Dad Rocks! + Penny Police @ Huset

Dad Rocks! og Penny Police var i sammensværgelse om at tage Huset i deres hule hånd fredag aften, men på to vidt forskellige måder. Henrik Viking står endnu engang for billeder, mens Mathias Maagaard står for en stak ord, og begge overværede derfor denne begivenhed en kølig fredag aften i april.

Dad Rocks!

Forsanger og hovedarkitekten bag Dad Rocks!, Snævar Albertsson, drog op på scenen med sit trofaste band bestående af to violinister, en korsanger og en trompetist. Snart havde de trådt op på scenen før at riffet fra Weapons klingede ud af Snævars nyindkøbte guitar. Man mærkede hurtigt efter den første sang at erfaringerne fra både Mimas og som soloartist, har gavnet Dad Rocks!’ scenetække. Anekdoter og vittighederne sad løst og gav en udadvendthed, som fangede publikum i et jerngreb.

Kendetegnet ved Dad Rocks!’ musik er de små skalalydende riffs og detaljerne i guitarspillet, og dette er ikke bare et indspilningstrick. Fingrene gled løst og taktfast henover gribebrættet, mens hans lidt nasale røst lyder over sangen Downaging. Hans stemmeregister ligger hele tiden på grænsen til hvad det kan bære, hvilket giver en spænding og et kendetegn til hans lyd.

Igennem koncerten bliver publikummet ført igennem hele debuten, men også flere nye sange får plads; den americana lydende Ebbe, en nedtonet Managed og endnu sang om piratkopiering, som Dad Rocks! i forvejen har en af i kataloget. Alle sange bliver introduceret med en lille anekdote, bl.a. Take Care som de havde en tradition med at dedikere til en fugl, som de kørte over i Tyskland. Denne konsekvente introduktion skyldtes også, at den nyindkøbte guitar hele tiden gik ud af stemning. Ikke lidt, men meget. Publikum lyttede og elskede dog denne fortællende stil og grinte med på samtlige vittigheder. “Et helt specielt publikum, som man kunne ønske sig til enhver koncert.”, skrev Dad Rocks! da også dagen efter på Facebook. Det eneste som lød var dankortmaskinens bippen. Et ekstranummer blev det da også til i form af Hymn Of The Fox Father, en forkortet udgave dog, da bandet i dets nuværende format var forhindret i at fuldføre det næsten seks minutter lange nummer.

Det var en aften i godt og velspillende selskab, på trods den drillende guitar. Men dette bød bare op til, at der blev henvendt endnu mere kontakt til det lyttende og betagede publikum.

 

[henrik_says] Fra start var denne koncert allerede ment til at blive en succes. Huset danner nær perfekte rammer om musik som den Dad Rocks! præsenterer, hvor publikumskontakt og intimitet er essentiel, noget bandet, og i særklasse bandets frontfigur evner til fulde.

De håndspillede sange gjorde sig godt på en bund af to violinister, en trompetist og den mandelige andenstemme, hvorved de kunne udfolde deres fulde potentiale. Det er ganske enkelt en fornøjelse, at opleve et band trylle sig helt ned fra scenen som Dad Rocks! gør det. [/henrik_says]

Penny Police

Modsætning til udadvendthed er indadvendthed, hvilket også det først virkede som Penny Polices dagsorden. Med lidt nervøsitet gik hun på scenen med hendes velspillende tremandsorkester. Publikum blev igen tyst, da hendes stemme brød ud i I Do Care fra hendes seneste EP “Sink Or Sail”. Med lette anslag på et Fender Rhodes og feedback på en guitar, blev hendes lette og luftige stemme fint akkompagneret.

Den lette sang gled over til titelnummeret fra selvsamme EP. Hendes øjne er lukkede, når hun synger og giver god kontrast til Dad Rocks!’ optræden. Efter de to første sange takker Penny Police. Tempoet bliver nu skruet op med Run og Up Here. Bagkataloget får ikke lov til ligge urørt denne fredag aften og medvirker til at udtrykket bliver lidt rodet. Folkudtrykket fra nyeste udspil bliver mixet med det mere poppede udtryk fra debuten. Men når det er sagt, skal det også siges, at hendes fantastiske backing band og hendes egen stemme formår at samle og spille det med stor overbevisning. As Long As You Watch My Heart blev eksempelvis fremført med fransk jazz akkompagnement, mens Knife Edge fik den spænding, naivitet og ynde, nummeret fortjener.

Efterhånden fik hun vundet mere mod og kontakten til publikum blev større. Sangene får små fortællinger med på vejen, hvilket gør at de kryber længere ind under huden. What If Life Doesn’t Kill You? er en sang som at blive ældre og en anden sang blev også dedikeret til hendes farmor. Som afslutning på koncerten fik vi den gospelinspirerede  I Can’t See Clearly, komplet med et tre mand højt mandekor. Et fint punktum på en spændende og ikke mindst velspillet koncert.

 

[henrik_says] Som også Mathias fremhæver skulle denne aftens tematiske baggrund være det kontrastskabende. Da Penny Police indtager scenen, mærker man straks at vi har bevæget os et godt stykke fra Dad Rocks!’ folkelighed, og hen til et univers hvor det introverte tager plads.

At stemningen undervejs blødtes op, i form af Penny Police’s lidt ældre numre fandt jeg dog ikke rodet, men det agerede snarere tværtimod indikator på bandets spændvidde, og var derimod i min optik en force mere end en hæmmesko. Udtrykket fremstod igennem koncerten konstant friskt, og man følte sig derved i godt selskab.

Denne gode stemning kan også i nogen grad tilskrives det fantastiske publikum, der til trods for at fylde husets sal ud med fredagsstemning formåede god koncertetikette, hvorved musikken fik lov at stå i centrum. En sjælden aften, hvor publikum gik ud som berigede mennesker en fælles oplevelse rigere. Sådan burde enhver koncertoplevelse tage sig ud. [/henrik_says]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *