Rotation @ Northern Winter Beat 2014 – Lørdag

Lørdagen, og samtidigt Northern Winter Beats sidste store dag blev en hektisk affære, hvor vi desværre måtte opleve mange halve koncerter, for at få så stort udbytte af festivallen som muligt. Samtidigt var holdet blevet skåret ned til Henrik og Emil, som i dagens anledning tillod sig en øl eller 2. Nedenfor følger derfor en samlet stemningsrapportage udført af Henrik Viking, hvilket ikke skal ses som anmeldelser, med snarere festivalsdagen set i et samlet syn. Emil Visti akkompagnerer dertil med en stak billeder

 

Northern Winter Beats sidste dag

Trætheden havde for alvor sat sig i kroppen, og programmet begyndte at se uoverskueligt ud. Der skulle træffes nogle hårde prioriteringer, mellem alt det kvalitetsmusik der dannede rammen om festivallens sidste dag. Med manglen af Mathias, var der enighed om at vi gik en samlet rute, hvorfor dagen startede med arrangementet “Musikbiblioteket” på huset. Konceptet var simpelt men effektivt, vinylaficionados bestående af to medlemmer fra Den Sorte Skole samt Doug Shipton og Booty Carrell, der dagen forinden alle havde spillet på festivallen. De tog os gennem en 90 minutters rejse i deres private pladesamling, hvor der undervejs blev fortalt historier og joket med modpartens valg af musik. Et godt arrangement til at starte dagen op på, hvor det tilbagelænede havde fokus, også for to tydeligt tømmermandsramte medlemmer af Den Sorte Skole.

Herpå fulgte en pause, hvorefter det unge talent i Mont Oliver skulle tjekkes ud. Et band der på det seneste er blevet fremhævet meget, og har gennemgået en stor udvikling fra indie-fokuserede toner til en mere stram hip hop inspireret lyd. Efter en lang forsinkelse på et kvarter, gik bandet endeligt på med en undskyldning om lydproblemer, hvorfor koncerten muligvis ikke ville kunne gennemføres. Bandet gav det alligevel et skud, med den effekt at halvdelen af bandets lyd kontinuerligt faldt ud. Når bandet havde sine momenter hvor musikken gik sin gang, ledte de tankerne hen på en ung Birk Storm, men som samlet hele var koncerten en rodet affære, hvorfor vi også gik tidligere end koncertens slutning. Ærgerligt for det unge band, der ellers i aftenens anledning havde modtaget stort fremmøde.

Studenterhuset lagde herpå lokaler til den helt store folkefest, hvilket WhoMadeWho havde æren af at stå for. Med vanlig professionalisme betrådte bandet scenen og fulgte op med et stramt spillet show, der i første halvdel havde primært fokus på nye numre, som de dog leverede i en form hvor publikum var med hele vejen. Jeg har tidligere oplevet bandet på Studenterhuset, og de gamle tricks havde de denne aften også med i posen, såsom intermezzoet med Mr Oizo’s Flat Beat, og senere har jeg ladet mig fortælle at bandet afsluttede koncerten af med deres fremragende cover af Benny Benassi’s Satisfaction. Jeg måtte dog gå tidligere end at jeg havde mulighed for at opleve bandet fremføre deres gamle numre, men jeg kan dog glædeligt rapportere at de nye numre holder skansen og derved lover godt for den kommende LP.

Prioriteringen om at fravælge sidste halvdel af WhoMadeWho, skulle vise sig at bære frugt, da 1000fryd allerede var godt fyldt op til koncertstart med Baby In Vain. Vi indtog derfor gode pladser tæt ved scenen, hvorfra vi kunne opleve en stramt spillet og vellydende koncert. Efter ganske kort tid måtte forventningsfulde gæster gå forgæves, eftersom de små lokaler var blevet fyldt til randen, og 1000fryd nu opererede efter 1 ind 1 ud princippet. De heldige mennesker der fik koncerten på tæt hånd, fik sig dog noget af en oplevelse, og jeg må se mig henrykket over de tre pigers evne til at underholde. De tryller vidunderlig massiv lyd ud af deres begrænsede setup, hvorved både sceneshow og musik går op i en højere enhed, der passede perfekt til 1000fryds omgivelser. En perfekt booking.

Med humøret højt var aftenen for alvor begyndt, og turen gik nu mod Skråen hvor Kellermensch havde indtaget scenen. Da vi ankom var scenen et kaotisk virvar. Forsanger Sebastian Wolff dragede publikum ind på vanlig nihilistisk manér, ved at kaste både sig selv og udstyret rundt på scenen. Energiniveauet var støt koncerten igennem, hvor bandet fremførte nyt og gammelt i smuk forening. Jeg blev for en stund taget tilbage til min hjemby Esbjerg, hvorfra de kolde og golde toner fra Kellermensch har ophav. Da vi måtte forlade koncerten havde bandet just fremført hittene Army Ants og Morbid Town, men sikkert var ihvertfald at de fremmødte på det halvfyldte Skråen denne aften havde fået sig en oplevelse.

Mod 1000fryd gik turen på ny, og det afsluttende navn denne aften, og for mit vedkommende for hele festivallen, blev derfor The Royal Cream. Jeg nåede undervejs desværre dog at fortryde mit tidlige farvel til Kellermensch, da denne sidste koncert var en kedelig omgang. Jeg havde jf. min tidligere research af bandet forventet en hårdere lyd, men fik derimod serveret en lidt småtrist og uinspireret gang standardrock, kun forstærket af den forudsigelige afslutning med et cover af Neil Youngs Rockin’ In The Free World. 

Med denne oplevelse i rygsækken, sætter jeg et punktum for min tilstedeværelse på Northern Winter Beat, der i år har leveret som sidst på et tårnhøjt og professionelt niveau. Det er befriende at en festival som denne kan eksistere i det kolde nord, og derved danne et frirum, hvor de Aalborgensiske spillesteder for alvor kan spille med den kulturelle muskel. Respekt herfra og mange tak for en fantastisk festival.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *