Lyrebyrds – Wounded Animal EP

Stilstikkert og solidt indfinder Lyrebirds sig på den danske musikscene

Fra første anslag på Lyrebyrds debut EP “Wounded Animal”, står ambitionerne klart frem. Her er ingen slinger i valsen, og det stilistiske udtryk virker på forhånd nøje planlagt. Musikken, med sine caribiske undertoner, er skarpt skåret popmusik, der befinder sig et sted i slipstømmen et sted mellem “Moi Caprice” og “Sleep Party People”. Sidstnævnte er en oplagt sammenligning, specielt set i lyset af, at vi bag producerknapperne finder selveste Brian Batz, altså bagmanden bag “Sleep Party People”, og hans aftryk kan tydeligt fornemmes. Luftighederne og den underliggende popsang som man finder i Batz’ band, er i vid ustrækning også tilstede her, særligt udtalt på tracket Neon Bears, der på mange måder kan ses som en naturlig forlængelse af “Sleep Party People’s” udtryk.

“et skarpt greb om virkemidlerne redder sejren sikkert i land.”

Forsangerens stemme har ikke det bredeste spektrum, men der arbejdes med begrænsningerne istedet for imod dem, og der ligges derved mere tryk på indføling end skønsang. Noget der i høj grad bliver en force for det endelige resultat. En enkelt gang kammer forsangerens stemme dog en anelse over i den første halvdel af nummeret Zooism, hvor skingerheden næsten får overtaget, men efter halvvejen ender tracket dog alligevel med at vinde ind på lytteren, for til slut at eksplodere i et cresendo, der faktisk fremstår ualmindeligt tilfredsstillende.

EPs handlingsforløb er hele vejen igennem meget opbyggende, hvor formen bliver mere løs, jo længere vi kommer mod slut. På denne måde bliver lytteren på fin vis indført i Lyrebyrds univers, der ellers potentielt godt vil kunne skræmme et mindre trænet øre en anelse, men et skarpt greb om virkemidlerne redder sejren sikkert i land. Når EP’en klinger ud med Echo, sidder lytteren tilbage mæt af den komprimerede musikalske rejse, der forhåbenligt med tiden vil udvides til en hel af slagsen, når bandet engang får langspilleren i hus. Indtil da er mine forventninger store til Lyrebyrds, der med “Wounded Animal” slår tonen an på fornem vis, uden at ryste på hånden, med en stærk og professionelt klingende debut EP.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *