Kvindebandet – Cyklus

Kvindekvartet går post på queeret debut

Et af postmodernismens store projekter er genreforfaldet og egenhændig identitetskabelse som produkt heraf, en tankegang der i høj grad er gennemsyrende på Kvindebandets debut. Her blandes lige dele elektroniske nørderier med ligefremme punkstemninger og støjflader, samlet i en stor smeltedigel og rørt sammen til produktet der er “Cyklus”. En mundfuld af karat, hvor kreativiteten har ledt de 4 kvinder an i missionen om at rive de normative grænser fra hinanden.

“Hver gang der syntes at danne sig et overordnet meningslag, brydes det på ny fra hinanden”

Som det allerede antydes i titlen, tager den kvindelige figur spotlyset, men der styres heldigvis skarpt udenom 70’er feministiske tendenser. I stedet føres kønskampen på et queeret grundlag, med en åbenlys parallel til det seneste magnum opus fra familien Dreijer. Inspirationen fra “Shaking The Habitual” ses tydeligst på det hedonisktiske track Master, der balancerer på samme line udspændt mellem larm og melodi.

I gennemlytningen af “Cyklus” må man som lytter enten betages af bandets fremgangsmåde eller skride af i svinget, der findes ingen mellemvej, hvilket skaber en interessant oplevelse for de få. Personligt var det min fascination og nysgerrighed, der drev mine gentagende gennemlytninger. En lyst om at grave ind under huden på det udefinerbare og herved finde orden i kaos, hvilket i sig selv kan fremstå paradoksalt.

Hver gang der syntes at danne sig et overordnet meningslag, brydes det på ny fra hinanden. Eksemplificeret mod slut med coverversionen af Barbra Streisands Someday My Prince Will Come, der har sit ophav i intet ringere end Disneys Snehvide film. Her anvendes det postmodernistiske referentielle element, med diametral kontrast fra det tidligere. Det kommer herpå en underliggende ironi til syne, som bandet samtidigt har ladet udgivelsen indeholde.

Der er noget herligt befriende over et band, der formår at udstille det kunstlede og samtidigt anvende relaterende virkemidler i lige mål. Derpå bliver Cyklus ikke kun et interessant lyt rent sonisk, men udgivelsen åbner samtidigt op for diskussionen om, hvad der i virkeligheden konstituerer det sande kunstprodukt. Opdagelseslystne bør derfor hengive sig til “Cyklus” i dens spaltede og upolerede form, der ikke kun underholder, med også aktivt inviterer lytteren indenfor til lidt sjælesøgning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *