Indians – Somewhere Else

Til februar fylder Søren Løkke Juuls projekt Indians sit første år. På et enkelt år er hans en-mands projekt gået fra hjemmeoptagelser til albumkontrakt på 4AD, USA turné. I dag lander så hans debut på gaden.

Det første, som falder for ørerne, er de få elementer, der skal til for at skabe Indians’ lydbillede: Den skrøbelige falset sættes i front, sommetider med reverb, sommertider uden, som bakkes op af op af få instrumenter i form af synths, et nedtonet trommebeat, kor eller en guitar. Skabelonen er enkel og lige til, og det fungerer til UG+ med pil op.

Knips og et synth-orgel lægger for dagen på albummets åbner, hvor de hjertevarme toner bryder ud fra Indians. Hovedtelefonmusik vil nogen sige, men Indians’ toner rammer mere end som så. I en perfekt lomme mellem Bon Ivers mere pompøse melankoli, Jose Gonzalez’ intimitet og Grizzly Bears til tider skrøbelighed befinder Indians sig. Ja, sammenligninger er nemme at skabe med det skrabede backingtrack af synths og guitar, men “Somewhere Else” er alligevel i en kategori for sig selv. Den danner et nyt perspektiv indenfor indie-pop. Med svævende klaverakkorder føler man, at forsangerens distancerede, men samtidig nærverende, stemme lader lytteren glide op i sfæriske luftlag. Perfekt til denne kolde årstid, hvor vinteren er mørkest.

“Den danner et nyt perspektiv indenfor indie-pop.”

Det er store ord, men det er også, hvad “Somewhere Else” skal have med på vejen. Andet track Bird viser den sentimentalitet, som sættes for dagen. Med kun akkordanslag, lidt klaver klimpren og flydere lader Søren Løkke Juul lytteren forføre i 5 minutter uden det bliver kedeligt på nogen måde. “Somewhere Else” er en plade, hvor hvert nummer fænger på sin egen måde, f.eks. Lips Lips Lips som køres frem med kor, hvorefter en fast 4/4 stortromme slår ind, og giver noget mere fylde og fremdrift. Men der er alligevel skabt en rød tråd igennem pladens 10 numre, som skaber en helhed omkring albummets udtryk.

Anden singlen Cakelakers drømmer sig ind med en komprimeret vokal, strygere og en western guitar, hvis rytme næsten virker tilfældig, men alligevel perfekt anslået. Et sidste nummer som må nævnes er Melt, som først efter et minut lader Søren Løkke Juuls skrøbelige stemme træde i karakter. Med en glidende melodi og et fast klavermotiv drives nummeret skamløst frem i seks minutter.

Somewhere Else tager tid, at komme ind på livet af. Søren Løkke Juuls stemme sammensmelter en forfriskende, men også overvældende debut. Med få instrumenter sammenstykkes numre med spilletider på 5-6 minutter, som alle lader lytteren gå på opdagelse og rejse i himmelske lag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *