North Fall + Rufus Spencer @ Studenterhuset, Aalborg

Vi udlovede i fredags koncertbilletter til at opleve to fremadstormende navne på Studenterhuset i Aalborg, en oplevelse som vi heller ikke selv ville snydes for. Setuppet blev derfor som sædvanligt. Henrik Viking stod for en bunke ord imens Emil Visti tog sig af en omgang billeder.

 

North Fall

De indledende manøvrer havde “North Fall” fået æren af at stå for, hvilket kom intimt fra start med et interimistisk setup, bestående udelukkende af bandets frontfigur i akustiske klæder. En mand, en scene og en guitar. Med klare musikalske paralleler til Conor Oberst, var den fingerspillede varme koblet med en luftig og sårbar vokal omdrejningspunktet, hvorunder introduktionen udspillede sig.

Efter tre sådanne numre, kom resten af bandet til syne, hvorved den musikalske bund eksplosivt løftedes på bekostning af vokalfokusset, der blev skubbet en anelse i baggrunden. Allerede nu må lyden denne aften roses, da den på fin vis understøttede de to bands separate missioner. I North Falls tilfælde fik de to guitarer rigeligt rum, altimens baggrundssynth og trommer faldt ind uden at miste fylde i det samlede lydbillede.

Efter to lidt kontrollerede fremførseler af de nye tracks “Lightfire” og “All the Rain”, der begge stammer fra den kommende debut planlagt til januar, blødte bandet en smule mere op i samspillet, hvilket løbende kom til udtryk gennem små krøller og mellemspil. Denne tilgang understøttede bandets dynamik noget bedre, hvorfor koncerten herfra tog fart.

Bandet spiller, trods deres unge alder, professionelt sammen på en vis som er sjælden for et band af deres alder. Et lille band med en stor lyd hvorigennem deres soniske søgmodigheder medieres smukt. Dette eksemplificeres på fin vis gennem afslutningsnummeret “Medicine”, der siden indspilningen har fået tilføjet ydereligere detaljegrad og finesse. Med afrundingen stod bandets bevisthed om deres eget narrativ lysende klart. Koncerten var tilrettelagt således at hele bandets spektrum fik spillerum, uden at disse rammer spændte ben for kontakten med publikum. Et sådant udgangspunkt bevidner om band der forstår sine virkemidler, og i processen samtidigt lader fødderne være solidt plantet på jorden.

 

Rufus Spencer

Hvor North Fall langt hen af vejen dyrker det indadvente blæser Rufus Spencer derimod ud over scenefanten. Koncerten startede lige på og hårdt med et tordnede band, der fra start var indstillet til underholdning, hvor især den altoverskyggende frontmand gjorde sig bemærket. Publikum blæses igennem af den amerikana inspirerede rock, alt imens der på scenen bliver spillet ud til neglene flosses.

Skiftene mellem de enkelte sange er lynhurtige, hvor der på ingen tid bliver samlet en ny guitar op, og da henholdvist en trompetisk og en saxofonist bliver introduceret på “Hearts on Fire”, foregår skiftet også gnidningsfrit. Tilføjelsen af disse to ekstra elementer giver desuden et ekstra lag til instrumenteringen, som desværre kun udnyttes på to af koncertens numre.

Et vendepunkt fra de stramt kontrollerede rammer kommer i form af et akustisk opbrud. Her klatrer forsangeren og guitaristen ned fra scenen med to akustiske guitarer, hvorpå fremfører et smukt unpluged nummer. Rufus’ stemme står på denne vis i en nøgent lys, hvor de små detaljer og krinkelkroge kan få rum, uden at overdøves over den øvrige instrumentering. Fra denne fremragende oplevelse, syntes en ventepunkt i koncerten at være nået. Afstanden til scenekanten var således både i fysisk og metaforisk forstand forkortet, hvorfor resten af koncertens numre virkede mere levende og nærværende.

Settet rundes derpå til slut af med opfordring til fællessang under “Step into the light”, hvor det i nogen grad lykkes for bandet at få publikum til at nynne stille med. Et publikum der denne aften måske ikke interagerede voldsomt med bandet, men derimod nød tonerne af de to fremragende bands. Denne engagement blev tydeligt da applausen til Rufus Spencer blev fulgt op med et krav om ekstranummer. Dette krav blev heldigvis eftergivet i form af “The Devil Drinks My Wine”, fremført akustisk udelukkende af Rufus selv, hvorved hans vokale talent endnu engang kom til skue. Et punktum sat for en aften, hvor to stjerner fra det danske vækstlag fik lov at funkle.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *