Mother Lewinsky – EP

Skarpskåret stryger popmusik med masser af potentiale.

For knapt et år siden kom Mother Lewinsky frem fra ingenting med en Youtube video med titlen Some Kind Of Fight, hvor frontmand Søren Lewinsky stod forrest med et hav af strygere bag sig. Man regnede med ballade, men det viste sig at eksplodere ud i en vanvittig fængende popsang. Nu er Mother Lewinsky tilbage med fem nye sange. Sange som er pompøse og udadvente. Præcis som man kunne forvente fra Mother Lewinskys hånd.

Running Out The Door lyder hen af Some Kind Of Fight i tempo, tema og omkvæd. Sangen er pumpet op med trommer og effekter på stemmen, men strygerne er langt fra gemt væk. At Mother Lewinsky faktisk gennemgående på EP’en har holdt fast i strygerne er en principiel beslutning, som man som lytter kun kan glæde sig over. De fungerer som et bagtæppe, som skaber undertemaer, man kan dykke ned i.

“En kulmination af indie, pop og klassisk musik.”

Chameleons byder funken indenfor. En guitar og bas sørger for, at ens fod ikke kan stå stille i verset og broen. Strygerne laver en pompøs omvæltning i omkvædet, så man får associationer til discoprinsen Vinnie Who. Dog kan man godt høre gevinsten ved, at Mother Lewinsky har valgt at holde synth og andre elektroniske remedier ude af billedet. Det skiller sig ud. Ikke radikalt, men perfekt.

EP’ens midterste track, Road To Nowhere, starter langsomt, truende og med masser af spænding. Søren Lewinskys stemme har et bredt register og en stemmeføring, som virkelig kommer til udtryk her. Omkvædet eksploderer ud af den spænding som verset skaber. Sunrise bliver en tand for sød, men et sommertrack som rummer alle de kvaliteter, som sådan et skal have. Et nynne omkvæd, masser af dur-akkorder og et tema som bliver svært at glemme.

På sidste og afrundende track 313 bliver tempoet skruet snøvlende ned. En god afveksling i forhold til resten af EP’en. Det opbyggende omkvæd, som aldrig slutter, fungerer med UG plus og pil op. Man forventer når som helst at det skal bryde ud, men spændingen holdes til sidste sekund, hvorefter det går over i det tunge vers. Til slut bryder det ud i et festfyrværkeri, man kun kan glæde sig til at opleve live.

Mother Lewinsky har overgået sig selv med en EP, som leverer skarpskårede popsange med kant. En kulmination af indie, pop og klassisk musik. Man får lyst til at trykke repeat med det samme pladen er overstået. Ganske enkelt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *