Helsinki Poetry – Transport

At finde sin lyd tager tid. På fire år er Helsinki Poetry gået fra et støjende pop/rock projekt til at skabe en stilsikker popdebut.

Her er tre grunde til, hvorfor du skal lægge øre til Helsinki Poetrys debut:

  1. Det er skamløse popmelodier af allerfineste skuffe
  2. Produktionen er fremragende
  3. Det er en stilsikker debut
Duoen Helsinki Poetry har efterhånden fire år på bagen. De første singler blev spyttet ud på en sparsomt opsat hjemmeside i sommeren 2009. Alle sange var allerede dengang opkaldt efter verdens storbyer. To år efter meget stilhed omkring bandet udkom en gratis EP med fire stærke og pompøse popsange. Nu skriver vi 2013 og i dag udkommer debuten endelig. Alle sange herpå er nye, bortset fra den skæve Tokyo.

Stilen er lagt en anelse om. De støjrockede elementer fra EP’en, især kendt fra Manchester, er puttet noget i baggrunden, mens synth-poppen træder mere i karakter. Ebbe Frejs ellers smadrede fill-fyldte beats er blevet fastere og skarpere, mens Rune Vigils stemme ligger stadig i falsetlejet, men er blevet mindre skrøbelig. Det er netop disse ændringer i konstruktion, trommerne og stemmen, som viser, at Helsinki Poetry er gået nye veje, for at finde deres lyd.

“Pladens svaghed er også dens styrke, nemlig tilgængeligheden”

Albummet er døbt “Transport”, og vi kommer da også gennem 12 byer helt gnidningsfrit. Tre numre er små instrumentale mellemled, som skaber pauser fra de nemt tilgængelige popsange. Popsange med nærmest klinisk afsæt. Man mærker det på Marseille, som også var første singlen fra debuten. Med en fast stortromme sættes sangen i gang og synths sættes langsomt på lag for lag, inden det storladne omkvæd sætter ind. Tokyo kører en stil, som lyder af en blanding Apparatjik og Mew med et haltende trommebeat med isende synths.

Pladens styrke ligger klart imod slutningen. Den frembrusende Saigon skaber en fem minutters lang popeskapade med et omkvæd, man ikke glemmer foreløbigt. Transportturen slutter i Los Angeles, hvor vi møder bombastiske pompøse lyd, som man fandt på de første udgivelser fra Helsinki Poetrys side. Med et længselsfuldt og gentagende tema afsluttes det hele med en hvirvlende følelse. Det hele går op i en højere enhed.

Pladens svaghed er også dens styrke, nemlig tilgængeligheden. Ligeså let den er at lytte til, næsten ligeså nemt bliver sangene baggrundsmusik. Som lytter kan der dykkes ned i de enkelte sange, men manglen på de støjende elementer fra EP’en gør, at elementerne fremstår nøgne og umiddelbare.

“Transport” er skarpskårne og velproducerede popsange uden filter. Den genopfinder ikke genren, men viser sider af den, som man godt kan savne. Med falset, synth og trommer skabes Helsinki Poetrys lydtæppe, som både falder i og udskiller sig fra den tidstypiske popmusik. Enkelte steder savner man deres lidt ældre distortede lyd, men som debut er dette en overbevisende og stilsikker sag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *