Dad Rocks! – Year of the Flesh

Kompositionerne har fået en overhaling af Dad Rocks! på kompetent toer

Bag Dad Rocks! finder vi islandskfødte singer/songwriter Snævar Albertsson, som man også kender som frontmand i mathrock/pop gruppen Mimas. Men i Dad Rocks! står han på egne ben og med sit eget udtryk. Et udtryk som blev skabt på “Mount Modern” fra 2011, hvor teksterne og musikken kredsede om to emner – nemlig piratkopiering og livet som nybagt far. Med sin Creative Commons-licens blev albummet hurtigt en succes hos nysgerrige sjæle på internettet og førte til længere turnéer i både Europa og USA.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skulle forvente af “Year of the Flesh”, da jeg satte den på mit anlæg. Men da tonerne klingede ud af højtalerne var jeg ikke i tvivl. Det her var Dad Rocks! anno 2014.Den let vuggende melodi blandet op med strygere og guitarfigurer var ikke til at tage fejl af. Men noget havde dog ændret sig. En lille reprise med titlen BMI, som på et lille minut fortæller, at Snævar Albertsson er gået endnu mere ambitiøst til værks denne gang.

Peers er første single fra pladen og er hyldest til hans fans, som downloadede første album og spredte det ud over internettet. Lydtæppet er fyldt med lækre lag af både strygere og blæsere, men stadig er westernguitaren det bærerende instrument. Cyberbullies er en ballet over, ja, internetmobning, som radikalt skifter til halvt tempo fra vers til omkvæd. Noget som kun virker i kraft af den flotte komposition. Helt ned i tempo kommer vi på Managed, som giver assosiationer til debuttens sang Major Labels. 

“Trompetter, bækner og klaver får på bedste Sigur Rós-stil lov til at blive slået igennem.”

Inspirationen fra folktraditionen er ikke til at skjule på den noget mere opkvikkende In The Seine, hvor der både tages trompetter, fodtramp, håndklap og kontrabas i brug for at skabe den helt rette stemning. Et nummer som er at finde på B-siden af albummet, som efter min mening, er den side, som klart fungerer bedst. Waves leger med den alternative popstruktur og lader slutningen kuliminerer med pigekor, saxofon og giver kuldegysninger på den helt rigtige måde. Pigekoret synger videre på Pro-filling og luller næsten en i søvn. Det bliver dog ikke gabende kedeligt, da der lille så stille lægges flere og flere instrumenter på over de fem minutter, som sangen varer.

Som afslutning får vi min yndlingssang på den nye plade, nemlig Body Mass Index. Pompøst men smagfuldt synges der om det endegyldige farvel og den uundgålige død. En fænomenal slutning på en ganske glimrende plade. Trompetter, bækner og klaver får på bedste Sigur Rós-stil lov til at blive slået igennem.

“Year of the Flesh” er en ambitiøs og gennemarbejdet toer fra Dad Rocks!’s hånd. Lyden og kompositionerne har fået en smuk og kompetent overhaling, som kun klæder Snæver Albertsson’s lidt begrænsede men nærværende og brummende stemme. Derimod sakker tekstuniverset lidt bagefter, men afslutningsnummeret Body Mass Index gav mig håb for, at Dad Rocks! i fremtiden tør male med lidt større penselstrøg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *