Rotation @ Northern Winter Beat – Torsdag

Så var dagen kommet til at Northern Winter Beat skulle skydes i gang. Aalborg i bidende kulde dannede rammerne for et par koncerter både med velkendte og mindre velkendte navne. Rotationholdet valgte at splitte op for at kunne dække så bredt som muligt, men endte alligevel med at dele et par koncerter i sidste ende.

Festivallen blev startet med en forholdsvist formel reception hvor bl.a. Marius Ziska, der senere på aftenen skulle spille på Skråen, spillede underlægningsmusik imellem taler og tag-selv-bord. Herefter spillede lokale The Hedgehogs et nummer komponeret over en gammel sovjetisk animationsfilm som selvfølgelig blev vist samtidigt. Alt i alt en stille og rolig start på festivallen først på dagen, før de egentlige koncerter gik i gang senere. Rotations skribenter har herunder skrevet lidt hver især om de koncerter de var til – og der kommer selvfølgelig mere i morgen!

 

Teitur

Skråen var fyldt til bristepunktet med et tyst publikum, da Teiturs koncert begyndte. Noget man ikke oplever hver dag i Aalborg. Da han indtog scenen, var han imidlertid ikke helt alene. Med sig havde han bragt strygerkvartetten Who Killed Bambi bestående af to violiner, en bratsch og en cello. Et pompøst melankolsk bagtæppe af lyd blev derfor skabt til de allermest stille af Teiturs sange.

Koncerten var koncentreret omkring Teiturs efterhånden større bagkatalog af hits fra hans syv studiealbums. Et af de største er coveret af Jerry Lee Lewis’ Great Balls Of Fire, som han spillede som tredje nummer. Enkelte publikummer var med til at skabe den hujen og klappen, der er imellem versene, og der blev hurtigt etableret en god kontakt med et dedikeret publikum

De første sange blev fremført på guitar, hvorefter han gled om bag sit Roland keyboard og skabte en humoristisk, cirkuslignende udgave af Catherine The Waitress, hvor publkum blev opfordret til at klappe med. Lidt misforståelser i takter fører til, at han til sidst spiller den i dobbelt tempo og griner lidt med på sin egen leg. At skabe den ping-pong med publikum fik charmeret dem om hans lillefinger. Som en entertainer med færøsk accent førte han legen videre med lidt halvglemte anekdoter om hans sange.

Alt var så mildt og melankolsk så tiden stod næsten stille, mens hans engelske og færøske sange gled ind under huden på publikum, og gjorde Skråens rå kulisser til hans egen lille opera med sange som Freight Train, Amanda’s Dream og You Get Me. Nogle med strygere andre uden. Som ekstranummer trådte Teitur helt frem på scenen og fremførte en smuk og nøgen udgave af The Singer. En aften i Teiturs selskab er en aften, som ikke lige går i glemslen. Det eneste som manglede var flere sange.

Orka

Normalt er OrKa en femmandshær som drager lytteren ud i lydlandskaber i real-lyde, distancerede vokaler og melankoli. Men det var en noget skrabet affære denne aften, i form af en enkelt mand med sin hættetrøje trukket helt op over hovedet. På scenen stod to pulte af gear, loop pedaler og keys samt en hjemmeskabt vandret harpe.

Allerede efter de første tre sange fornemmede man, at det ikke rigtig fungerede. Genrene hoppede fra Trentemøller’sk dub til godnatsange med alt for mange forprogrammerede lyde. Efter noget tid mærker man tydeligt, at han heller ikke nyder sin position på scenen. Den eneste kontakt som blev skabt under koncerten er et lille formelt tak. Et af de lidt lysere momenter var Alden Reyd fra debuten, hvor han selv knipser strengene på harpen, men desværre blev oplevelsen en tand ødelagt af lydniveauet, da han vælger at råbe ind i mikrofonen uden at trække sig lidt tilbage fra den.

Efter endnu et par tvivlsomme numre, begyndte det dog at udvikle sig, da han begynder at livesample trommebeats, keys og strenge på scenen. Det er ikke tight, men det formår at fange ens opmærksomhed. Det begyndte at skabe lidt spænding, fremfor de lidt for mekaniske beats og den insisterende genreskiften. Men under en delay solo, slår det klik for OrKas ene mand. Han vælter sin pult, sparker til sit udstyr og forlader scenen uden et ord.

Tilbage sidder et måbende publikum med en lidt ubehagelig følelse af ”hvad skete der?”. Følgende er dog blevet meldt ud på OrKas officielle Facebook: ”What a total and utter wreck of a show” og at det simpelthen ikke fungerede at skabe et enmandsshow ud fra OrKas normale set-up. Hvilket jeg også må give ham ret i.

Jeg var til selvsamme OrKa koncert, og kan kun bekræfte kaos’et. Fra start blev der ellers lagt fint ud, omend jeg selvsagt sad med en undren over manglen af bandets resterende medlemmer. Men efter denne forvirring havde lagt sig, blev der præsenteret et fint samplet univers, hvor pedaler og loops nu hjalp enmandsbandet på vej til at opbygge en storladen og stemningsskabende lyd, underbygget godt af en fin lyssætning.

Men som sættet skred frem, blev forundringen større, da massive genrespring blev lagt for dagen. Knapt kunne man nå at falde hen i en stemning, før den blev afløst af den næste, uden meget introduktion eller overgang, og koncerten fremstod derfor ualmindeligt fragmenteret og opbrudt. Da der så rundes af på denne måde, som det her var tilfældet, måtte publikum sidde tilbage perplekse og ubehageligt til mode. At eksperimenterne i nogen grad ikke virkede er et, men at behandle sit publikum på denne vis er decideret respektløst.

 

Problemet med Orkas koncert var, for mit vedkommende, at det var virkeligt fedt når det fungerede. Når det akustiske strengespil blev mikset med et mørkt beat var det lækkert og dystert, men så pludselig gik det over i nogle helt andre genrer og så tilbage igen og så 4/4-tramp i to sekunder.Det var tydeligt at se potentialet i musikken og det er også derfor man ærger sig så meget over at det ikke blev indfriet fuldt ud. Dermed sagt, så kunne han have afsluttet den koncert på ordenlig vis, og jeg ville stadig have synes, at det var ret fedt.

 

 

Get Your Gun

Get Your Guns koncert torsdag på 1000fryd cementerede atter engang at de er ved at have styr på lyden på det lille spillested. Nu er det tredje eller fjerde koncert i træk, hvor jeg har været dernede med perfekt lyd. Der var lige et kort, kort øjeblik med en peakende mikrofon, men ellers var al tyngden og dynamikken i Get Your Guns musik klart til stede og uden dét uden den forventede/frygtede  øredøvende volumen.

Bandet spillede vanligt fedt, men også markant anderledes på nogle numre end tidligere koncerter vi har set med dem, i min mening. Højdepunktet var, for mig, en version af Staying For A While, som var lidt mere løssluppen til sidst og virkeligt havde energi i kraft af den forholdsvist monotone opbygning som er Get Your Guns varemærke. Det var tight spillet, men med en dyster energi der ligger lige under overfladen og selv efter at have set det et par gange, skal der ikke mange minutter i Get Your Guns selskab før forsanger Andreas Westmarks plagede stemme over et stille stykke skaber den helt specielle hypnotiserende stemning, som jeg forventer at få til de her koncerter – For slet ikke at tale om når han himler med øjene som på randen af en epileptisk musikalsk sammensmeltning.

Det kræver en vis tålmodighed at være til Get Your Gun koncert, hooksene er ikke helt fremme i lydbilledet, men indsats bliver betalt tilbage, hvis man lader sig rive med af den allestedsnærværende stemning.

 

Spændingen og forventningerne var store på denne aftenens sidste koncert, hvor MØ skulle vise formatet og leve op til den massive hype, der har været omkring hendes karakter og musikken. Optil koncerten havde DJ Syllestrunk givet et sæt, og bagtæppet var nu prydet med en række videoloop af en kvindemund up close. Lige på klokkeslettet begyndte videoerne at synge og herpå indtog MØ scenen i en glidende overgang, en ret interessant intro. Der var ikke meget fedt på MØ’s korte 35 minutters sæt, der ganske enkelt var skåret helt ind til benet. Sammen med førnævnte visuals, der stramt var timet til musikken og dannede synkoperet passager hele vejen igennem, blev der skabt en medrivende koncert, hvor publikum tidligt lod sig medrive.

Med kun en officiel single ude, blev der overvejende serveret nyt materiale for, for det sultne publikum denne aften. Det musikalske univers syntes dog, dette til trods, at vinde godt ind på publikum, og forventningerne til en kommende debutplade sat i vejret. Hitpotentialet for de enkelte sange er stort, både grundet den tidstypiske lyd men også samtidigt MØ som karakter. Hun er en popsangerinde af hjerte, både på godt og ondt. Armbevægelserne er store og udtrykket meget ekstrovert, på den vis kommer hun for alvor ud over scenekanten på sympatisk vis. Setuppet har dog også sine begrænsninger. Akkompangeringen af en DJ og en guitarist gjorde ikke meget for det samlede indtryk, og selvom de da tilføjede elementer til musikken, fremstod de mest af alt overflødige. For fremtiden kunne det klart være klædeligt at iføre MØ et komplet bandsetup, således at der på den vis skabes en helhedsoplevelse. På dette tidspunkt i karrieren, har liveshowet dog præcist den funktion der er påkrævet, hvor det vokale talent og de skarpe sange får en scene og MØ agerer stemningsskaber. Et er ihvertfald sikkert, navne som “Fallulah” og “Oh Land” kan godt begynde at kigge sig en ekstra gang over skulderen, for Danmark har fået en ny popprincesse, hvor både talentet og energien rækker til at sparke de siddende kræfter af tronen.

På en meget lille scene på Spotfestival om eftermiddagen, hvor der næsten ikke var plads til hende og hendes DJ, oplevede jeg MØ sidste gang. Publikum var tilbageholdende overfor hendes attitudepop og forståeligt nok. Det fungerede bare ikke.

Men i aftes var lidt en anden sag. Med skarpskårede popmelodier farede hun med hendes karakteristiske Teletubbies-knold rundt på scenen og sang absolut overbevisende. Hendes fængende sange var synkroniseret helt perfekt til de visuals hun havde bragt med, som skabte en totaloplevelse.

Mit eneste kritikpunkt er hendes medbragte backingband. Hendes DJ lavede ikke specielt meget under showet. Et par enkelte pads blev anslået en enkelt gang eller to, mens hendes guitarist spillede nogle uhørlige riffs og strenganslag. Jeg håber, at der strammes op på den front, så der skabes mere harmoni med MØ’s præstationer på scenekanten.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *