Crystal Shipsss – Dirty Dancer

Jacob Faurholt krænger vrangen ud på sørgmodigheden

Tilbage i maj udgav den eksperimenterende kunstner Jacob Faurholt en EP, som jeg havde æren af at dykke mig ned i. Her dannede eksperimentet altoverskyggende fællesnævner for udgivelsen, der lige dele imponerede som afskrækkede. Denne anmeldelse tager derfor et afsæt i en ærefrygt, der for mig hersker, når jeg skal beskæftige mig med Crystal Shipsss’ kakofoniske univers. Heldigvis kan jeg dog rapportere, at den ukompromiterede vision er bibeholdt, omend der undervejs er blevet tilføjet ørenlyd på LP opfølgeren “Dirty Dancer”

“Dirty Dancer er Faurholts absolutte hovedværk i dens indkapsulering af hans definitive udtryk.”

I denne omgang får sangene tilføjet et lag af sørgmodighed, der tidligere ikke har været til stede i så udtalt grad hos Crystal Shipsss. Som det fremgår af pressematerialet til denne udgivelse, er “Dirty Dancer” en samling sange oprindeligt indspillet som terapeutisk værktøj, og derved ikke ment til udgivelse. At sangene er udformet i dette vakum mærkes tydeligt igennem pladens fragmentariske tilgang til stemninger, noget som sagtens kunne have skadet udgivelsen. I tilfældet med “Dirty Dancer” ender det spaltede dog derimod med at danne rygrad for værkets forståelse. “Dirty Danser” er ikke ment som en behagelig tilbagelænet lytteoplevelse, men derimod som et udfordrende sanseligt udskred forbundet med det manio-depressive som konstant spændingsfelt.

Man bliver som lytter kastet rundt i en samling stemninger, der understøttes både i det tekstuelle som det instrumentale, hvorved man som tilskuer aldrig for lov at slå rødder for længe. Stemningerne varierer fra de eklektisktiske sange, der på nærmest Animal Collectiv-esk vis dyrker transen, til smukke og overraskende simple akustiske bidder, som den ærlige ballade I’m Not Insane. Her nydes godt af den nedbrudte distancering i indspilningerne, hvorfor Jacob Faurholt opnår sit til dato mest originale udspil, der helt rent syntes at mediere hans musikalitet.

Perfektionen har aldrig været endemålet med “Dirty Dancer”, hvilket gør at sangenes skitserede form kommer til udtryk sine steder. Umildbarheden heri medvirker langt hen af vejen til den autentiske oplevelse, omend et enkelt tilfælde skaber et lille skår. Lost, hvis pludselige trommemaskine bryder sangen ned, skiller sig ud som mindre vellykket. Dette nedbrud er uden tvivl ment i metaforisk forstand i forhold til stykkets indhold, dog forhindrer det ikke i at få sangen til at falde sammen under sin egen vægt. At Lost bliver eneste fejlskud på en udgivelse med så meget på spil, må siges at være en præstation i sig selv, hvorfor jeg i min anskuelse af værket som helhed, ikke lader en sådan fodfejl holde min begejstring tilbage.

Den endelige konklusion må derfor lyde, at “Dirty Dancer” er Faurholts absolutte hovedværk i dens indkapsulering af hans definitive udtryk. Mens tonerne til I Am Well Rehearsed render ud, efterlades lytteren tilbage fortumlet af indtryk ovenpå den introverte rejse. Som også defineret i min tidligere anmeldelse af Crystal Shipsss projektet, er det hverken for sarte sjæle eller øregange, men er man derimod villig til at investere sig i det sammenkrøllede univers, vil udbyttet samtidigt være tilsvarende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *