Emil Visti

Emil Visti er bosat i Aalborg, er 24 år og læser på kandidatoverbygningen på Det Informationsvidenskabelige Akademi.

Dit første seriøse album indkøb?

Jeg kan faktisk ikke huske hvad det første album jeg decideret købte er, men jeg husker tydeligt en juleaften, hvor min bror gav mig Deftones’ White Pony og Radioheads OK Computer.  De albums må være noget af det første seriøse musik jeg ejede.

Primære kilde til at finde nyt musik?

Min primære kilde til at finde ny musik må være Soundcloud, Bandcamp, Facebook og andre sider hvor kunstnere selv kan lægge deres musik op – selvfølgelig i samspil med hvad man hører gennem sine personlige kontakter.

Bedste koncert?

Bedste koncert er lidt svær, men jeg tror jeg må sige Kaizers Orchestra på Studenterhuset i 2004-2005 eller deromkring – en sal fyldt til smertegrænsen af folk der skrålede på Bryne-dialekt som gjaldt det deres liv.

Værste koncert?

Et umanerligt beruset Deicide på Aalborg Metal Festival 2005.

De fem bedste albums?

The Mars Volta – Deloused In The Comatorium (2003)

Et par af de tidligere så vrede fyre fra hedengangne At The Drive-in har med deres debutalbum som The Mars Volta skabt et, for mig, noget nært perfekt album. Det er legende, støjende, fængende og med en skidt versus kanel-ratio som desværre ikke er til at finde på deres senere udgivelser. Dette er et album, som jeg ikke på noget tidspunkt ville have et problem med at sætte på og høre fra ende til anden – Om ikke andet så bare fordi den fabelagtige produktion afslører nye lag, i de i forvejen komplekse kompositioner, ved hvert lyt.

At The Drive-In – Relationship Of Command (2000)

Dette album er en tidskapsel fra en gang hvor jeg var en vred ung mand, der dog åbenbart stadigvæk havde smag nok til at spotte en god produktion når jeg hørte den. Der er ikke et dårligt nummer på den skive og den er fantastisk velspillet, inderlig og ja, på sin egen måde prætentiøs af helvede til; Men det gør ikke noget når tempoet er så højt og galden vælder ud af højtalerne fra åbningsnummeret til afslutteren. Jeg har tit hørt argumenteret at At The Drive-in mistede deres nerve på dette album, men jeg synes at de vandt ekstremt meget ved den mere polerede produktion og bare dét at se lidt kritisk på numrene og barbere dem ned til hvad jeg, personligt, gerne ville høre: Fængende melodier, drilske guitarstykker og et overskud energi som jeg ikke har hørt magen til ofte.

Radiohead – The Bends (1995)

Jeg er ikke personen der hader at Radiohead er blevet et mere elektronisk act overhovedet. Når det så er sagt, så mener jeg stadig at The Bends er noget nær den bedste håndspillede rockskive. Jeg husker stadig første gang jeg hørte Planet Telex over stereoanlægget og det fik mig til at lægge hvad jeg havde i hænderne på det givne tidspunkt og falde i staver over dén meget markante, personlige lyd som Radiohead har på det her album. Det er på én måde lige-ud-af-landevejen klassiske rock-numre med en relativt standard vers-omkvæd formular, men når twistene så kommer, og det gør de, så sniger de så meget mere op på dig end hvis de bliver telegraferet fra start. Faktisk synes jeg ikke The Bends, modsat de forrige albums på min liste,  er et perfekt album. Men højderne det når opvejer, for mig, mange gange de lidt mere kedelige passager. Ikke at det nogensinde bliver direkte dårligt.

Tool – Lateralus (2001)

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg nærer en stor kærlighed for Tool og deres univers. Lateralus er pladen hvor alle elementerne, i min optik, går op i en højere enhed. Metafysiske referencer, kompleks instrumentering og en fantastisk, fantastisk produktion gør, at jeg hørte det her album på noget nær døgndrift, da jeg først opdagede det. Vildskaben fra bare det forrige album, Ænima, er der måske ikke i så høj grad på de fleste af numrene, men den mere dystre, sumpede lyd klæder Tool på en måde, hvor jeg stadig får gåsehud af forventning når introen til åbningsnummeret The Grudge bygger og bygger indtil det kollapser i et klimaks, som kun Tool kan levere det. Jeg brugte timevis af mine unge dage på at læse tekster, tolkninger og på alle måder fordybe mig i universet. Jeg er den dag i dag ikke hundrede procent klar over om ikke bare det hele har været en meta-joke fra bandets side, men det er også en del af oplevelsen.

Sunset Rubdown – Dragonslayer (2009)

Jeg må bittert erkende at en fem albums liste ikke er nok, men hvis jeg skal gøre det, så må Dragonslayer være derpå. Jeg må indrømme at i mine øjne så bliver næsten alt Wolf Parade/Sunset Rubdown/Frog Eyes/Swan Lake/etc frontmand Spencer Krug rører ved på magisk vis til guld. Eller det er måske stærke ord. Det bliver ikke til guld som sådan, men det får en særlig magi over sig, hvor selv når det måske ikke er så godt, så har det altid et eller andet gemt i sig som resonerer med mig. Dragonslayer er dog et godt album; faktisk et meget, meget godt album. Det er ikke nær så legende i produktionen som tidligere albummer som Random Spirit Lover, men dét gør også bare at Dragonslayer er meget nemmere at gå til. Man bliver ikke på samme måde bombarderet af lydkollager og støjende produktion, der er støjende for at støje.

På Dragonslayer er sangene i højsædet og dét viser bare at de forstår at skrue numre sammen som er ekstremt fængende uden på nogen måde at gå på kompromis med de diverse finurligheder  man forventer fra Sunset Rubdown. Dette er et album som jeg ikke er bange for at beskrive som episk; Ikke bare som i grandiøst, hvilket Dragonslayer også til tider er, men klassisk episk i sin historiefortællen. Hvis man lader sig rive med, bliver man taget på en rejse ud i græsk mytologi, fabeldyr og magi, men sat i skarp kontrast til almindelige menneskelige følelser på en måde som kun Krug kan.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *