Joy Alley + Heimatt @ KUL, Aalborg

Ind fra højre kommer her en forsinket koncertrappotage fra da KUL fik fornemt besøg af Heimatt d. 14 november. Da vi tidligere her på siden har sat spot på det fremadstormende band, var det selvfølgeligt oplagt at opleve bandet i levende live. Vi bringer derfor en lille rapportage fra koncerten, som altid med ord fra Henrik Viking og billeder fra Emil Visti.

Joy Alley

Nordjyske Joy Alley dannede denne aften opvarming, et band som jeg ikke tidligere har stiftet det store bekendskab med, til trods for deres frekvente gøren og laden i Aalborgs musikmiljø. Tidligere har bandet blandt andet været opvarmning for Dúne, hvilket derfor ikke lover om komplet uprøvede kræfter. Det til trods var der alligevel en meget løs struktur i opvarmingskoncerten, noget der i nogen udstrækning kan tilskrives bandets valg om at afprøve en del nyt materiale. Under flere af introduktionerne til de enkelte sange, gjorde bandet det klart, at vi som publikum overværede en uropførsel, noget som altid er interessant. I Joy Alleys tilfælde kunne man dog måske med fordel have vægtet nyt og gammelt en anelse mere skarpt, således at dynamikken, der tydeligvist ligger hos bandet, fik større mulighed for at skinne igennem.

Joy Alley er ikke uden deres forcer, men denne aften syntes de kun at vise sig momentvis, som med den indfølte “Don’t forget the past”, hvor den sympatiske og drengede vokal fik lov at komme til sin ret, med en mere fokuseret instrumentering. I løbet af koncerten blev det for mig klart, at bandet ikke i deres nuværende form, præsenterer noget som ikke er set mange gange før. Joy Alley er derved en gruppe som stadigvæk på mange måder er ved at finde deres eget udtryk, en process som ikke er fejlfri men samtidigt langtfra uinteressant. Jeg glæder mig til at opleve bandet igen, når materialet er spillet en anelse mere ind på ryggraden, da publikumskontakten og tilstedeværelsen på scenen bestemt ikke fejler noget for det unge band.

Heimatt

I skarp kontrast til opvarmningen havde hovednavnet denne aften valgt at skære helt ind til benet i hvad der blev en kort, men fokuseret koncertoplevelse.

Heimatt ligger ikke skjul på deres inspirationskilder, hvilket allerede indenfor de første 30 sekunder stod klart, da bandet lagde fra land med en Mumford and Sons-klingede stortromme, der bragende lagde det rytmiske grundlag. Det store lydbillede fremstår i de første to numre en anelse mudret, men falder heldigvis langs resten af koncerten på plads, lige i tide til at bandet som tredje nummer fremfører deres glimrende førstesingle “Everyone’s a Sinner”. Herfra løftes koncerten til for alvor at udstråle Heimatts potentiale.

For en stund træder bandet tilbage, og lader formanden stå alene med en akustisk og nøgen fremførsel, en variation der skaber en god afveksling samt bevidner om Magnus Grilstads evne til at omfavne et mere simpelt musikalsk udtryk. Sørgmodigheden fra det forrige nummer følger med, da bandet endnu engang træder frem på scenen. Med fraseringer der leder tankerne hen på danske Michael Møller fra det hedengangne Moi Caprice, spilles tangenten nu ud i et sanseligt nedbrud hvor alt er på spil. Det drømmende får plads i musikken for en stund, og jeg må imponeres over den musikalske diversitet.

Bandet er endnu ungt, men det til trods fylder de scenen med stor vanlig professionalisme. Selv en brummende mislyd der optræder et par gange undervejs i koncerten, bliver omfavnet og gjort humoristisk. Settet afsluttes med tempoet endnu engang sat i vejeret med bandets sidste nummer, hvorved et personligt punktum blev sat for en koncert der efterlod publikum hungrende efter mere. En trang der nok inden alt for længe kan blive stillet, da bandet et par dage efter koncerten, offentliggjorde en pladekontrakt med selveste Playground Music. Om det store kommercielle gennembrud ligger for døren, må vi endnu afvente med spænding – ét er dog sikkert, talentet er kørt i stilling.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *