Son of Caesar – The Winter Came and Went

Son of Caesar prøver sig af med orkester og skyder med spredehagl.

Mit kendskab til Son of Caesar a.k.a. Peter Mathiasen går halvandet år tilbage, da han kom ud med den meget charmerende og varme Letter to Jack, hvortil han havde skabt endnu mere sød video med gamle tegnefilm. Musikken var ligetil, og der var intet som skar i ørerne. Det var egentligt mit største kritik dengang. Det hele var lidt for meget ud ad landevejen. En landevej uden huller eller bump.

Der er både overraskelser og forudsigelighed på den crowdfoundede debut “The Winter Came and Went”. Åbneren Wake Me Up kender man fra EP’en, der udkom for lidt over et år siden. Den har imidlertid fået et pæn overhaling med trommer, strygere og bas. En befriende udvikling, som passer til sangen og er med til at give en spændingskurve i lydlandskabet.

“der er gode idéer og flotte sange blandt den rodede masse”

Jeg ville ønske at resten af albummet havde lidt samme lyd, eller ihvertfald en sammenhæng. For herfra bevæger albummet sig i forskellige retninger. Nogle bedre end andre. Letter to Jack lyder som EP’en. Charmerende og harmløs. Det samme gælder første singlen Madeleine Defoe, som helt sikkert vil tage kegler hos det de trofaste fans.
En anden del af albummet peger i en country/folk retning. De fungerer til dels og D’Artagnan Syndrome er ganske overbevisende skrevet og udført. Men desværre så besidder Peter Mathiasen en stemme har tendens til at blive en anelse skærende i de højere registre, hvilket er med til, at den falder udenfor resten af lydbilledet, især på sangen A Friend I Used to Know.
En sidste retning er OMG! Son Of Caesar’s Got The Blues!, som oser af rockabilly – på den ret ærgelige måde. Det er som om, at Son of Caesar har set debuten som sin eneste mulighed for at vise, hvad han kan med en guitar. Sangen ødelægger mere end den gavner.

Men nu skal det hele ikke være kritik, for der er gode idéer og flotte sange blandt den rodede masse. Friends In My Head er virkeligt et frisk pust og en retning, som jeg er faldet pladask for. Sangen har en lækker udvikling med masser af rå guitar og en meget mørk feeling, som Peter Mathiasens stemme flot og bedre omfavner.
Jeg så virkelig gerne, at Son of Caesar prøvede at se nærmere på de genrer som lå lige for ham, for at prøve en udvikling igennem dem, fremfor at søge i nye retninger. For det mestrer han til fulde. Lyt blot til Mary og titelnummeret The Winter Came and Went, hvor han blot er sig selv og en guitar. En blanding af de to genrer: den velorkestrerede og lettere dystre pop/rocksang blandet op med singer/songwriter elementer, ville have været bedre end den lidt diffuse debut som er kommet ud.

One Comment

  1. Ikke enig. Det er en kliche at anklage en singersongwriter for at skyde med spredehagl, blot fordi der er udsving i udtrykket undervejs. Alle store singersongwriterplader har denne type udsving, der er med til at puste liv i iltfattigt vand. OMG…er med sine beskedne to minutter netop sådan en ilttilfører, der får lytteren op på dubberne til flere sange af den tilbagetrukne og nærværende slags.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *