iceage – You’re Nothing

De purunge punkere er blevet modne, og mere end indfrier forventningerne på en modig opfølger.

Tilbage i starten af 2011 tog en gruppe unge drenge den danske og senere internationale musikscene med storm med debutpladen “New Brigade”. Bygget på støj, blev dette utilgængelige værk hyldet i pressen, og som ethvert godt stykke kultur gør, var debuten samtidigt med til at splitte musikelskere over hele linjen. Mens nogle jublede, var andre hurtige til at proklamere iceage som bandet “Der jo ikke havde noget tøj på“. Personligt tog det mig mange gennemlytninger førend “New Bridgade” trængte ind under huden, men da den så gjorde, blev benene for alvor rykket væk under mig, og jeg har siden med jævne mellemrum genfundet det støjende værk.

To år er siden gået, og ledt an af blandt andet Pitchfork, er verdens øjne nu rettet mod den næsten umulige to’er. Iceage gør dog heldigvis det eneste rigtige. De giver janteloven den store langemand, og skaber med “You’re Nothing” en i sandhed værdig opfølger, der er strækker utilgængeligheden, men samtidigt eksperimenterer med formen uden på noget tidspunkt at sælge ud.

“Bandet har bevist at de har mere end bare et enkelt skud i bøssen”

Lydbilledet har de formået at gøre mere skramlet og samtidigt ydereligere dynamisk med en våd elasticitet. Når det er sagt gør pladen sig klart bedst i hovedtelefoner, hvor separationen af de enkelte lyde er større, da albummet ellers godt kan have en tendens til at drukne i mindre højttalere. Et modigt og kompromisløst valg.

Gennem pladens længde begiver bandet sig udi mange forskellige eskapader, og på intet tidpunkt føler lytteren sig sikker. Bedst som man tror den nye lyd iceage præsenterer kan forudsiges, vendes bøtten på hovedet og nye græsgange afsøges. Burning hand læner sig ligefrem op af den traditionelle sangstruktur, mens A-siden afrundes af Morals, der introducerer klaver til formularen og derved faktisk bliver en ballade, hvor forsanger Elias giver den med skønsang undervejs. Generelt har vokalen udviklet sig med syvmileskridt, hvor indføling og spændvidde har fået et ordenligt skub i den rigtige retning, så en næsten Ian Curtis’sk desperation er at spore i stemmen.

“You’re Nothing” er lyden af et band der behandler presset fra den store omverdens forventninger, og kommer ud på den anden side stærkere end nogensinde. Bandet har bevist at de har mere end bare et enkelt skud i bøssen, og kan godt begynde at finde sig til rette i rollen som danske musikikoner, indskrevet i historien blandt deres egne forbilleder. Strømmen af de rosende ord kunne fortsætte, men sandheden er, at jeg har travlt. Jeg har en iceage plade der skal skamlyttes, og en forelskelse der på ny skal genoplives.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *