Rotation @ Northern Winter Beat – Fredag

Fredagen bød på et bredt udvalg af musikalske oplevelser, alt fra underspillet guitardrevet musik med “Kirsten & Marie” til vendsysselsk højt oktans Hip-Hop med Sjakket. Rotations skribenter er som sædvanligt på pletten i feltet, for at bringe jer en stak anmeldelser fra det aalborggænsiske musiklandskab.

 

Kirsten & Marie

Dagen skulle startes blidt, og den første koncert rotations holdet besøgte var derfor “Kirsten og Marie”, der med deres ømt spillede guitar og vokalharmonier, skulle give den første af to koncerter på dette års festival. Med huset som rammer, fordrede omgivelserne hygge og nærvær, noget som heldigvis skulle vise sig at gå igen i musikken. Det var en sart produktion, som blev lagt for dagen, to piger, en guitar og en lille guitarforstærker, var alt hvad der prydede husets relativt lille scene, men mere er som udgangspunkt heller ikke nødvendigt, med den karisma og musikalitet som duo’en besidder.

Lydmikset var ualmindeligt behageligt og afmålt denne eftermiddag, hvor der selv i ydrepunkterne var afrundet godt. Kirsten og Marie’s vokal var mikset ud i henholdsvist højre og venstre højttaler, hvilket herigennem skabte en stereo synergi, hvor de to vokaler fik ydereligere samklang hos lytteren, et valg som slutteligt gav ekstra finesse til oplevelsen.

Det skrabede setup som “Kirsten og Marie” ligger for dagen, bringer lytteren på kanten. Gennem de første par numre er de to piger relativt introverte, men som settet skrider frem tør de mere op, og serverer små historiefortællende bider numrene imellem. Konteksten arbejder kun til det samlede indtryks fordel, og hjælper duo’en til at charmere sig ind på publikum. Man skal være ualmindeligt kynisk, for ikke at få blot at få et lille smil på læben, når de to piger beretter om deres sange skabt sammen med deres penneveninde fra Amerika, som flere gange bliver bragt op under koncerten. Udover deres egne numre, blev vi samtidigt præcenteret for to rigtigt fine coverversioner af henholdsvist “Simon & Garfunkel” og “Thomas Dybdahl”, velvalgt og passende i det resterende forløb

Mod slutningen af koncerten bliver det proklameret at “Kirsten og Marie” stopper for denne gang, og de koncerter i Aalborg bliver derfor deres afsked for nu. Vi blev præcenteret for deres low-key set, og lørdagen bliver derefter rammer for deres, efter eget udsagn, mere rockede set. Derefter spidser publikum yderligere ører, og den efterhånden fulde sal, bliver endnu mere tændte. Hvem ellers end “Kirsten og Marie” kan sætte bandet på pause til fordel for eventyr om strikkede vanter og hjemmelavede køkkenhaver. Autentiteten fejler intet, det er sikkert. Uden nogle egentlige mangler, sejrede “Kirsten og Marie” på deres egen afdæmpede og underspillede vis, og leverede en koncert i behageligt selskab, hvor eftermiddagen for en stund kunne drømmes væk.

 

Med guitar og stemmer som våben åbnede Kirsten og Marie Northern Winter Beat fredag eftermiddag på Huset. Et helt tyst publikum ventede her og fik en oplevelse af høj karakter. Da de første par sange var spillet faldt Kirsten og Maries parader. Med en nervøsitet havde de indtaget scenen, men små anekdoter om voksenlivet og deres sange begyndte langsomt at falde af dem – med et glimt i øjet. Maries guitarspil er noget af det, som har fascineret mig mest ved den Viborgensiske duo, og i går var ingen undtagelse. Hendes fingre gled over brættet med en lethed, man kun kan beundre. Imens sang Kirsten med hendes lidt mere skrøbelige stemme og lagde salen i en dvale af saglighed og ro.

 

Hellsongs

Hellsongs var virkeligt en fed koncert – Duoen var overbevisende samt nede på jorden og deres snak mellem numre gjorde, at de var til at forholde sig til som mennesker, omend det måske blev en tone for politisk mindet for min smag, med danske og svenske politikere kaldt ud ved navn. Bevares, det kan have et sted på en scene, men til Hellsongs er jeg der primært for at høre akustiske fortolkninger af heavy rock og metal-klassikere.

Dét fik jeg så til gengæld også i høj grad! Hellsongs spillede et forholdsvist low key og tilbagelænet set, med en familiær tone mod publikum og med en selvironi og spilleglæde, der vakte publikum totalt til live i Utzoncenteret fredag. Hvis der var gengangere fra dagens, ret ekslusive, koncert tidligere på dagen, så lod de sig det bestemt ikke give sig til kende her. Der blev klappet, grinet og sunget med igennem langt de fleste af Hellsongs fortolkningerne. Deres afslappede karisma virkede til at finde det helt rigtige sted hos et publikum, som har faret rundt i to dage og set koncerter med højt under loftet.

Højdepunktet var for mig Iron Maidens “Run To The Hills” som i Hellsongs udgave får en sær historfortællerstemning. Koncerten var rigtigt gennemført, og jeg vil meget gerne opleve Hellsongs igen.

 

Jeg havde også fornøjelsen af at opleve “Hell Songs” i Utzon Centeret, efter en småskuffende afvisning i indgangen til deres koncert i Gråbrødre Kloster, der desværre kun havde kapacitet til at huse 30 mennesker. Relativt udvidende om de metal sange som danner bagland for deres cover versioner, indgik jeg i koncerten som lægmand. Det til trods kunne de akustiske sange sagtens nydes for sig selv, og i samspil med de smukke lokalers akustik, fik det svenske band afviklet ganske god koncert.

Stilistisk har bandet helt deres eget udtryk, både i musikken og deres visuelle fremtoning. Den kuriøse sammensmeltning af det teatralske bagland i metallen, og den helt blide akustiske fremførsel, skaber kreds for kendere, mens vi andre også føler os velkommende i “Hell Songs” univers. Eneste minus var de steder hvor sprogbarriereren gjorde, at de enkelte fortællinger sangene imellem godt kunne falde en anelse til jorden, hvilket var ærgeligt, da dette ellers kunne skabe en god ramme om de enkelte fortolkninger

 

Sjakket

Sjakket leverede, som sidste gang vi så dem, solidt håndspillet hiphop. Jeg ved ikke om man kan klandre et publikum for en koncert som sådan, men sidste gang vi oplevede dem i et fyldt Aalborg Studenterhus, var der en bestemt energi, drive og interaktion med publikum, som ikke var nær så meget til stede denne fredag aften på Skråen. Dét sagt, så spiller Sjakket utroligt tight og med en spilleglæde og charme, som man bare ikke kan lade være med at nikke med på. Specielt rytmesektionen groover så meget, at ethvert breakdown til kun bas og trommer er virkeligt fedt, fremfor bare en overgang i en sang for at komme til næste hook.

Helt nede foran scenen var det desværre lidt svært at høre vokaler, hvilket jo betyder utroligt meget i hiphop – Man fik det meste med, men desværre var speaket mellem numrene så utydeligt at det blev ligegyldigt. Højdepunktet på koncerten var for mig nummeret “Os To” hvor DJ Troels Træls gik fra den trofaste MPC og spillede guitarriffet live frem for at sample det – Noget der altid ville give plus point i min bog. Efter koncerteren blev der givet ekstranummer, hvor Sjakkets DJ kommer ud, og der bliver annoncereret at de vil spille et remix af “Arbejd”. Efterfølgende bliver der rappet over nogle af versene, hvorefter medlemmerne forsvinder bag scenen. Dette indslag ville måske, efter min mening, have fungereret bedre, hvis remixet blot var blevet sat i gang som ekstranummer, uden at lokke med et nummer mere med frontfigurernes optræden i kun en lille del af det. Remixet var dog, derudover, ret fedt! Alt i alt en rigtigt fed koncert, som klart ville have været bedre med et lidt større publikum som sidst på Studenterhuset, så Sjakket ville have haft noget at spille op til.

 

Young Dinosaur

Det var fem unge nervøse drenge fra Støvring, som var de første til at indtage scenen på 1000fryd fredag aften. Men med de klassiske fire slag på trommestikkerne stak de ind i deres egen verden, hvor sceneskræk er et fremmedord.

Første nummer overraskede med sin blanding af math-rock og drømmende indie vibes. Den konstante blanding af elementer kunne både virke diffust og stjerneklart. Det var dog ikke et element, som kendetegnende og definerende for hele aftenen. For næste nummer i køen, Scenes From My Home Town, var en lidt mere nedtonet sag med flydende keys, med en lidt desperat og drømmende stemme sammen med en fast firefjerdedele hi-hat. Tingene tog igen fart med den enorm legesyge og fængende The Streets, som med sit hurtige vers blev sat på pause i sit nedtonede omkvæd.

Hvis folk var kommet for at se “Baby In Vain”, var de gået forgæves. Det fik forsanger Joachim Kollerup fremstammet i den første lille pause, som var at finde. I samme øjemed fik han takket publikum for at møde op, og opfordrede til at sende en varm tanke til Baby In Vain samt det danske håndbold landshold. Det hele med en vis nervøsitet og et stort smil på læberne. Herfra stak tingene af igen. Med et, var math-elementerne svundet i baggrunden for fede melodier, aggressive riffs og faste lilletrommeslag. Folks ben kunne ikke længere stå stille til tonerne fra Young Dinosaur, som havde skruet op for basrundgangene, distortion og den faste lilletromme. En enkelt solo var der også plads til på The Girl I Met, som var aftenens klare højdepunkt.

Det var et velspillende, nærværende og ikke mindst sprudlende Young Dinosaur, som indtog 1000fryd, dog med en snert af nervøst. Heldigvis forsvandt den, når musikken spillede, og kom derfor kun til at virke charmerende og tilstedeværende i pauserne.

 

Indians

En af Northern Winter Beats allerstørste bookinger var danske Indians, som på mindre end et enkelt år har fået stjernestatus i flere musikkredse. Det er der også god grund til, desværre var der bare flere ting, som ikke sad helt i skabet i aftes på 1000fryd lidt efter klokken 24:00.

Ene mand trådte han ud på den lille scene med to keybords og tre loop/delay pedaler. Åbningen bestod af New, gjorde det udmærket med sit knips, nedtonet kick og orgel. Søren Løkke Juul fremstod sårbar og parat med sin sarte stemme. Lyden vil have fremstået klar og rigtigt flot, hvis det ikke var fordi, at lydniveauet var skruet al for mange takker op. Bassen gik i mellemgulvet, som den skulle, men de fleste høje toner i Indians’ musik blev skingre eller mudret sammen.

Resten af koncerten bestod af små perler fra debuten. De første 15 minutter fungerede sublimt med sange som Bird og Magic Kids. Herefter takkede han publikum og hvordan han elskede at spille i Aalborg, hvorefter han greb sin guitar og spillede sin første single I Am Hunted. Guitaren var stemt således, at langt det meste tid, havde han ikke en finger på gribebrættet, hvilket gav et noget blandet resultat. De øverste toner forsvandt, og nuancerne i guitarrundgangen forsvinder. Samme gjaldt Cakelakers, som på albummet har nogle kontante akkordbrydninger, som skaber sangens ramme.

Tilbage til sine keys gik han og gav os en sang om livet skønhed, nemlig Reality Sublim, som igen blev en mudret affære på grund af lydmikset. Som afslutning valgte han at spille et nummer, som ikke kom med på pladen. En firefjerdedel bastung march med Søren Løkke Juuls sarte stemme ovenpå. En koncertslutter med en udmærket karakter. Rigtig mange af tingene under koncerten, fornemmede man, ville fungere, hvis lydniveauet var skruet en tand ned. Desværre havde man forsøgt at overdøve et højtsnakkende publikum på 1000fryd, hvilket gav en noget mudret lydaffære. Indians vandt dog langt hen ad vejen, og jeg glæder mig til at opleve ham igen et andet sted.

 

Som også Mathias fremhæver, var lydniveauet koncertens helt store hæmmesko. Et alt for højt miks fik koncerten til i nogen udstrækning at falde sammen. De smukke passager kunne fornemmes og nydes i små bidder, men konstant skar de høje segmenter i øret, og man blev derved revet ud af den elles fine stemning. Beslutningen om at overdøve publikum gennem øget lydniveau, endte med ikke at bære frugt, da der, det til trods, stadigvæk blev snakket i krogene. Man kunne derfor sagtens have sænket niveauet, og lade det publikum, der faktisk var mødt op for at nyde koncerten, få en noget mere helstøbt oplevelse. For under lydferniset eksisterer nogle smukke idéer.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *