Dirty Old Town – No Returning Home

Tag dine støvede cowboy støvler på og kom med på en ørkenvandring til Dirty Old Town.

Her er ingen nåde og ingen grænser for, hvor ulykkelig din kærlighed kan være. Du kan drikke dig i hegnet i whisky og komme ud i skudduel med din værste fjende. Dirty Old Town har dækket op til koldt bord med isnende og tør americana rock blandet op med følsomme og inderlige singer/songwriter. Og du må ikke sige nej til invitationen.

Allerede efter de første fem skæringer No Returning Home, var jeg klar over, at denne debut ville komme på min top fem over bedste danske udgivelser i år. Gennemførslen og talentet var der ikke nogen tvivl om. Sangene er velskrevet og pladens variation herimellem er gennemtænkt. Lige fra den rolige og helt nedbarberet The Rider, som sætter hele scenen med en fingerspillet guitar og Morten Christensens stemme – til den kolde og virkelig bragende Black Storm Is A-Risin’. Et tungt beat baseret på håndklap og stortromme sætter for før, et lækkert og næsten ondt distortionhelvede sætter djævlen på frifod i omkvædet. Et nummer som sætter tankerne hen på hard rockerne fra Whores & Thieves. Jeg er tosset med det nummer, som vinder hver eneste gang jeg hører det.

Bag Dirty Old Town finder vi  Morten Christensen ene og alene. Han har fundet kærligheden i den skrattende rock og et univers fyldt med knuste hjerter, sorg, begær og død. Når jeg så hører musikken, er jeg ufattelig glad for, at han har sit band med. For hele universet bliver 10 gange større, når baggrundstæppet af støjende guitarer, vibrato og en tung bas får plads.

This Time er også en af de sange, hvor instrumenteringen får lov til at få plads og næsten hjemsøger lytteren i den ellers fremdrevne og  og ligefremme sang. C-stykket må især fremhæves her. Det samme gælder første singlen In A Train Going A Way, som baserer sit hook på en tremolobaseret guitar. Hele sangens musiske udtryk omfavner tekstuniverset, som handler omkring togtur og den evige søgen efter kærlighed.

Enkelte sange er sammelignet med en lille smule kedelige. Men det er også kun fordi, at håndværket på andre sange er så ufattelig højt.  Where the Cold Wind Blows samt You See a Darkness bliver en tand for tunge i enden og savner en form for fremdrift. Det bliver en tand for leaned back.

Samlet set er No Returning Home en virkelig skarpskåret sag, som alle med kærlighed for americana rock burde sætte sig ned og høre. Det er musik, som er perfekt til de lange vinteraftener, uden det bliver alt for navlepillende. Baggrundstæppet af larmende guitarer, tunge beats og tonstung bas er sat sammen med perfektion, og man kan kun ønske sig mere af denne art.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *