjovt nok, i forhold til mit dagligt arbejde som producer, er tænkt mindst over. Lyden er der bare. Jeg har på ingen måder været gennem en nøje udvælgelse af forstærkere, mikrofoner, eller pre-amps. Jeg har brugt det, der var tættest på.

“Så konceptet er vel: Alt andet end koncept…”

Det skal gå hurtigt, når man arbejder på den her måde. Hvis man skal fange en stemning eller en følelse, kan det ikke hjælpe noget, hvis der lige skal prøves det ene eller andet af, det skal optages lige når det er der. Ellers forsvinder magien og det ægte. Så konceptet er vel: Alt andet end koncept…

Jeg vil ikke sige at pladen er direkte inspireret af andre kunstnere. Men hvis jeg skal hive nogle af mine favoritter frem, har jeg uden tvivl en stor forkærlighed for bl.a.: Jonny Cash, Nick Cave, Grinderman, Led Zeppelin, Eddie Vedder, Neil Young, PJ Harvey, Jeff Buckley, Jason Isbell, Life of Agony og Keith (Mina) Caputo og det meste fra start 90’erne, 70’erne og bagud inden det hele gik af lave. Jeg kunne blive ved… Musik er fantastisk.
Noget af det høres nok også i min egen musik, det man lytter til kan jo ikke undgås at forme en som musiker på et eller andet niveau.

– Hvilke planer har du efter albummet rammer hylderne?

Jeg har planer om at spille en enkelt koncert. Den kommer til at forgå på Studenterhuset i Esbjerg lørdag d. 29/3. Jeg har været så heldig at låne lidt folk rundt omkring i byen, der på aftenen vil agere band og også en form for med-komponister i forhold til arrangement og fortolkning.

Jeg har valgt at søge lidt andre græsgange i f.t. musikere, da det oplagte jo var at bruge bandkammeraterne, men synes der var brug for at skille det hele lidt ad. At jeg så er så vildt heldig, at så stærke musikere gider være en del af projektet, er jo fantastisk synes jeg.

Min tanke er, at når kapitlet åbner og lukker for mig d. 29 marts i Esbjerg, så bliver det med en stak numre, helt og aldeles lavet om på og til aftenen, og spillet efter hvad de medvirkende i bandet har følt for at gøre i det enkelte nummer. Det man kommer til at høre i Esbjerg d. 29/3 bliver på sin egen måde en hel ny plade, hvor mine tanker og sange så agerer udgangspunkt.

Legekammeraterne på aftenen bliver: John Vestergren Laursen, Rasmus Madsen og Sebastian Wolff

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *