Troels Abrahamsens musikalske DNA

I anledningen af at den altoverskyggende figur i dansk musikliv, Troels Abrahamsen, på ny kaster sig ud i et soloeventyr denne mandag med udgivelsen af ”Bipolar”, har jeg sat mig for at kronologisere hans karriere optil nu, hvorved scenen kan sættes til den nye plade.

Med et utal af udgivelser i ryggen, er den nu 30 årige kunstners virke allerede meget omfangsrigt. Det er en diskografi fra en mand der ikke har skyet nogen midler, når det kommer til hans kreative udfoldelse, om det så har krævet at spalte sig i alisser eller smide albums over skulderen.

Lad mig derfor, kære læser, trygt guide dig igennem de mange kreative udfoldelser, for derved at vi forhåbentligt mod slut kan udlede en streng af Troels Abrahamsens musikalske DNA.

 

Demoer og famlende begyndelser (1986-2005)

Historien starter som så mange andre, med en tungsindet ung fyr fra forstaderne, i dette tilfælde den nordjyske by Hobro. Der bliver eksperimenteret med forskellige band konstellationer og soloprojekter, hvor især bandet ”Polo” gør sig bemærket tilbage i 2003, med en nu 19 årig Troels Abrahamsen i front. Beskrevet som Jeff Buckley-klingende, udgiver bandet en EP med 4 numre som høster ros i magasinet Soundvenue. Den elektroniske musik fascinerer dog den unge Troels, hvilket udmunder i de to sideprojekter ”There There” og ”The Start”, som begge bliver distribueret over Myspace.

Sideløbende påtager han sig producerarbejde for flere bands heriblandt ”Filip”, et band hvori han senere indtager rollen som forsanger, hvorved det transformeres til det nu altoverskyggende VETO. Inden VETO dog helt tager over, bliver et sidste indledende sideprojekt introduceret, bandet ”For Evigt Pasha”, der udover Troels Abrahamsen som forsanger også indeholder VETO kammaraten Jens Skov Thomsen, Rasmus Søby Andersen og Birk Stenbæk Kristensen. Sidstnævnte vil måske i nogle ører lyde genklang, hvilket kan tilskrives hans senere succes med projektet “Birk Storm“.

De mange indledende projekter er desværre for det meste gået tabt i internettets glemsler, udover dog ”For Evigt Pasha” som stadigvæk kan opleves på bandbase.dk med 9 demotracks. Et sjovt og spøjst lille lyt, hvor man kan opleve Troels give den på modersmålet, noget som hans udspil fremadrettet ikke har været præget af.

Allerede fra start er de mange sideprojekter en integreret del af Troels Abrahamsens måde at arbejde på, noget som løbende gennem hans karriere byder på mange interessante afstikkere. Bindeleddet herimellem er dog gruppen VETO, som nu i 2005 brygger på det store gennembrud.

 

Veto og det kommercielle gennembrud på Tabu (2005-2006)

Bandet VETO stod nu med en egenproduceret debut EP, klar til at indtage verden, men uden noget pladeselskab. Her springer det Københavnske pladeselskab Tabu Records begejstret til, efter at være blevet blæst bagover af bandets unikke kobling af de elektroniske elementer med rockens energi. To, på ydersiden kuriøse samarbejdspartnere. På den ene side det unge determinerede electrorock band, og på den anden side et hiphop label ledet af de knapt så stuerene medlemmer fra Suspekt.

Tabu giver dog bandet frie tøjler til at tæmme deres kreative kræfter, og året efter udkommer debuten “There’s a Beat In All Machines“, med nyindspillede versioner af EP’ens tre første tracks samt en samling helt nye sange. Diverse lister indtages hurtigt og P3 afspilningerne ryger i vejret, ledt an af førstesinglen “You Are A Knife“. Debutpladen danner sammen især Spleen United’s “Goodspeed Into The Mainstream” en ny periode i dansk musik, hvor et væld af elektroniske rockbands dukker frem til større og mindre applaus. Trods succesen samt et efterfølgende stort tournearbejde, ligger Troels dog ikke på den lade side, og hans hang til sideprojekter kommer nu til offentlig skue.

 

I know that you know all of my names. En superhelt ser dagens lys (2007-2008)

Som et kreativt arbejdsrum uden for Veto, spaltes musikeren udi sit eget superhelte alterego “SuperTroels”, hvorigennem hans virke som producer udleves. Dette formynter sig i en række remixes af diverse kunstnere på den danske scene, hvorved det bliver en eftertragtet ære at få remixet sit track af den unge producer. Lyden er mere tektonisk end hos Veto, og melankolien pakkes for en stund væk, til fordel for mere dansevenligt materiale. Et nedslag af mange, kan tages i den fremragende dekonstruktion af Artificial Limbs’ “Rip It Off”, der ligesom resten af materialet, for det meste blev lagt ud til fri download under sitet supertroels.dk.

Under Tabus label, producerer Troels samtidigt plader for en række fremadstormende bands. Dette inkluderer blandt andet The Floor Is Made of Lava’s “All Juice No Fruit“, Marvel Hill’s “Heartless Is More” og As In Rebekkamaria’s “Queen of France“, for blot at nævne et par. Dette stopper ham dog ikke fra at slippe tre soloudgivelser imellemtiden også, først under to forskellige alias, henholdsvis “I Know That You Know”  samt det teknoide projekt “Mockin’ Bird“, og senere som SuperTroels med EP’en Swept Away In A Firestorm. De to sidstnævnte blev, ligesom de mange remixes, lagt op til fri download, et provokerende indspark til den pengeforskrækkede danske musikbranche.

Der er meget hype optil udgivelsen af “I Know That You Know” pladen, et projekt som tydeligvist ikke er ment som værende højprofilt, hvilket det dog bliver kørt i stilling til under Tabu. De tektoniske eksperimenter bliver derfor en anelse lunket modtaget, både grundet deres noget fragmenterede karakter, men samtidigt også i kraft af den musikalske afstandstagen fra det rockede udtryk i Veto. Denne plade, samt de to gratisudgivelser, skulle dog vise sig at være et smugkig ind i fremtiden, for både Troels Abrahamsens soloproduktioner, men samtidigt også for hvad der lå i støbeskeen til Vetos længeventede opfølger.

 

Veto knuser tal med opfølgeren (2008)

Troels Abrahamsen var på dette tidspunkt blevet kendt som musikeren, der ikke fulgte de udleverede regler, med en strøm af gratisudgivelser under SuperTroels aliaset. Denne tilgangsmåde forplantede sig videre i Veto, der som optakt til deres anden plade “Crushing Digits”, lod Dj’en James Braun remixe fem af pladens tracks, og herpå udgive samlingen som en promo under navnet; “Crushing Digits – Appendices By James Braun“, en måned før “Crushing Digits” så dagens lys. Hele herligheden blev derpå uddelt til en specielt arrangeret koncert, hvor publikumsgæsterne hver fik udleveret et eksemplar.

Promoudgivelsen ledte Veto rent ind i deres nye lyd, hvor elektronikken og det dansevenlige udtryk havde taget overtaget. Troels’ soloeventyr som DJ kom tydeligt til udtryk i musikken, med den subsoniske bas skubbet i forgrunden allerede på albummets åbner “Blackout“. Bandet syntes at have undgået den frygtelige kliché med den svære to’er, og fandt sig derimod til rette i den noget mere cluborienterede lyd, et træk som var med til at udbrede deres toner til en helt ny fanskare, og derved placere bandet som en af de helt tunge drenge på den danske scene.

Med det elektronisk revitaliserede Veto, skulle det endnu engang blive tid for frontmanden at kigge indad, dog denne gang med et mere nøgent udtryk end de tidligere solo eskapader. En udfordring som krævede mere end antaget ved første øjekast, samt et et farvel til aliaserne for en stund.

 

Dualistiske eventyr I eget navn (2009-2010)

Med afsæt i demo’en “End Scene” blev melankolien på ny sat i centrum, med skyhøje visioner om en dobbeltudgivelse med sort og hvid, side om side. Udgangspunktet er en mere klassisk musikforståelse, og herved bliver første del, “WHT“, langsomt en realitet. Sangen “When You’re Ready Let Go”  bliver til i samarbejde med danske banks kulturprojekt “Miks to verdener“, hvorigennem Troels lader hans univers støde sammen med Stravinskys og herigennem anvender, hvad han senere definerer som elektroakustisk genregreb.

Elektronikken er stadigvæk tilstede, men bliver her koblet med et mere analogt udtryk, noget som kommer til udtryk både gennem de musikalske arbejdsformer, men samtidigt også i det visuelle udtryk. Videoen til den endelige version af “End Scene“, bliver til i et miks af digitalt skabte figurer, der senere indscannes og derpå digitaliseres på ny, hvorved den analogt funderede digitale kulturmetafor fuldendes. Imens kommer denne tilgang til udtryk i musikken, ved at den først kreeres digitalt, hvorpå senere udvalgte stykker som trommespor, genskabes analogt og tilføjes det færdige miks.

Herpå bliver “WHT” færdig. En plade hvor Troels for første gang optræder under eget navn, fri for at gemme sig bag diverse dæknavne, men derimod lader verden se ham i et mere nøgent lys end tidligere. Musikken bliver rost af anmelderstablen for dens unikke sammensmeltning af det afdæmpede og dansegulvets æstetik, hvorigennem Troels Abrahamsen nu syntes at have fundet sin niche.

Ingen roser uden torne dog. Tilbage stod stadigvæk udgivelsen af værkets anden del, den mere kluborienterede “BLCK”. Først planlagt til at ankomme umiddelbart efter “WHT”, dernæst skudt til tre EP’er med materiale som senere måtte skrottes, syntes retningen uklar for denne anden del af udgivelsen. Et år efter udkommer “BLCK” dog, i en form mere dyster end sin efterfølger, dog mindre dansevenlig end først annonceret. I denne version agerer den dog passende modstykke til “WHT”, til hvilket den også roses for. Instrumenteringen er mere sparsom og lyrikken mere sammenbidt, eksemplificeret ved den nihilistiske “The World Is Listening“.

Troels får, til trods for de skrottede produktioner i forbindelse “BLCK”, dog afløb for sine dansevenlige tendenser, gennem en stak digitale singler udgivet via hans website, som alle har hjem under paraplyen blck, et pladeselskab oprettet til udgivelsen af “WHT” og “BLCK”. Herigennem udkommer blandt andet “Hours Later”, “Pieces” og “Urge for Air”, alle produktioner som senere, sammen med meget andet materiale, er gjort utilgængeligt efter nedlukningen af supertroels.dk.

Det afgrundsdybe tungsind, bliver herfra en rettesnor for Abrahamsens næste udgivelser, hvor arbejdet med den dualistiske dobbeltudgivelse skinner klart igennem. Transformationen er komplet, og kunstneren Troels Abrahamsen er nu ét med personen af samme navn. I kulissen spøger nu endnu en udgivelse med Veto, et album der skulle ende ud som bandets svageste udspil.

 

Den svære treer og fraseringer over det usagte (2011)

I februar 2011 blev det endnu engang tid for Veto at smide en langspiller, denne gang med en løsere ramme for musikken, hvorved det konceptuelle skubbes i baggrunden. Afsættet til titlen, “Everything is Amplified“, tages i Jon Stuarts “rally to restore sanity”  med citatet “If We Amplify Everything, We Hear Nothing”. Et mantra som bliver en rettesnor for udgivelsen. I stedet for at søge mod at overgå de tidligere udgivelser i volumen og intensitet, tager den tredje udgivelse et mere tilbagelænet udgangspunkt, hvor det soniske univers bliver centralt.

Dette fokus bliver dog på bekostning af melodierne, som det også fremhæves i anmelderstabens modtagelse af albummet. De stærke melodier har tidligere været et kendetegn for Veto, hvorfor udgivelsen fremstår som et kuriøst mellemspil snarere end som en redefinering af udtrykket. Bandets svageste udgivelse til trods, er bundniveauet dog stadigvæk højere end de flestes, hvorfor “Everything is Amplified” stadigvæk må betegnes som succesfuld, både i salgstal men også i fanskarens modtagelse.

Sideløbende, som altid, brygger Troels dog på endnu en soloudgivelse, der skal følge op på de to foregående. Disse anstrengelser bliver i oktober 2011 til “Unset“, der ligesom Veto’s tredje udgivelse også tager et politisk afsæt, omend et mere dystert af slagsen. Albummets artwork er hentet fra en illustration af Doug McCune, der er blevet til gennem et dataset fra Wikileaks opgørelse over døde som følge af Irak krigen. Hver eneste grønne punkt er en grafisk repræsentation af død, hvorfor albummets afsæt ligger i klar forlængelse af “BLCK’s” mørke.

Lyden på “Unset” er omend mere klaustrofobisk og fragmenteret end sin foregænger, hvor især den tracket med det passende navn “There’s A Chill“, lader sveden løbe koldt ned af ryggen. 808 trommemaskinens våde toms akkompagnerer Abrahamsens her mere løsslupne vokal, på et af pladens bedste tracks, der sammen med “My Brain Is My Pusher” og “You’re Mine” danner albummets højdepunkter. Den løsere form i arbejdet med Veto, smitter også af på Unset, hvorved den trods sine kvaliteter også fremstår en anelse retningsløs.

Det rodløse åbner derpå muligheder for en redefinering af det Abrahamske udtryk, noget som han sammen med Veto kreerer det følgende år.

 

Et formatskifte for Veto og hovedrengøring med husvild (2012-2013)

Mættede med det klassiske album format, vender Veto nu på ny traditionerne på vrangen, da de året efter annoncerer et opbrud med formen for deres musik. EP formatet bliver omdrejningspunktet da bandet i september 2012 udgiver “Sinus“, en seks track lang udgivelse, der omfavner all killer, no filler mentaliteten. Skåret ind til benet, fremstår Veto på ny revitaliserede. Udgivelsen kan lyttes som et sammenhængende hele, men egner sig samtidigt til en mere fragmenteret lyttestil i tråd med tidens tand. Tilbage er melodien som omdrejningspunkt, uden at det dog ligger det kunstneriske udtryk til last.

Formatet bliver en øjenåbner for bandet, der nu har mulighed for mere frekvente udgivelser, hvilket afføder “Point Break“, endnu en seks tracks EP under et halvt år senere. Det høje niveau holdes stabilt, og samlet kan de to udgivelser ses som et stærkt kort for det efterhånden garvede band. En påmindelse om Vetos fortsatte eksistensberettigelse på den danske musikscene.

2012 bliver samtidigt året, hvor en decideret soloplade fra Troels’ hånd udebliver. Dette bliver en kærkommen mulighed for oprydning på øverste hylde med opsamlingen “Husvild #1 – 2009-2011“. Husvild kreeres som et rum for de minimalistiske, overvejende vokalløse udskejelser, og kan derved ses som en tilbagevending mod især “Mockin’ Bird” udgivelsen. Herunder udkommer da også året efter endnu en samling tracks med titlen “Husvild #2 – Fables“. En udgivelse med tracks skåret en anelse kortere end på den første compilation, og som blandt andet indeholder en genfortolkning af en gammel demo “Drak”, i form af “Drak2“.

Vi er med oprettelsen af Husvild, altså nået vores destination for Troels Abrahamsen anno 2013, et år der på ny byder på en lille potion af det velkendte, samt et opbrud med selvsamme.

 

Endnu et sideprojekt og endnu en soloplade (2013 – ?)

Udtrykket fra Husvild, har på ny sneget sig ind i Abrahamsens virke i år, med oprettelsen af aliset “1B1D“. Projektet er dedikeret til arbejdet og ikke mindst udforskningen af minimalismen i den elektroniske musik, et frirum som fra tid til anden udfolder sig på den til formålet oprettede soundcloud. Om dette skal ses som en gradvis udfasning af Husvild eller blot som et tilløbsstykke hertil er endnu uvist. Som meget andet i Troels Abrahamsens efterhånden lange karriere, skal disse frirum nærmere anskues som et indblik i processen snarere end et absolut resultat, hvorved vi ankommer til denne kronologis naturlige afslutning.

Troels Abrahamsens virke er en dynamisk størrelse, og bevidner om en kunstner i konstant udvikling. Det er et udtryk hvor rammerne konstant revurderes, mens lytteren aldrig helt forberedes på næste udskejelse. Hvor det fejlfrie aldrig bliver et mål i sig selv, da det interessante sker i det uforudsigelige udskred og opgøret med status quo.

Med udgivelsen af “Bipolar” bringes endnu et værk ind i Abrahamsens diskografi, en diskografi der bevidner om en i sandhed unik kunstner på den danske scene.

 

Sammen med denne artikel bringer vi desuden et interview med Troels Abrahamsen, som tager pulsen på hans nuværende projekt samt et blik ind i fremtiden for den produktive producer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *