Rotation.dk’s guide til Northern Winter Beat 2015

For tredje år i streg løber den nordjyske festival Northern Winter Beat af stablen, og endnu engang står vi her på redaktionen klar til at dække festivallen efter bedste evne. I vores nyeste podcast snakkede Henrik og Emil kort om programmet, og denne snak følger vi som lovet op på med musikalske anbefalinger fra hele redaktionen. Der er meget at være begejstret over i det tætpakkede program, men vi har forsøgt at begrænse os til at udvælge 3 acts, som vi hver især ikke mener man bør misse!

 

Karl William [ Torsdag @ Studenterhuset – kl. 22.00 ]

Min første anbefaling er den efterhånden velkendte Århusianske rapper/crooner Karl William, der også fik et nik med på vejen fra mig med inklusionen af tracket Syredronning på min årsliste for 2014. Hvad jeg for alvor fascineres af hos den unge rapper, er den autentiske stemning der smyger sig om de fortættede beats og bakkes op af et melankolsk tekstligt univers. Fødderne er således solidt plantet på jorden, hvilket må siges at være en sjældenhed specielt på den danske hip-hop scene. Det er denne ærlighed, der fører til en indlevelse som går igen i den luftige vokal, hvilket skaber en musikalitet ikke ulig den som findes hos amerikanske Frank Ocean.

Præcist af disse grunde glæder jeg mig til at opleve Karl William med hans band i levende live på Studenterhuset, når de spiller på festivalens første dag. Hvis denne sessionudgave af Syredronning på nogen måde er sigende for torsdagens performance, er der grobund for et sublimt musikalsk højdepunkt.

Sekuoia [ Torsdag @ Studenterhuset kl. 23.30 ]

Patrick Alexander Bech-Madsen har siden 2012 dyrket den elektroniske musik under aliasset Sekuoia, og jeg har siden begyndelsen fulgt projektet med stor interesse. De kommercielle udgivelser har ikke været mange, faktisk så har projektet primært kastet debut EP’en Trips fra 2012 af sig, der sidste år blev udgivet i en remastered udgave. Dertil kom der desuden i 2012 en split LP fra 2012 med Rain Dog, udgivet som tredje del af Project Mooncircles “Faces” serie.

På trods af at debut LPen lader vente på sig, foreligger der dog et skyhøjt niveau med de to udgivelser, som begge har været i kraftig rotation hos mig siden de blev udgivet. Musisk placerer projektet sig tungt tilbagelænet i en række multilagskompositioner, som flere steder nyder godt af opklippede vokale samplinger. Sekuoia er tilbagelænet musik til mellemgulvet indsvøbt i ekko, og jeg er personligt meget spændt på hvordan det musikalske univers oversættes til en liveperformance. Forhåbenligt formår Sekuoia at lede publikum drømmende ud i den frostklare nat efter torsdagens koncert på Studenterhuset.

Cymbals Eat Guitars [ Torsdag @ Skråen kl. 19.30 ]

Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke kendte det store til Cymbals Eat Guitars før de blev tilføjet til Northern Winter Beat lineuppet. Det amerikanske indierock band har dog eksisteret siden 2007, og har tre LP udgivelser i bagagen, som hver har bragt dem over den magiske grænse på 8.0 hos Pitchfork. Skal man dog se ud over anmelderhypen, spiller bandet kompetent guitardrevent rock der, koblet med forsangeren Joseph D’Agostino skrøbelige vokal, leverer weltschmerz af bedste skuffe som både underholder og inspirerer.

Mit bekendskab med bandet er stadigvæk nyt, men gruppens nyeste plade, Lose fra 2014, har overbevist mig om deres kvaliteter. Lyt især til det skramlede og fremragende track Warning, der med den tilhørende ligefremme video, burde smelte hjertet på selv den mest krukkede kyniker. De kan opleves på Skråen, og bandets omdømme formår forhåbenligt at fylde den store sal godt op. Northern Winter Beat kunne med bookingen af Cymbals Eat Guitars godt have lavet et regulært scoop.

BONUS: Musikfilm – Nick Cave 20.000 Days On Earth [ Onsdag @ Biffen kl 21.00]

Udover at præsentere et solidt musiklineup, krydrer Northern Winter Beat din festivalsoplevelse med dugfriske musikfilm som er inkluderet i prisen for et partout armbånd. Det betyder at du, dagen inden musikken skydes igang, har mulighed for at se den efter min mening ret fantastiske musikfilm Nick Cave 20.000 Days On Earth. Filmen tog anmelderne med storm, hvilket blandt andet på dansk jord inkasserede den samtlige 6 hjerter i politiken.

 om du har et stort eller et mere begrænset kendskab til Nick Caves diskografi, så skylder du dig selv at opleve denne særegne film. Visuelt sidder den lige i skabet, og historiefortællingen befinder sig i det grænseland mellem fiktion og virkelighed som Cave ofte balancerer imellem. En sublim præstation, der for alvor sætter loftet for hvad en musikfilm kan!

20,000 Days on Earth - Official Trailer

 

Thomas Dybdal [ Fredag @ Skråen – kl. 21.00 ]

Northern Winter Beats absolute hovednavn og scoop. Norske Thomas Dybdal var en indie-darling, som på ganske få år fik banket et stor fanbase op uden at miste sin charme, lyd og appel. Hans varme, rå og hviskende stemme kan få enhver til at blive lidt blød i knæene, og kombineret med hans pragt- og talentfulde guitarspil kan man ikke blive andet end glad og melankolsk i låget.

Liima [ Lørdag @ Utzon – kl 21.00 ]

Denne spændende, nye konstellation mellem den finske percussionist Tatu Rönkkö og Efterklang spiller en af deres første koncerter på dette års Northern Winter Beat. En koncert som man ikke vil være foruden.

Mange troede fejlagtigt, at Efterklang var lagt på hylden i vinteren 2014, men bandet eksisterer stadig, men arbejder på nye måder at definere sig selv. Derfor er denne koncert uhyre spændende og en milepæl i Efterklangs historie.

LIIMA (Tatu Rönkkö + Efterklang - their debut concert at Our Festival - July 31st 2014

Blaue Blume [ Fredag @ Studenterhuset – kl. 22.00 ]

Til Spot-festival 2014 gik jeg, desværre, glip af Blaue Blumes koncert, da Quick Quick Obey spillede samtidigt. Derfor må jeg i år opleve bandet i et frygtelig koldt Aalborg. Det er lidt på trods, jeg vil drage til koncerten, da bandets anden EP skuffede fælt efter en fremragende debut.

Blaue Blume skulle være et interessant og melankolsk bekendtskab på scenen og med en håndfuld gode singler på bagen skal der nok komme gang i den.

 

Narcosatanicos [ Lørdag @ 1000fryd kl. 21.00 ]

Narcosatanicos er noget af det jeg glæder mig allermest til at få set på Northern Winter Beat 2015. Jeg har hørt en masse hype og en masse snak om bandet og deres livekoncerter, men har aldrig haft chancen for at se en koncert med dem og jeg må indrømme at jeg først har lyttet deres optagede materiale igennem her op til Northern Winter Beat.

Rødderne er bestemt psykadelisk rock, men med klart mere tyngde og groove end hvad der ellers er på den fremadstormende danske psych-rock scene. Efter at have hørt flere kilder rose Århusianernes Roskilde Rising koncert sidste år er jeg bestemt sikker på at Narcosatanicos kommer til at levere på livefronten også til Northern Winter Beat.

De Høje Hæle [ Fredag @ Banegård kl. 15.30 + Nordea kl. 21.00 ]

Ligeledes er De Høje Hæle et band som jeg i lang tid godt har kunnet tænke mig at se live, men aldrig har fået chancen for. Det gør jeg jo så nu, hvor de gæster Aalborg til Northern Winter Beat 2015. De Høje Hæle spiller forholdsvis ukompliceret punkrock af lige netop den kaliber som lægger op til en fremragende livekoncert.

Hvis man er til danske tekster og et letbenet, men alligevel tilbagelænet lydunivers, så er jeg sikker på at der er noget af komme efter når De Høje Hæle spiller op hele to gange om fredagen til årets festival.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *