The Malpractice – Mass

Newtons lov lyder, at masse gange acceleration er lig med kraft. En lov som matcher The Malpractices to’er, da den er lige dele masse, accelerationen og kraft.

Tectonics var et af 2010’s allerbedste danske albums. Det spændte mellem de poppede melodier og omkvæd overfor smadrede guitarer og ulmende tekster. Det var på mange måder et eksperiment over, hvor smadret et popmusik kunne blive. Set i forhold hertil, så er Mass inderlige tvillinge bror. Her er kun ødelæggelse, død og melankoli tilbage. Æstetik og brutalitet mødes.

Mass er som The Malpractice selv siger “… et potræt af øjeblikket, hvor man giver op; hvor man giver slip og glider væk, genoptages i det store kredsløb”. Det er med andre ord melankolsk fandenivolskhed med ingen vej tilbage. Det er 11 numre, som i høj grad baserer sig på lineærproces. Men overraskende føler man ikke en overmæthed, som man ellers skulle tro, når man kaster sig over et måltid af tunge retter. Dynamik og foranderlighed både i numrenes individuelle udvikling og numrene i mellem skaber samhørighed og sammenhæng. Transport går fra at være kaotisk og brølende til at blive harmonisk og næsten opløftende, dog uden at blive skizofren i sit udtryk. Derudover er der lagt en lille  instrumentale pause ind i form af Blood Itch og andre sange som The Amazon Pull og The Big Empty starter først ud med lange svævende introer. Især sidstnævnte er en af mine favoritter. Den lineære udvikling og blandingen af det sfæriske og massive er simpelthen overvældende smukt!

“Den lineære udvikling og blandingen af det sfæriske og massive er simpelthen overvældende smukt!”

The Malpractice er blevet mere et band end Johannes Gammelbys projekt, men faktisk har det ikke haft den store indflydelse på produktionen og sangskrivning. Det er stadig virkelig godt og gennemarbejdet. Første singlen Lagoon er et glimrende eksempel på overgangen mellem de to plader. Sangen er nok den mest poppede på albummet og indeholder også et omkvæd, men den ligger også under for Mass’ stil for at larme og knuge sig til spændinger. Johannes’ stemme kommer også på arbejde på Mass. Der råbes, synges i falset og alt derimellem. Den ligger på kanten til at knække og giver universet et ekstra skud desperation.

Mod slutningen af albummet kigger Beta Satan frem fra scenetæppet, når Dead Zones’ aggressive guitarsmadder kammer næsten over. Heldigvis er nummeret holdt til blot to minutter og 18 sekunder, så det bliver holdt til en tålelig dosis. Det kunne heller ikke holde til mere. Titelnummeret Mass lever op til sit navn og slutter albummet af med rockpompøsitet, som sjældent er set lignende på dansk grund.

Lad det være sagt med det samme – Mass er ikke et album for alle. Men når dette er sagt, så er det et album, som vil og kan meget mere. Sjældent lykkedes det for en artist at udvikle sit udtryk så meget fra en debut til den sjælden to’er. Og så tilmed at gøre det med succes. Den lineære sangskrivning er ikke nem at mestre, især ikke når vi snakker om alt andet end post-rock. Ingen numre er over fire minutter, men dynamikken mellem og i sangene gør, at Mass overrasker og vokser sig større ved hver eneste gennemlytning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *