Daniel Norgren – Buck

Autentisk og nytænkende folk i verdensklasse fra eksperimentets mester Daniel Norgren.

Lad det være sagt med det samme. Albummet Buck er nok ikke for Gud og hver mand. Første nummer og introen er en stor omgang i halvandet minut, og track nummer to,Howling Around My Happy Home, lader lytteren sidde og vente på reel sang i over to minutter. Indtil da er det blot en simpel blues rundgang. Ja, og tracket i sig selv er 10 minutter langt. Når det er sagt så er det kompromisløst og virkelig fængende. Efter fire minutter begynder en langsom brusende brummen træde frem i skyggen og bryde med det, som virker alt for nemt og søvndyssende. Daniel Norgrens sang bliver hele tiden mere og mere udfordret, som i en kamp mod desperationen.

Efter den hårde start, blødes formen op og lyttervenligheden. Once A Queen, oser af americaner og phaser synths. Vokalens rå klang er et perfekt den ellers polerede melodi. Herefter bliver vi igen mødt med næsten tre minutters larm, som en lille kunstpause op til næste track. Prætentiøst? Måske. Men samtidig meget forfriskende i en tid, hvor folk musik er blevet en poleret sag.

Whatever Turns You On falder også næsten i en kategori. Tempoet, herunder især trommerne, er så upbeat, at det næsten er ved at snuble. Guitaren skramler og overdriven skriger, mens Hammond-orglet skaber det bagvedliggende lydtæppe, som er nødvendig på så en urolig sag.

“Buck er kompromisløst, men samtidig ligetil.”

Music Tape giver yderligere ro på og ville perfekt til en ligeså langsom søndag. Slack og masser af reverb på guitarerne. Generelt kan man sige om Buck, at den formår at rumme til vidt forskellige typer af americana og folk, via interludes og en velovervejen rækkefølge af tracks. Noget som også skaber en god rød tråd gennem albummet. Instrumentaliseringen er sparsom på de fleste numre, men de formår alligevel at fylde lydbilledet ud med en lang række traditionelle instrumenter, såsom harmonika, gamle orgeltyper og lapslide.

Endnu et mellemspil ligger op til Moonshine Got Me, hvor der ikke ligges låg på twang eller guitarsoli. Man kommer næsten til at savne noget sang i de sidste fire minutter af tracket, hvor der er dømt guitarlir. My Hobo is rambling lukker ballet med fem minutters dejlig skønsang med masser af orgel og whiskers på trommer. Et nummer som viser, at de stille sange er ligeså meget værd, som de hvor fart er nøgleordet.

Buck er kompromisløst, men samtidig ligetil. Det er formen på numrene, som gør, at man aldrig ved, hvad der ligger rundt om næste hjørne. Sommetider bliver det en smule prætentiøst, men det klæder kun den vildskab og rastløshed, som Buck byder på. Daniel Norgren er med andre ord i topform og viser med tydelige penselstrøg, hvorledes folk og americana kan males.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *