The Malpractice om masse og dødsmesse

Om mindre end en måned udkommer The Malpractices nye plade ‘Mass’. Mathias har fået en god snak med forsanger Johannes Gammelby om pausen på 3½ år, om at indspille et album over Dropbox, om Korskro mellem Esbjerg og Varde samt hvad The Malpractice er anno 2014.

– Det er nu næsten over 3½ år siden, at vi hørte første debut Tectonics. Hvad er sket siden da med The Malpractice? Er det mere blevet et band end et soloprojekt? 

Ja, jeg synes vi er mere et band nu end i Tectonics-tiden i den forstand, at den nye plade i højere grad har været tænkt som et fælles projekt fra min side. Jeg har stadig skrevet det hele, stort set, men jeg har været mindre nazi med at tingene absolut skulle blive som jeg ville have dem. Det er en dyrekøbt ting jeg har fået lært efterhånden, det med at turde give slip og lade andre – og tilfældigheder – præge mine ting. Det var i høj grad ønsket for mit eget vedkommende med Mass, at lade mine kumpaner byde ind med konkrete ideer, og i særdeleshed inputs vedrørerende den æstetiske rammesætning af musikken. I den forstand er Mass langt mere band-agtig end den gamle plade, som Kenneth og jeg fik skruet sammen, næsten på egen hånd. Et godt eksempel på det, er den næste single, The Big Empty, som i demoformen var meget klinisk og digital, men som i pladeudgaven, gennem Mortens gigantiske analoge synth-setup i sit hjem, blev til noget helt andet og meget bedre end jeg nogensinde havde forestillet mig.

Vi var ude og spille en masse efter Tectonics, og vi fandt ret hurtigt ud af at det var skægt at stemme guitarerne langt ned og lade kaos få mere plads. Så når vi kørte bil sad vi og snakkede om hvordan og hvorledes den næste plade skulle være. Vi havde derfor en ret klar idé om æstetikken da vi gik i gang, selvom den selvfølgelig skulle korrigeres undervejs. Det skulle være knugende tungt, men stadig let. Organisk, og direkte oversætteligt til live-situationen, hvilket er ret svært fordi sangenes natur ofte tvinger noget utroligt aggressivt til at koeksistere med noget meget skrøbeligt. Det er bøvlet, bestemt, men jeg synes også det er poetisk prægnant og en af grundene til jeg overhovedet havde lyst til at lave en ny plade. Det, og så at vi ville have en grund til at være i samme rum med hinanden hyppigere, for vi er gamle venner, og arbejdet med at følge en plade til dørs ryster os tættere sammen nu hvor vi ikke kan ses så tit på grund af geografien og sådan.

Grunden til at det skulle tage 3½ år skyldtes, at min sangskrivning tog lang tid fordi der pludselig var en masse ting der skulle prioriteres: et universitetets-speciale, en nyt liv i København, en indgåelse af ægteskab, en masse sygdom og død og cancer i vores nærmestes liv. Folk har fået voksenjobs og ph.d’er og et par børn er kommet til verden. En vedholdende acceleration af livs-spirallen tog langsomt et fast greb om vores halse, men vi fik det løsnet ved rå viljestyrke, og så kom sangene egentlig ok hurtigt.

– I har skrevet et par kapitler i jeres indspilningsdagbog på Gaffa, hvor man har kunnet læse, at det meste af indspilningen er sket på tværs andet. Har det været en befrielse eller en hindring i skabelsen af det nye album Mass? Har I været nødt til at gå nogle nye veje i forhold til sangskrivningen? 

“Vi havde egentlig planlagt at optage det hele live og så lave dubs, men den gik ikke.”

Shit, jeg fik aldrig skrevet det sidste kapitel… Hmm, det kan være jeg skal kontakte dem og få det lavet… Nuvel. Det er selvsagt et problem at vi ikke bor i samme by længere. Især når man er en fattigrøv og har travlt med livet, så det har bestemt været et kæmpeproblem undervejs, at vi ikke kunne arbejde sammenhængende og sammen. Vi havde egentlig planlagt at optage det hele live og så lave dubs, men den gik ikke. Vi havde ikke tid nok i studiet, så vi optog trommerne mens Kenneth (guitar) og jeg spillede cue-fumleguitarer til, så Q (trommer) kunne orientere sig. Og så flettede vi Mortens bas (keys/bas) ind i det, derpå guitarer, og til sidst lir og vokaler. En klassisk lagkage-proces, men en proces hvor vi hele tiden har tilstræbt flow og samspil og vibe. Og lyd. Især lyd. Det kan godt være det ikke er optimalt at skille elementerne ad på den måde, men når det ikke kan være anderledes på grund af alle mulige eksterne omstændigheder, så er det sgu praktisk. Man kan så tilføre lidt af nuets magi igen ved ikke at fluekneppe de overdubs man laver. Der er, eksempelvis, adskillige sange på pladen, hvor jeg står og spiller guitar og Kenneth sidder ved computeren, og hvor han så, pludseligt ud af det blå, har vendt sig rundt og slået ind på min guitar og strengene så det hviner og feeder ad helvede til. Det morer mig gevaldigt at høre de steder i dag!

Med hensyn til sangskrivningen har geografien ikke været nogen hindring. Jeg havde en klar idé og det er nok den vi ville have fulgt, selv hvis vi havde boet i samme opgang. På Tectonics flirtede jeg meget med pop og popstrukturer og popmarkører. Håndklap. 4/4-stortromme. Omkvæd. Og da jeg kunne mærke, at jeg skulle til rigtigt at skrive igen, vendte det sig i mig ved tanken om endnu et forpulet omkvæd, endnu en bro, endnu flere vers og alle de der ting. Jeg havde jo lige lavet tre-fire – i mine ører – perfekte popsange på Tectonics. Så hvorfor i alverden skulle jeg gøre det igen? Jeg gider simpelthen ikke beskæftige mig – kunstnerisk – med noget som jeg er god til. Det øjeblik, hvor jeg har luret modellen for noget mister jeg interessen omgående. Så det var naturligt at gå nye veje på Mass. Så nej, jeg var ikke nødt til at gentænke min sangskrivning på grund af geografien, men for min egen selvtilfredsheds skyld.

– I beskriver dit nye album Mass som: “et portræt af øjeblikket, hvor man giver op; hvor man giver slip og glider væk, genoptages i det store kredsløb. Der, hvor man smelter sammen med naturen igen, og hvor altings alvor og realitet, alene ved sit omfang, bedøver, og man falder bagover og ned, ned, ned, mens den overhængende kakofoni fortoner sig, og døden opsluger en.” Hvad ligger bag disse ord?

“Så lukkede den, folk rykkede ud og så rykkede naturen ind, som så langsomt har pillet stedet fra hinanden de seneste 25 år.”

Well. Mass. Masse og (døds)messe. For mig handler pladen om døden. Og især trøst. At det er okay at dulme smerte, at det er okay at naturen tager over og trækker dig ned, for det er det naturen gør. Den tager dig tilbage. Har du nogensinde set den gamle restaurant ved Korskro mellem Esbjerg og Varde? (Link til googlemaps: http://goo.gl/maps/JV9fl) Da jeg var knægt var det en pulserende beværtning med restaurant og logi. Så lukkede den, folk rykkede ud og så rykkede naturen ind, som så langsomt har pillet stedet fra hinanden de seneste 25 år. Det jeg mener er bare at pladen, for mig, handler om accept. Et forsøg på med musik at beskrive det afgørende øjeblik hvor man går fra kamp til accept og den ro og trøst det kan give at slippe kampen og bare drive ned og væk. Så måske er pladen også et requiem for musikken i det hele taget for mit vedkommende. Vi er for helvede voksne mennesker. Vi kan ikke lege kunstnere længere. Folk er afhængige af ens beslutninger og dømmekraft. Og indkomst. Og det er okay at glide væk fra krea-infernoet. Fuck det lort. Jeg og vi har gjort vores. Særligt nu, med den her plade. Men ak. Ved hver plade tænker jeg, så, nu er det slut. I mandags startede jeg så på at skrive en ny. Min hustru fik tics, da jeg sagde det til hende.

– Første udspil Lagoon lyder en tand mere hårdt end det, som man kunne finde på “Tectonics”, der bedst kunne beskrives som smadrepop. Lyder resten af albummet derhen af, eller er det til at finde pophooks?

Lagoon er til den mere civiliserede side af resten af materialet, hvor der nok overordnet set ikke er så mange pophooks, dog. Du kan få pophooks, og langt bedre pophooks alle mulige andre steder. Snarere er der, i al ydmyghed, en modnet og mere udviklet melodiøsitet. En længere og mere trofast forførelse, der ofte strækkes langt ud frem for at tilfredsstille i øjeblikket. Der er intens og ætsende smadderpunk og så er der et par af de her… jeg ved ikke… uformelige kæmper… 4-5 numre, der er tonstunge og rækker ud efter verdensaltet, hvor vi har tilsidesat al vores indie-skam og så giver helt los. Som Yebo, vores pladeselskabsmand, heldigvis siger, så er det rimelig hård kost, som nok vil skræmme nogen væk, men at han og de er stolte af at udgive det. Og det er jeg eddermame glad for. For hvis jeg og vi og de kan lide det, så må der også være andre i verden der kan. Det er heller ikke alle der kan lide gammel ost. Men dem der kan er som regel pjattede med det… Uden sammenligning i øvrigt.

– Det nye album cover er for det første rigtig smukt skåret. Hvordan er det blevet til, og hvilke tanker ligger der bag?

Tak. Jeg er også vild med det. Det er min gode bekendte Thomas Frederiksen fra Rama Studio, der har lavet mosaikken i hånden sammen med en kollega. Det startede med at jeg genlæste Robinson Crusoe og så Herzog’s ‘Aguirre, Zorn der Gottes’. Begge dele foregår i troperne og jeg begyndte at forstå tropemiljøet som den perfekte stormetafor for eksistensen og dens rammer. Der er stor skønhed, som man kan smelte sammen med. Man er udsat. Man er underlagt naturens altid truende luner. Det er et miljø, hvor man som lille strandet individ intet andet kan gøre, end at håbe på nåde, at underkaste sig og få det bedste ud af det, indtil man alligevel suges ned i det endelige, sorte hul. Jeg kan godt lide et par af mine helt gamle pladecovers som også var lavet i mosaik-stilen, og Thomas var frisk på tropeideen og på at kaste sig over mosaikmetoden og nailede det i første forsøg. Skideflot. Jeg må vist få originalen, som er ret stor. Den skal jeg have op at hænge.

– Hvad skal der ske efter pladen rammer hylderne?

Jeg skal lykkeligvis have en søn. Så vi kommer nok ikke ud at spille så meget til at begynde med. Eller, jo, vi skal spille 1.2.14 i radiohuset. Men ellers så laver vi nok ret få og eksklusive koncerter, så det er om at være vaks ved havelågen! Vi er i vores rette element med disse numre, så jeg tør godt love koncerter af fineste karat. Derudover går jeg og vi, som nævnt, lidt og leger med tanken om at indspille en EP inden så længe. Vi kan alle godt lide sangen Dead Zones fra pladen. Det var vist den sidste jeg skrev så det er et lidt uafsøgt territorium. Det kunne være fed at få skrevet 6-8 af de der helt hysteriske sange i skæve taktarter og med megameget skrald på. Jeg har de to første allerede… Så, ja, det erplanen! Det endelige kommercielle selvmord – hæh!

 

Mass udkommer d. 3. februar 2014 på Crunchy Frog.

De fire videoteasers for Mass:





Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *