Spot På: Death Machine

“Tag det roligt! Det tager kun otte timer.”

Sådan vil svaret lyde, hvis man spurgte om, hvor lang tid det tager at indspille en sang. Dette er dogmet for Jesper Mogensens projekt Death Machine. Otte timer fra første guitartone er anslået til den færdige sang er uploadet til Soundcloud. Derfor skal man heller ikke forvente, at musikkens lydtapet er dybt eller vilde soloer. Nej, det er nedkogt til en mand, en guitar, en anden stemme og et par håndklap og slag på en opvaskemaskine (køkkenet er hans studie). Enkelte gange bliver der plads til lidt bas og orgel til at bakke det smalle lydbillede op. Man får derved små associationer til det svenske soveværelsesprojekt Bakers At Dawn.

Hvis man går ind med denne forventning til musikken, så vinder Death Machine hurtigt ens hjerte. Det er ikke altid helt renspillet eller -sunget, men det er en stor del af charmen og sjælen i Death Machine. Ja, sangene vinder faktisk ved deres enkelthed. Ikke banalitet, men gennemskuelighed. Det er skitser, hvis genialitet ville forsvinde, hvis de blev rentegnet.

Projektet har indtil videre har bidraget med en demo og en enkelt sang på Det Elektriske Barometer. En stor del af herlighederne kan lyttes og tilmed downloades på Soundcloud:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *