Flod + Lis Er Stille @ 1000fryd, Aalborg

Mathias tog sin fredag aften fri og valgte at tilbringe den i selskab med Flod og Lis er Stille. En aften som man må sige stod i indie og prog-postrockens tegn. Og en aften som nok sent vil blive glemt. For hvad alt det som man kunne have frygtet hændte ikke. Til gengæld blev det et overflødighedshorn af bragende trommer og rivende riffs.

Flod

Aalborgs indie barn. Så let kan det siges. Bandet har igennem den seneste tid dog begyndt at ændre sit udtryk en anelse til noget, som mere lyder af dem selv; en mere ærlig lyd, hvor det orientalske spiller en central rolle. Med denne lyd har de udgivet deres første EP, med titlen Kurs, som indeholder i alt fem meget pænt skåret numre med masser af sjæl og charme.

Koncerten tog også sit udgangspunkt i Kurs og åbnende op med åbningsnummeret Joki. Det var et spændt, men koncentreret band udstyret med trompet, trombone, violin, cello, mandolin, trommer og en alt-mulig-mand på keys og samples. Lumi svang nydeligt gennem 1000fryd og tryllebandt publikummet med det samme. Det asiasiske tema er ikke til at tage fejl af, og det er inspirationen fra Efterklangs albums, især Tripper og Magic Chair, heller ikke. Men alligevel har de formået at sætte deres egen energi og stemning i det. Forsanger Nikolaj Andersson hopper hvertfald rundt fra starten og viser at indie ikke behøver at være kedeligt.

Bandet formår at skabe den samme glidende overgang mellem numrene, som også er at finde på albummet, desværre bliver de en tand for lange og stille, og bløder op for den magi, som er, når bandet spiller lidt højere. Et fyldt 1000fryd byder på råb fra baren, ringende mobil telefoner og småsnak glider ind i maleriet. Men som bandet skrider frem i koncerten glemmer man lidt de irritationsmomenter, da Flod spiller næsten helt perfekt igennem deres korte set.

Hvis jeg skal sætte en finger på noget, så bliver det bandets brug af samples. At overføre musik fra studiemagi til liveperfomance er svær, og at efterlade den snørklede og hakkende sampling som underlægning hjemme, vil måske gøre Flods liveperformances ekstra nøgen. Men samplingen indholdte også bider af horn og andre elementer, som sagtens ville kunne gengives live, når man står scene syv mand på en scene.

Set bort fra det, så var det en stor oplevelse at høre og drømme sig igennem Flods musik live. Og afslutningen med trompetsoloen virkede som den tomhed der opstår, når et festfyrværkeri er fyret af og man står tilbage med glæde og kigger på en sort himmel.

Lis er Stille 

Lis er Stille er efterhånden blevet et af Danmarks ældste prog-post rockbands, og den professionelle tilgang så man straks, da bandet stillede sig op på 1000fryds lille scene. Og der gik ikke mange minutter før man mærkede Lis er Stilles jerngreb.

Lad det være sagt med det samme. Lis er Stille er et bedre liveband end studieband. Bandet giver sig fuldt ud og deres musik giver dem også lov til det. Men det er også et band, som lader sig give sig hen til publikummet og takker det. Især guitarist Tue Schmidt Rasmussen giver allerede udtryk efter de første nummer sin begejstring for at spille for et tætpakket 1000fryd. Ja, begejstringen vil næsten ingen ende tage. Noget som også smittede af på publikum, som lod sig drage med.

Efter en række af de ældre numre som Human Head fra Nous og Lys over Tid fra Apathobvious gik bandet i gang med en gennemspilning af deres EP. Efter første track Lyncher’s Aim kogte 1000fryd og vi fik præsenteret EP’en som jordens undergang og at det godt nok er et dramatisk emne. Men at det også var bandets varetegn. Der var generelt en rigtig god kemi mellem band og publikum. Conceiver Theme Believe Us. Kogte videre på samme gode suppe, og bandet gik i gang med at smide trøjerne på grund af varme. Guitaristen og bassisten begyndte en lettere indædt kamp om at headbange og vælte rundt på scenen.Trommeslager Jon Gotlev kom også på overarbejde, da hans trommestikker blev ved med at knække under koncerten.

Som finale fik vi afslutningstracket The Prism Arch. Martin Byrialsen fik rejst sig fra sine keyboards og fik taget mikronstativet med sig.Han stod nu midt på scenen i en farlig og dramatisk position og skulle nedfælde de sidste ord om undergangen. Imens tog Asbjørn Helboe over ved klaveret og spillede de dramatiske toner. Efter stor applaus gik bandet i gang med Recalling The Color fra albummet The Collibro. Et nummer som faldt lidt ved siden af, da det mest i introen lyder som et surf-rock tilsat orgel. Noget langt fra de meget mørke melankolske toner fra EP’en Flight Over Belljár. Men man kunne se, at bandet virkelig nød at spille nummeret. Soloerne fik heller ikke for lidt. Hverken på trommer, bas eller klaver.

Det var en stor oplevelse at se Lis er Stille, som langt fra er brændt ud på nogen måde. Tværtimod er det et band, som giver sig lidt mere end langt de fleste bands. Både på sceneperformance og musikalsk. Der er kort sagt ikke sparet på noget!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *