Lis Er Stille – Flight Over Belljár

22 minutter episk progrock på ny EP fra Lis Er Stille, som starter rigtig godt og slutter en anelse skidt.

Er Lis Er Stille gået i stampe eller hvordan lyder de egentlig anno 2013? Således spurgte jeg mig selv, før jeg gladeligt kastede mig over den nye single eller EP. Ja, hvad kalder man egentlig tre numre, som har en samlet længde på 22 minutter? Set bort fra format snakken, så fordeler numrene sig således: Lyncher’s Aim (5:14) åbner ballet, Conceiver Theme Believe Us (10:01) deler albummet over og til sidst lukker og slukker The Prism Arch (6:46).

Det er kun lidt over et år siden at den anmelderroste og virkelig smukke NOUS udkom, som viste at lidt teatralsk progrock med en god omgang patos sagtens kan være af høj kvalitet. Og indspilningskvaliteten, vokal og gennemarbejdethed på NOUS var også det, som fik albummet til at skille sig ud fra Lis er Stilles tidligere udgivelser, navnlig den dunkle EP The Construction of the Amp Train (2006), den episke Apathobvious (2007) og den lidt lidt spinkle The Collibro (2010).

Nu står vi så ved testen, om arbejdet efter NOUS kan stå? Lyncher’s Aim, som også var den foregående single til single, minialbum, EP (jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det?!), forstår virkeligt at sætte scenen med et brag af rivende guitar, trommer og bækner. Den får ikke for lidt, hvilket for mit vedkommende, virker til punkt og prikke. Martin Byrialsens vokal holder fra sidste plade et godt niveau og virker som historiefortælleren, hvis viser underbygges af riffs med masser af temposkift og dobbelttromme.

“Den får ikke for lidt, hvilket for mit vedkommende, virker til punkt og prikke.”

Efter den hæsblæsende start sætter Conceiver Theme Believe Us fra land. Et nummer, som starter rigtigt fint i samme stil, dog i lidt langsommere tempo, men stadig med masser at pomp og pragt. Desperationen er større på dette nummer, og det samme gælder for nørderierne i takter, der dog til tider bliver lidt for gennemsyrede. Temaerne bliver lagt i skyggen. Halvvejs igennem nummeret lægger Lis Er Stille en mindre dæmper på dem selv, for så at opbygge det hele igen. Noget de har gjort lige siden sangen Løbetid fra 2006. Afslutningen vinder til gengæld nummeret og dets værd til sidst.

The Prism Arch: Flight Over Belljár handler, efter bandets egen udtalelse, om jordens undergang. Så dette må være ragnaroks sidste fase. Desværre forstummer det som et antiklimaks. Tempoet er holdt nede og det samme gælder instrumenteringen i starten, som er lavet i en glidende overgang fra forrige nummer. Martin Byrialsen synger alene til tonerne af noget, som minder om synths med overdrive. En forvredet og lidt syret lydende guitar kigger ind hist og pist og giver et par underbyggende strofer. Ja, der er lagt op til en undergangsballade. Den får heller ikke for lidt til sidst – dog uden at tempoet sættes i vejret. Trommerne smadrer bækner og et orgel spiller jordens sidste akkorder i et kedeligt tema, som man får lyst til at pause.

Nu skal det hele ikke glide over i en nedskydning af Flight Over Belljár, for de to første numre er helt og aldeles fremragende numre! The Prism Arch er bare en torn i øjet, som stikker ud og bliver forudsigelig og alt, alt for patos betonet. Desværre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *