Efterklang – Piramida

Efterklang overrasker med afdæmpet opfølger.

Jeg har siden udgivelsen af “Parades” fulgt Efterklang med stor interesse, og har derfor naturligvis haft store forventninger til deres fjerde udspil Piramida. En plade der skulle følge op på 2010’s “Magic Chairs”, pop-debuten og det store gennembrud. Hvordan lever et band som Efterklang så op på forventningerne? De gør det, som de er absolut bedst til; tager 9 dage til Spitsbergen i det arktiske nord, optager en masse analoge lyde, og skaber et nedtonet, vedlydende og eksperimenterende album uden at ryste på hånden. Derved ikke forstået at grandiositeten er forsvundet, bandet gør blandt andet brug af et 60 personers stort kor på tracket Hollow Mountain, men eftertænksomheden har lagt sig over musikken. Dette skaber en tilbageskuende plade, der i højere grad trækker på bagkataloget fra Tripper og Parades, istedet for at fokusere på en mere klassisk sangstruktur.

“…skaber et nedtonet, vedlydende og eksperimenterende album uden at ryste på hånden.”

Dette skift i opbygning er både pladens store force, men samtidigt uundgåeligt også dens hæmmesko visse steder. Når samspillet går op, som det gør på tracket The Ghost, der med sine Four Tet’ske rytmefigurer imponerer og medriver, bliver det også kun mere klart hvilke numre der ikke besidder samme kvaliteter. Told To Be Fine har ganske vist en interessant og mangefacetteret lydside, men fremstår mod slut en anelse usammenhængende og fragmenteret, og ender derfor med at virke en smule ligegyldig i det samlede forløb.

Den tidligere nævnte vellyd er dog værd at drage frem. Igennem Efterklangs diskografi har dette været centralt, noget Piramida ikke ændrer på, nærmere tværtimod. Alle elementer i musikken er mikset til nær perfektion, hvilket giver et velbalanceret lydbillede med højt til loftet. Lyt blot til den stemningfulde åbner Hollow Mountain, hvor hvert perkussionistisk anslag står helt klart frem mellem en ekkofyldt vokal, eller på Dreams Today hvor de analoge lyde i sandhed kommer til sin ret, som smukt bagtæppe til en simpel men fængende klaverfigur, samtidigt med at der skabes et klart menneskeligt islæt. Gnidningsfrit flettes tracket over i opfølgeren Between the Walls, som befriende anvender en falset vokal til at skabe pladens eneste dansable skæring. Der afrundes derefter på passende vis med The Moment, som sætter punktum, for endnu et spændende kapitel i bandets katalog. Piramida er ikke en problemfri plade, men ender dog med at vinde på charmen og det bjergtagende mix.

 

Som bonus er nedenfor videoen, som agerer trailer for albummet. Her står optageprocessen tydeligt frem, og det er fascinerende at opleve et dedikeret band som Efterklang i aktion.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *