Rotation @ Northern Winter Beat 2014 – Fredag

Vinterbeats anden dag var nu over os, og endnu spændende nye musikalske bekendskaber lå derved forude. Temperaturen lå stadigvæk helt i bund, men det skulle ikke stoppe rotations trofaste trio fra endnu en bunke kulturelle oplevelser. Nedenfor følger derfor en stak anmeldelser af fredagens begivenheder. Matias havde desværre ikke den fulde fornøjelse af at opleve hele Kiki Paus koncert, da Jacob Bellens trak tiden på skråen ud. Denne koncert er derfor kun dækket med lidt billeder, sådan går det når en bunke ekstra numre spænder ben for tidsplanen.

 

Alise Joste @ Huset

Fredag eftermiddag sluttede smukt. Virkelig smukt og intimt. Huset lagde her lokaler til den letlandske sangerinde Alise Joste, som trådte smilende og nervøs op på scenen. Med sig i hånden havde hun sin guitar og intet andet. Hun introducerede sig selv og fortalte lidt om sig selv og hendes relation til Danmark. Herefter begyndte magien at sprede sig i den halvfyldte sal.

Udgangspunktet for koncerten var den selvbetitlede debut fra 2011. Alises stil er naiv, men uden at den hverken bliver uinteressant eller barnligt. Naiviteten ligger mest i hendes nedbarberede instrumentering og silkebløde stemme. Men guitarspillet bliver ikke kedeligt, og man kan næsten ikke få øjnene fra hendes teknik, som giver det musiske aspekt et nøk opad. Især fremførslen af Sailors Daughter, hvor der bliver knipset strenge, imponerede. Det samme gjaldt den fingerspillet Street Lights og Falling, hvor der bliver plads til en diskret basfigur.
Som afslutning på koncerten som varede en lille halvtime får vi Punkts, som er en af hendes få sange på letlandsk. Og lad det være sagt – om end hun synger på engelsk eller et helt andet sprog, så skaber hendes guitarspil og sang et univers for lytteren.

 

Vessel @ Huset

Opfølgende på Alise Joste indtog Vessel scenen, for herved at afrunde det akustiske arrangement. Til forskel for Alise der primært havde sit fokus på fremførselen af hendes sange, havde Vessel også mellem de enkelte numre små anekdoter og henkastede bemærkninger, som blødte stemningen fint op.

Jeg må dog erkende at Vessels sange ikke rammer mig på samme måde som det er tilfældet med Alise, hertil er sangstrukturen og vokalen desværre for svag, hvorfor musikken ender med at flyde sammen til en uformelig masse. Håndværket fejler intet, men sangene har for ofte mere indre end ydre betydning, hvor de på mig fremstod en smule banale og kedsommelige.

Potentielt kunne de to kunstnere med fordel have spillet et par sange sammen, for derved at skabe noget mere spænding i den sidste halvdel som Vessel stod for. Desværre forblev denne mulighed uudnyttet, hvilket godt kan ærgre mig personligt, og jeg må derfor konkludere at jeg i stor udstrækning ikke så mig synderlig underholdt af Vessel.

 

Navneløs @ Huset

Som en af de heldige der faktisk formåede at komme ind til Navneløs’ koncert og op tæt på scenen, havde jeg fornøjelsen af at nyde bandet slå sine folder i det kolde nordjyske. Forinden var det en af de koncerter jeg absolut havde glædet mig mest til, da jeg endnu ikke havde haft mulighed for at opleve bandet, og jeg kan derfor glædeligt rapportere, at alle mine forventninger blev indfriet til fulde, endog i overflåd.

Koncerten var forholdvist centreret omkring bandets kommende debut Værk, hvorfor mange af de spillede sange endnu ikke har set udgivelse. Denne aften var det derfor et på mange måder revitaliseret band der mødte Husets forventningsfulde gæster. Musikken er blevet iklædt mere lettilgængelige klæder, hvor det støjende har taget baggrunden til fordel for en mere elektronisk fokuseret stram lyd, der på mange måder skærer ind til benet.

Bandets helt klare frontfigur findes i den kvindelige forsanger, der både omfavner det storiske og grandiose, sammen med en naturlig skrøbelighed. Hermed skal bandets indsats dog bestemt ikke forklejnes, da Navneløs klart skal forstås og opleves som en helhed, der står på hinandens skuldre og herigennem skaber deres univers. Dette tydeliggøres da sangerinden forlader scenen for en stund og lader det resterende band tage kontrol over egen instrumentering.

Hvor koncerten for alvor hævede sig til det sublime var dog med den gåsehudsfremkaldende fremførsel af “Skyggen”. Her blev brygget et lydbillede op der undervejs virkeligt illustrerede den store dynamik som bandet formår at omfavne, hvor de helt stille momenter kommer til deres ret side om side med de volumiøse.

Slutteligt blev der på fineste vis afrundet med to skud fra bandets EP, hvor først “Kun for Dig” fremførtes i nye klæder for derpå at glide over i “Solsikker”. Således blev der sat et absolut punktum på Navneløs’ nordjyske indtog, hvor publikum blev efterladt uden tvivl. En eksemplarisk smuk koncert, der satte scenen perfekt for det unge band med den store spilleglæde.

 

Roxy Jules @ Platform4

Platform4s helt sorte lokaler blev i par toner mørkere på Pantone-farveskalaen, da Roxy Jules besteg deres scene fredag aften. I sort påklædning og flimrende psykedeliske visuals viste trioen Roxy Jules en selvsikkerhed, som kun understregede bandets selvsikre og kompromisløse stil.

Første nummer tog forsanger Julie Ranu alene på western guitar og lod derefter resten bandet støde til. En meget afdæmpet start, som fungerede fint til en koncert, som herfra kun blev mere støjende og melankolsk. Manoj Ramdas rev sin guitar rundt mens trommeslager Sofie Kvist bragede derudaf på tom tom og sang kor. En fed blanding i små doser, men til tider føltes det som om, at musikken gik i stå. Forløsningen udeblev og dulmede i støjflader i f.eks. I Wanna Take You To This Place I Know. Undervejs i koncerten blev nye instrumenter inviteret indenfor, og især blandingen af tonstunge synth baslines og theremin gav koncerten nuancering og et frisk pust i de til tider døde støjflader.

Undertegnede kan godt lide Roxy Jules kompromisløse tilgang til musik, hvor omkvæd droppes til fordel for støj. Men det skal også forløses. Der skal være en grund. Og den grund savnede jeg i aftes.

 

Deathhawks @ 1000fryd

Jeg kan desværre ikke snakke så indgående om Deathhawks-koncerten, da vi formåede at komme lige en smule for sent til den, men jeg synes det er værd stadig at nævne det indtryk jeg fik af det. Deathhawks spiller psych-rock, men med uventede elemtenter som blandt andet nærmest afrikanske trommer og saxofon ind over.

1000fryd var virkeligt tæt pakket og jeg formåede også kun at få et par enkelte snapshots ved at holde kameraet over den massive menneskemur. Det første der rammer mig – da jeg får stillet mig op på noget, så jeg kan se – er den spilleglæde som Deathhawks tydeligvis har. Der var ikke et sekund, hvor det af bandet der var synligt ikke rockede på bedste 70-rockstar-manér. Lyden var fortrinlig og bandet virkede virkeligt til at blive fyret mere op af at publikum blev revet med og det hele spidsede op til en meget velspillet og indlevet rockkoncert.

Jeg er meget ærgelig over at vi ikke fik set det hele fra starten og fra et bedre ståsted for det lader til at Deathhawks lagde 1000fryd totalt ned.

 

SPEkTR @ platform4

Jeg havde ingen forventninger, og blev herpå positivt overrasket af SPEKTR kakofoniske udladninger. Her er ingen fine fornemmelser i det absolutte genreopkog, hvor det onde og det dronede sagtens kan stå side om side med store synth hooks. Tænk anamanaguchi funsioneret med en doom metalisk lyd, og du er et skidt tættere på at være i SPEKTRs univers.

Lyden er opklippet og danner sammen med fragmentatiske visuals en filmisk oplevelse, og man kunne derved sagtens forestille sig musikken puste liv i en pulpet 80’er film. Hertil passer det maniske udtryk perfekt.

Eneste minus var måske at manglen på struktur godt løbende kunne lade lige lovligt meget fantasien, hvor en idé om et samlet narrativ kunne have været at foretrække. Bandets klare mission var dog sat på at underholde, og her kan intet udsættes, da der blev leveret en velspillende og engageret koncert, der samtidigt bød publikum på noget uvant. En god afslutning på festivalens anden dag.

 

Jeg havde ingen forventninger til SPEkTR, da jeg aldrig har hørt noget af deres musik og kun har kendskab til dem via SPEkTR / Spektors-forvirringen allerede på Roskilde for år tilbage. Jeg var dog meget positivt blæst væk, da SPEkTR så starter deres sæt med at spille legende, lette melodier i et højt tempo og med masser af finurligheder.

Jeg havde på ingen måde forventet de tunge riffs og det nærmest hardcore breakdown der fulgte efter – som en sindssyg blanding af j-pop og cirkusmusik der stikker referencer i alle retninger og minder mig om ting der spænder så bredt som f.eks. Mr. Bungle kontra 8-bit musik.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *