Rowbird + Jørck @ Huset, Aalborg

2/3 dele af rotationsholdet stod klar denne fredag, der skulle komme til at stå i den forvredne guitars tegn. Med et lineup bestående af Rowbird, bandets hvis debutkoncert vi havde fornøjelsen af at opleve tidligere på året, og dernæst Jørck hvis debutplade Henrik Viking sidste år var begejstret for.

Scenen var derpå sat for to solide oplevelser, der heldigvis også skulle vise sig at levere som forventet, og endog sine steder leverede en ekstra tand. Ordene er som sædvanligt af Henrik Viking, imens Emil Visti har taget sig af billedsiden.

Rowbird

Sidste gang jeg oplevede Rowbird var til deres debutkoncert på Viva, hvorfor jeg denne aften var spændt på om udtrykket stadigvæk vedblev ved det gamle, eller om fuglen havde lært sig nye tricks.

Stilistisk var der ikke sket meget nyt under solen siden debutkoncerten, det til trods syntes lyden i husets rusikke lokaler at give musikken en vitaminindsprøjtning. Volumen var sat højt, med det klare fokus på et bredt, dynamisk og altomfavnende lydbillede, hvilket kunne opleves gennem hele frekvensområdet fra de højfrekvente og knitrende guitarer til trommernes tørre og dronede lyd.

Bandets kvindelige forsanger Camilla Würtz var denne aften levende, og lod energien mærkes udi de små afkroge og fraseringer, der alle var udført med lige dele stotisk storhed og underspillet charme. En svær balancegang, som hele bandet løbende bevæger sig på, men heldigvis også mestrer. Hos Rowbird ligger magien i detaljen der bygges ovenpå de enkelte sanges simple strukturer, hvilket i særdeleshed kommer til udtryk i de luftige og fræsende guitarfigurer, der hælles ud over kompositionerne som lækker glasur.

Bandets introverte univers går igen i deres sceneshow, hvor fokus ligger på den musikalske fremførsel, hvorfor numrene uden megen introduktion ledes overi hinanden. En lille introduktion bliver det dog til, da bandet ca. halvvejs igennem koncerten præseterede den dugfriske “Cellophane”. En listende sag på kattepoter, hvor Würtz’ vokal viser nye vinkler, forhåbentligt en indikator på hvad vi kan opleve fra Rowbird i fremtiden.

Endnu engang viste bandet altså format, og bekræfter herved deres musikalske relevans i det Aalborggænsiske musikmiljø. Med tid og den rette næring kan de uden tvivl vokse sig langt ud af Aalborgs vækstlag.

Jørck

Aftenens hovedret betrådte nu efter en kort pause scenen, med et mere nedbarberet setup end Rowbirds, bestående af vokal, akustisk guitar, elektrisk guitar og keys, der samtidigt agerede backing vocals for sangerinden Trine Jørck. Dette markerede en interessant dynamik som Jørck også selv fremhævede, med det klassiske koncertnarrativ vendt på vrangen, der normalt fordrer udvikling mod et fuldt bandlineup.

Hvor Rowbird lever i sine svulstige stemninger, mærker man stærkest Jørck i de mere intime. Efter en lidt stiv start hvor de to første numre i høj grad blev fremført efter formen, løsnedes stemningen og en mere eksperimenterende tilgang så dagens lys. Her dannede små stemningsfortællinger bro mellem de enkelte sange, præsenteret af bandets frontfigur som sangskrivertraditionerne klassisk foreskriver det. Trine fremstår jordnær og publikumsinvolverende i sine små nedslag, noget som hele bandet desværre ikke til fulde spiller op af. Heldigvis løses denne konflikt i musikken, hvor samspillet mellem de enkelte elementer til fulde lykkes.

Sangene får deres eget liv, når de enkelte musikalske personligheder tilføjer deres krydderi til blandingen, hvor især samspillet mellem de to vokaler må fremhæves i deres stemningsfulde samklang. Hertil kommer små elektriske guitarsoloer som drysses ud med jævn hånd løbende koncerten igennem, hvilket medvirker til at nedbryde startens stive form.

Koncertens vendepunkt kommer med coverversionen af Townes Van Zandts “No Place To Fall” hvor Trine for alvor for lov at indlemme sårbarheden i hendes vokale performance, hvilket giver stemmen fornyet liv. Hendes klare force ligger i samspillet mellem denne sårbarhed og det teatralske. Dette kommer til udtryk i den efterfølgende sang “A Home Without Walls”, hvor instrumenterne til lejligheden stemmes i andet gear. Herfra stråler koncerten og bandet mærkes for alvor i de to sidste numre, Søren Kirkegaard balladen “Like A Crystal” samt afslutningen med debutalbummets nøgletrack “Set the Alarm”.

Jørck må derved siges at lede publikum godt i mål, med en koncert der ikke var præget af store overraskelser, men derimod leverede musikalsk håndværk i øjenhøjde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *