Rotation @ Northern Winter Beat 2014 – Torsdag

Efter en afdæmpet officiel åbning onsdag var vi klar til at drage ud i det snedækkede og ekstremt kolde Aalborg. Udstyret med kameraer, uldtrøjer og tungt fodtøj gav vi os i kamp mod Moder Natur. For når der er musik i Aalborg, så er Rotation der også.

Torsdagens program bød på mange spændende koncertoplevelser og derfor delte vi os op. Emil gav sig i kast med altid energiske Thee Attacks på Skråen, mens Henrik fik hjerteskærende toner fra Broken Twin på Huset, og Mathias var til familie komsammen med Happy Jawbone Family Band på Studenterhuset.

Kære læser. Her er vores dækning af torsdagen på Northern Winter Beat.

 

Happy Jawbone Family Band @ Studenterhuset

Helt fra sirupstaten Vermont var den glade familie rejst for at spille i et iskoldt Aalborg torsdag aften på et halvfyldt Studenterhuset. Og med posen fyldt med nye numre fra deres nyeste, selvbetitlede og anmelderroste album, var der lagt op til en hyggelig start på Northern Winter Beat.

Vi fik fra start Everybody Knows About Daddy og D-R-E-A-M-I-N’, og med deres charmerende psych pop vandt de hurtigt publikums hjerter. Forsanger Luke Csehak var heller ikke bange for at lægge små anekdoter mellem sangene og lave sjov med resten af bandet. Man følte sig i rigtig godt selskab og havde næsten lyst til at invitere dem på en øl bagefter. Efter et par numre havde bandet spillet sig godt varme og begyndte at skeje mere ud. På både den gode og dårlige måde. Hvis vi tager den gode først, så førte det til en virkelig god udgave af sangen Hans Christian Andersen’s “The Little Mermaid”, hvor refrænet “I Really Fucked Up This Time” hang ved i lang tid bagefter. Luke Csehaks indlevelse og næsten flabede sangteknik gjorde, at det man ikke kunne lade være med at synge med. På den anden side, så blev det til tider en tand for gøglet med modulationer og for larmende instrumenteringer. Gennemskueligheden i lydbilledet udeblev og førte til et meget mudret lydbillede.

 

High Wolf @ Huset

Dagens første koncert for mit vedkommende skulle blive High Wolf, der herved uofficielt fik lov at åbne min festivalsoplevelse.

Ene mand indtog projektets ophavsmand scenen, og uden nogen introduktion lod han tonerne flyde fra det opstillede bord af forskelligartede små samplere og loopmaskiner. Musikken blev desuden akkompangeret af i forvejen sammenklippede visuals, der klædte musikken særdeles godt, og samtidigt kunne danne et narativt fikspunkt til det synkoperede univers.

Resten af oplevelsen var dog i høj grad efterladt til publikum selv. Der blev hverken leflet eller enddog talt et eneste ord under koncerten, Slow Wolfs klare fokus lå derimod på at levere et stemningsskabende tæppe hvorpå den enkelte lytter havde mulighed for at projicere sine tanker. På mange måder var denne retning den helt rigtige for koncerten, men det ukompromisløse kom dog desværre med en pris.

Den øresønderrivende høje lyd koblet med fokuset på at lade de enkelte loops langsomt udvikle sig i sammenspil med en livesamplet guitar, virkede i koncertens første del, men som koncerten skred frem viste metaltrætheden sig dog langsomt for mit vedkommende. Musik der i den grad går indi kroppen, sætter sine spor, og undervejs var der for langt mellem de små pusterum. Intensiteten mister ganske enkelt sin virkning når virkemidlet ikke bliver doseret i den rette mængde. Første eneste og reelle pause kom 30 min inde i koncerten, hvorefter publikummet fik mulighed for at opleve Slow Wolf bygge lyden op stykke for stykke. Denne process, koblet med det her øgede rytmefokus, var et af koncertens bedste momenter, hvorfor man kunne have ønsket flere af sådanne.

Slow Wolf har på mange måder en lyd lige efter mit hjerte, men liveudførselen mangler desværre det sidste interessante og dramatiske element, før at lyden for alvor får lov at udfolde sig.

Der blev dog leveret en interessant og sanselig oplevelse, selvom den undervejs faldt en smule fra hinanden, hvor strukturen i højere grad bag præg af et kig ind i studiet snarere end en faktisk sammenhængende koncert.

 

The Minds of 99 @ Studenterhuset

Man kan godt sige, at 80’ernes tech-pop blev genoplivet torsdag aften på Studenterhuset, da The Minds of 99 kiggede forbi. Det var en noget kort koncert, men om end ikke andet virkelig interessant.
Uden den store præsentation gik de på scenen og satte hårdt fra start med nye og ukendte numre. Med dette for øje formåede de alligevel at brænde hårdt igennem med deres new-wave punk med masser af energi og viljestyrke. For The Minds of 99 ville virkelig det her! Ind At Se På Stjerner er den mest anonyme sang på bandets mini-album, men denne torsdag fik nummeret lov til at komme til sin ret og understregede, at musik både kan være nostalgisk og fremadrettet.

Det Er Knud Som Er Død har været et mindre hit efter bandet vandt Karrierekanonen i sommer, og i aften var det også den sang, som folk var kommet for at høre. Niels Brandt brændte også virkelig igennem med sin skizofrene dybe og desperate skærende stemme. Som finale leverede DÆÅ (Fuglebur), som var tilsat fløjt, et energisk flyvespark og masser af bækner. Koncerten føltes som en appetizer, som godt måtte have været en hovedret og dessert. Jeg er hvert fald sulten efter meget, meget mere.

 

Broken Twin @ Huset

Til min anden koncert slap jeg for den bidende kulde, da jeg kunne blive siddende i husets varme lokaler. Broken Twin er oprindeligt en kvindelig duo, men denne aften var den ene kvindelige halvdel udskiftet med en mandelig violinist, nærmere bestemt Nils Gröndahl som til dagligt slår sine folder i Under Byen. Kombinationen af disse to musikere skulle dog vise sig at give afkast, og udmunde sig i en sammenhængende, sanselig og ikke mindst effektiv koncert.

Mit forhåndkendskab til Broken Twin er relativt begrænset, eftersom der endnu ikke har er en debut ude, så det var kun enkelte af sangene fra dette års EP der vækkede genkendelse hos mig. Det til trods talte de enkelte sange fint for sig selv, med et fokus på indlevelse snarere end dybere tekstuelt kendskab.

Til trods for det udadtil enslydende udtryk, bliver der koncerten igennem skabt god variation gennem især Gröndahls evne til at omfavne forskellige roller undervejs. Fra at danne baggrund med klassisk violin, til derefter at brilliere med vokale nedbrud, der demonsterer hans smukke falset i fin samspil med sangerinde Majke Voss Rommes indlevelse.

Da koncerten lakker mod enden, efterlades publikum akurat mætte af koncertens gennemførte melankolske stemning, intet føles derved forceret eller strukket for længe. En ærlig og varm performance med hjertet på helt rette sted.

 

Thee Attacks @ Skråen

Thee Attacks åbnede – for mit vedkommende –  Northern Winter Beat med et brag. Energien var skruet i vejret helt fra starten, hvilket var bemærkelsesværdigt, da salen var næsten tom til fordel for lobbyen på Skråen. Det hjemvendte Aalborgband formåede dog med ren entusiasme, gåpåmod og uimodståelig charme at vende energien til koncerten fuldstændigt og det tog ikke mange numre før det ligedeles nikkende og dansende publikum var presset godt op mod scenen. Det er tydeligt at Thee Attacks har en enorm scene-erfaring, som manifesterer sig i en koncert, hvor man føler sig inkluderet og velkommen til festen. Der blev spillet en del ældre numre, blandet op med helt nye, uudgivede ting som også gjorde sig rigtigt godt, men som selvfølgelig stadig holder sig til Thee Attacks-formularen ud i at skrive gedigne rock-numre uden alt for mange omveje og snørkler.

Jeg havde mine bange anelser i de første tre sekunder af koncerten, men Thee Attacks leverede varen fuldstændigt og gennemført, så man på ingen måde er i tvivl om at de ved hvad de laver.

 

4 Guys From The Future @ 1000fryd

Det var med et helt fyldt 1000fryd, at 4 Guys From The Future gik på scenen for at afslutte dagens musikprogram. Og afsluttet blev det også med lige dele harmoni og disharmoni. Med den nye plade Adagio i ryggen har bandet udviklet sig til at lave nogle mere modne og fyldige produktioner. Desværre var der en del snakken blandt publikum, hvilket ødelagde de afdæmpede instrumentale passager. Heldigvis skinnede bandets ambitiøsitet og spilleglæde igennem og dækkede over den værste ølklirren. Igennem koncerten skejede hver sang ud og skabte deres egen karakteristik. Lige fra den smukke Nothing To Say med Bjarkes Porsmose stemme og guitarfiguren, mens Mads Brinch Nielsens larmende bas på Corruption og den svingende glade Skin On Fire. Den nye plade spænder bredt og derfor var udtrykket også herefter. Men ligesom pladen, så voksede koncerten også på en. [/mathias_says]

 

Fra frontrækken på 1000fryd bød aftenens sidste koncert på selskab med 4 Guys From the Future, der til forskel fra sidste gang de besøgte Aaalborg var fuldt mandskab, hvilket udvidede udtrykket betragteligt fra min tidligere erfaring med bandet i livesammenhænge, hvor udelukkende forsagneren var tilstæde.

Bandet komplimenterer hinaden godt som helhed, både i den musikalske fremførsel men også i det stilistiske udtryk. Således har 4 Guys From The Future igennem hele koncerten et overskud, der giver musikken karakter af noget tilfældigt og fremjammet fastholdt til sangens struktur. Løbende henfalder musikken til en række forskellige stemninger, og publikum tages derved på en rejse der både inkluderer det underspillede og det ekstroverte og frænsende.

Multilagslyden kunne nemt være kollapset i 1000fryds lille lokale, men foruden enkeltstående små tilfælde hvor det forvringede tog overhånd, bibeholdt lyden et niveau der var effektivt uden af udviske de små detaljeringer, der i høj grad fuldender bandets udtryk. Hårdt og velspillet på samme tid, hvilket tilsammen skabte en dejlig afslutning på dagens første dag.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *