Rotation @ Northern Winter Beat – Lørdag

Festivallens sidste dag stod for døren, og et efterhånden mørbanket rotationshold var klar til at runde festivallen af med den sidste stak koncerter. En dag der endnu engang ville byde på varierede oplevelser på Aalborgs spillesteder, afsluttende med den store folkefest, hvor Eaggerstunn lukkede festen ned på manerlig vis.

 

Dead Western

Med maling i ansigtet, et tungt jakkesæt med trompetbukser og strømpefødder indtog Dead Western et halvfyldt Huset. Han greb fat i mikrofonstativet, som tydeligvis var et halvt hoved for højt. Det ligner først, at det er et problem, men alligevel griber han sin guitar, står på tæer og begynder at synge, her bliver han på på sine tæer resten af aftenen. Således er scenen sat til en bizar og smuk aftenkoncert i Dead Westerns selskab. Med en stemme mørkere end Tom Waits bryder hans stemme gennem marv og ben, mens han fingre anslår hver enkelt streng. Hans udtalelse af ordene er teatralsk tydelig, og hans øjne er helt udspilede når, han ikke vælger at gå ned i knæ og spille guitaren med ekstra styrke.

Efter et par sange holder han en lille pause og præsenterer sig. Ligeså teatralsk han synes at være, når han synger, ligeså distræt og sympatisk er han når, han snakker. Herefter synger han Collapse fra sin nyeste album. Med en intro af en skinger hyletone fra Dead Westerns mund bliver publikum chokeret og helt lammet. Han har et fascineret og halvskræmt publikum i sin hule hånd. Enkelte sange havde lidt mere at byde på en blot guitar og stemme. Med en loop pedal blev guitarsolo, strygere og kor bragt ind. Sidstnævnte var dog ikke helt timet, men resten fungerede sublimt.

Koncertens klare højdepunkt var en sang, som i modsætning til resten, havde et mere rytmisk udtryk i guitarspillet, som passede perfekt til Dead Westerns stemme. Med en nærmest spansk klimpren skabte han et magisk bagtæppe. En koncert med Dead Western er en oplevelse, man ikke må gå forbi. For udover den nærmest surrealistiske oplevelse, som det er at opleve hans stemme og person, så har hans kabaretmusik en evne til at drage lytteren.

 

Dead Western var nok det bedste jeg så på Northern Winter Beat i år. Jeg var vild med hvor artikuleret og udtryksfuld han formåede at være, selv med en lidt påtaget dyb stemme. Det var teatralsk og kunstigt, men på en virkeligt medrivende måde. Der var ikke på noget tidspunkt tvivl om, at man sad og så et show, hvilket på sin vis også er et forfriskende skift fra selvudleverende ærlighed, som ellers er så meget på mode.

Det var, for mig, næsten umuligt at skille udtrykket live fra musikken, og jeg ved ikke hvordan jeg ville have det med blot at høre Dead Westerns musik, men jeg synes at det holdt fantastisk godt live og jeg har en fornemmelse af, at jeg rigtigt godt ville kunne lide det optaget også. Det var bestemt en unik oplevelse!

 

Christian Hjelm

Det var et feststemt publikum, som tog imod Christian Hjelm den sidste aften på Northern Winter Beat. Med sig havde han bragt et yderst velspillende backingband bestående af sine venner fra Figurines, Nis Svoldgård fra Oh No Ono og en temmelig tight trommeslager.

Med Før Vi Blev Lette skød Christian Hjelm & Co festen i gang, og herefter fik vi serveret hele hans debutalbum i en lidt forskudt rækkefølge. Albummet af samme navn kan betegnes som en folkelig og moderne popudgivelse, som har ramt den perfekte balance mellem de banale tekster med en vis dybde. Det er med andre ord et album, som kommer til at få mange år på bagen. Det var også et yderst bredt publikum, fra 68’er generationen overfor gymnasiepigerne, som var mødt op.

Efter et par happy-go-lucky-sange, blev lydniveauet skruet en tand ned med Standser Lige og Sidste Bid. I mellem de to sange tog Christian Hjelm ordet, og bad publikum om at lade være med at snakke. En hvis forståelse overfor det var lørdag, sammen med en vis irritation var at mærke hos troubadouren. Det var især de lidt for fulde og danseglade gymnasiepiger, som havde fanget hans opmærksomhed.

Men herfra blev der også skudt gang i festen med Alibi, Det Andet Led og Vibrationer, og med publikumstække fik han da også sat gang i dansegulvet. Den Som Du Elsker og Luk Dine Øjne fik kæresteparrene til at rykke lidt tættere. Som finale blev Lang Vej Igen lavet om til en call and response udgave, og der blev skrålet med. Det var som en bekræftelse af, at Christian Hjelm blev kåret som Årets Sanger af Steppeulvens kommité. Som ekstranumre valgt Fri Leg og Ha’ Det Herligt valgt, der agerede fine afdæmpede lukkere på en koncert til, og for publikum.

 

Christian Hjelm har formået at skabe sig et solidt navn efter udgivelsen af solo pladen, og det kan tydeligt mærkes på publikum at de velkendte sange falder i god jord. Bandet var velspillende og havde tilskuerne i deres hule hånd. Christian har en fantastisk evne til med sin mimik og gestikluering konstant at smide små vink ud til publikum, hvilket virker medrivende og ikke mindst sympatisk. At han så samtidigt har solide evner som forsanger, gør at den samlede formular til slut går op. Musikken evner at omfavne folkeligheden, og være velspillet på samme tid, og beviser derved at dansksproget popmusik ikke behøver at være kedeligt eller endimensionelt.

 

4 Guys From The Future

Foregående i stargate loungen på første sal af studenterhuset, blev der hurtigt fyldt op, som folk stømmede til, for at opleve første act på tambourhinoceros’ label night. I dagens anledning var bandet skåret ned til en enkelt mand, der gik på scenen kun bevæbnet med en elektisk guitar og en stak loop pedaler.

Lyden var fin og klar fra start, da der blev fremført to tilbagelænede og stemningsfyldte intronumre. Indfølingen var klart tilstede, og et pre-optaget reallydstæppe dannede underligning som ikke kunne samples med de medbragte pedaler. Tænkt i forhold til at bandet var skåret til en fjerdedel, led udformningen ikke skade, og kunne sagtens bære det mere nedbarberede udtryk i forhold til studieversionerne, den hypnotiske stemning var intakt. Herefter blev der så skiftet noget spor, og eksperimenterne tog overhånd for en stund, hvor et længere destortet stykke blev introduceret. Bygget lag på lag hvinede og skreg det afsted, flere gange også for meget desværre. Ballancerende mellem det dronede og skærende, tippede vægten desværre flere steder, hvor der meget aprupt blev reguleret på effekter, der sine steder fremstod malplacerede.

Heldigvis fik dette segment ikke større vægt, end at der efterfølgende igen blev skiftet til en mere klassisk struktur. Ledt tilbage på fin vis med to sange fra den efterhånden aldrende debut, var publikum på ny med. Det relativt korte set, blev derpå afsluttet med en ny sang, der samtidigt var koncertens højdepunkt, da forsangeren strakte sin vokal noget mere, og indfølingen derved gik op i en højere enhed. Publikum blev efterladt med lyst til mere, som god skik gør sig. En fin lille koncert, der dog blev holdt en anelse tilbage af et par tekniske problemer.

 

CTM

Cæcille Triers solo projekt “CTM”, skulle nu stå for at runde tambourhinoceros’ aften af, og som det var tilfældet med “4 Guys from the Future”, var der i studenterhusets café også godt fyldt op, noget der skulle vise sig at være både en force for koncerten, men også samtidigt en hæmmesko. Uden megen introduktion indtager bandet scenen, og fra starten er lydniveauerne næsten over hele linjen behageligt mikset, især trommesættet fremstår mangefacetteret og detaljerigt. Dog er vokalen desværre en anden historie. Triers stemme er fra start smuk og svævende som altid, men mikset denne aften noget mudret, så teksten fremstod noget uklar. Et ærgerligt faktum, da den resterende lyd som sagt sad i skabet. I første halvdel af koncerten har pladsen foran scenen desværre også karakter af en banegård, hvor publikum stømmer til og går derfra løbende. Bandet lader sig ikke anmærke heraf, men det skabte alligevel en tumult, som rev det restende lyttende publikum en anelse ud af stemningen.

Strukturen på numrene bliver, som de skrider frem, mere løs og groovende, og bandet spiller sig langsomt varmere. Magien opstår for mig i de sektioner. hvor bandet leger med lydbilledet, og det er derfor også i den mere løse form, hvor koncertens guldkorn findes. Halvvejs igennem afsløres det, at dette faktisk er deres første koncert, og set i lyset heraf, må jeg se mig imponeret af hvor sammenspillende bandet fremstår. Især må jeg endnu engang fremhæve rytmesektionen, der med en jazzet tilgang til opbygningen, konstant smider små off beat elementer ind i sammenhængen, og derved skaber en dynamisk lyd hvor alt er tilladt, noget som virker smittende på resten af bandet.

Især på de to sidste af koncertens numre går op i en højere enhed, hvor det unikke udtryk som CTM ligger inde med, for alvor kommer til sin ret. Men bedst som den hypnostiske stemning sætter ind afbrydes koncerten. Publikum har nu fået en forsmag på bandets virkemidler og bliver efterladt hængende. En kort koncert, der det til trods, retfærdiggør de mange skriverier, som har eksiteret omkring projektet. CTM’s debutkoncert må derfor betragtes som en succes, og blev for mig en fantastisk afslutning på tre dage med herlige koncertoplevelser.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *