Ugens playliste #12 – Årsliste fra Henrik Viking

Jeg ligger ud i kavalkaden af årslister med en ordenlig mundfuld tracks, 100 styks for at være mere præcis. Begrænsningens kunst har aldrig været min stærke side, men at samle op på et helt år med musik, er ikke nogen let sag. For dog at gøre det mere overskueligt for dig kære læser, har jeg inddelt listen i 5 mere eller mindre klart definerede segmenter, således at der gerne skulle skabes et noget bedre overblik. Disse rammer skal selvfølgeligt tages med et gran salt, og det vil uden tvivl kunne diskuteres, om ikke flere sange kunne tilhøre en eller flere af understående kategorier. Men skæres skal der jo, og her kommer så mit tværsnit af året 2012, hvor et uddrag af listen vil blive fremhævet.

 

De poppede toner, og de fængende riffs [Track 01 – Track 21]

Vi starter blidt ud, i det mere poppede spektrum. Her dominerer de fængende hooks og tracks, som gror sig fast på hjernen og slår rødder. Et sådan track, skal kunne høres adskillige gange, uden hurtigt at blive uinteressant, men samtidigt udvise en vis bredde. Dig & Mig’s Alt Det Vi Ikke Må var derfor et oplagt valg at starte ud med, Rocazino i nye power punk klæder, kan det blive mere dansk og sommervamt?

Gossip’s Get a Job står frem som ikke kun en glimrende popsang, men også en ansvarlig opsang i en krisetid, en tid Spleen Uniteds Simplicity søger flugt fra, med en hymne om fortiden. Turboweekend’s You’re the Cure, sniger sig også ind fra højre, en smagsprøve fra tredje plade som i den grad søgte tilbage i deres spidskompetencer, og viste sig som en af mine store overraskelser dette år.

Efter et smut til Berlin festival, sneg Sizarr’s Bording Time sig med hjem i min taske, et hamrende kompetent band, der fremstår knivskarpe både på indspilninger og live.  EL-P markerer dernæst eneste hip-hop indslag på listen med The Full Retard, som det til trods havde gravet sig dybt ind i min musikalske bevidsthed for en stund, og slutteligt måtte årets nok mest hypede udgivelse med. Frank Ocean’s Pyramids imponerer på alle fronter. Et hit på trods af en længde på næsten 10 minutter, og ikke et eneste minuts kedsomhed. Der bliver derimod præsenteret fascinerende historiefortælling, leveret af en silkeblød og stilren vokal.

 

Et skud rock, et skud indie og alt herimellem [Track 22 – Track 41]

Vi graver nu et spadestik dybere, og genre definitionerne bliver derfor en smule mere mudrede. Startende med den pragtfulde Dirty paws fra Of Monsters And Men, bandet som alle kæmpede om, og som mange steder blev beskrevet som Arcade Fires arvtagere. Deres debutplade vidnede om et overskud af musikalitet, og blev derfor et behageligt selskab i 2012. Herefter melder Metric sig på banen med Synthetica, titelsangen fra bandets femte plade, og samtidigt opfølgeren på det kommercielle gennembrud med “Fantasies”. Bandet udvider udtrykket og fremstiller heraf deres bedste udgivelse til dato, de er derfor selvskrevet til en placering på listen.

Den færøske kunstner Sakaris spiller på alle tangenter med hovednummeret In a Box fra debut pladen, en på ydersiden simpel lille sang, der med analoge håndklap og en kitchet synth var fast inventar på mit soundtrack i sommers. Helt anderledes mørkt bliver det, når aalborgensiske Get Your Gun for en stund maler verden sort på Staying for a While. Med airplay tidligere på året i p6 beat, kunne fremtiden godt blive ganske lys for duo’en i det kommende år.

Tame Impala følger op på debuten med lead singlen Apocalypse Dreams fra Lonerism. En plade alles øjne var vendt mod, der på trods af store forventninger, faktisk leverede og lykkedes med sin mission, om at skabe et mere dystert og klaustrofobisk univers. 2012 blev også året hvor både Django Django og Alt-J brød gennem lydmuren. Default leverer hypnotisk percussionisme, mens Tesselate er en andledes afdæmpet sag. Begge bands har begået nogle af dette års mest interessante debuter, der giver tro på at originalitet stadigvæk kan eksistere.

 

Sange med følelserne uden på tøjet [Track 42 – Track 60]

Emotionerne får nu et udstillingsvindue. Her bliver det introvert, shogazende og navlepillende på den helt rigtige facon. Startende på dansk grund med Nielson Can’s Troublemaker i nye klæder med et remix fra Brynjar. Sangen der oprindeligt er noget mere nihilistisk og støjende, får ny stemningsmæssig grobund i et dubbet univers. Hvem havde troet Niels på Dåse skulle nå hertil? Vi bliver i fortolkningens territorium, med Broken Twins’ rework af Veto’s Spears. Melankolien får et større rum, og tempoet sættes til et helt passende tempo. Veto kommer i januar med ny EP, og her kunne man håbe på lignende fortolkninger.

2012 blev også året for en ny EP fra The Antlers, og herfra finder vi tracket Zelda. Gang på gang er bandet leveringsdygtige i fornyelse, og denne udgivelse er ingen undtagelse. Silbermans klinger smukt som altid, og det sfæriske baggrundstæppe skaber stemningsbilleder om sunkne universer. I slipstrømmen af førnævnte Antlers finder vi Port St. Willow med Orphan fra debuten “Holiday”. Et langt smukt track, som i virkeligheden er taget ud af kontekst, da pladen er ment som et samlet værk. En af dette års oversete perler, der fortjener en plads i enhver blåøjet pladesamling.

Bandet The Golden Ratio er også at finde på dette års liste med Keep Floating on the Surface. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har en forkærlighed for alt, hvad Jonas Villumsen rører ved, og The Golden Ratio projektet er ingen undtagelse. Nu Entakt er gået i opløsning, er det dejligt at opleve et stadigt kreativt output fra den tidligere frontmand. Brian Bats projektet Sleep Party People får naturligt plads herefter med Chin, fra debutopfølgeren “We Where Drifting on a Sad Song”, der på ingen måde erklærer stagnation, men derimod for alvor folder udtrykket ud. En cementering af den stigende professionalisme på den danske scene.

 

Elektronikken der går i hovedet [Track 61 – Track 80]

En stor del af min musikalske baggage de seneste par år, har stammet fra overvejenede elektronisk musik, og det er derfor kun naturligt med en sådan deling som denne. De første 20 tracks er den mere eftertænksomme del, hvorimod de næste 20, i højere grad har et mere ekstrovert udtryk.

Burial har siden første plade haft en særlig plads i mit musikalske hjerte, og dette ændrer Loner ikke på, som stammer fra hans nyeste EP af samme navn. Det er bemærkelsesværdigt hvordan Burial kan fastholde interessen på hans lange numre. Miraklet ligger for alvor i detaljen, hvor hver lille krog knitrer af vellyd, forhåbentligt noget der fortsætter på hans kommende EP, der står til udgivelse umiddelbart efter denne listes færdiggørelse. Ultraísta er ikke en kunstner jeg har beskæftiget mig meget med, men Four Tet’s remix af nummeret Small Talk, står frem for mig som noget særligt magisk. Sammenspillet mellem den lyse vokal, går sammen med en underligning af selvsamme, dog downpitchet og fragmenteret, hvilket fremkalder et stemningsskabende mix, som kan tåle utallige gennemlytninger.

Dette blev også året hvor Taragana Pyjarama langt om længe fik en LP på gaden. Projektet, der tidligere gik ved navnet Eim Ick, har været interessant lige fra start, noget Lo Ng fortsætter traditionen med. Det repetitive mønster har hypnotisk karakter, og sender tankerne flyvende mod psykadeliske regnbuelandskaber, på en af de mest undervurderede danske plader i år. Anderledes pris vandt Thomas Barfod’s “Salton Sea” dog i år, og det er herfra den fremragende November Skies skal findes. Nina Kinert’s vokal smyger sig smukt om Barfod’s produktion, og står klart frem som pladens højdepunkt.

Danske producer-talenter har det ikke skortet på dette år, og en af de nye funklende stjerner, må siges at være Jonas K.P.. Med hans relativt unge alder på kun 15 år, beviser Jonas, at man nødvendigvis ikke behøver mange års erfaring og ballast, for at lave medrivende og iørefaldende elektronisk musik. Droppet cirka et minut inde i Day, står frem for mig, som det bedste på dansk jord i år. Stemninger er bestemt også noget Nosaj Thing gør sig i, hvilket han cementerer på Eclipse/Blue. Nummeret står smukt i sig selv, med dets håndspillede guitarstykker og elektroniske knitren, men går for alvor op i en højere enhed, med den tilhørende video, der gennem eksperimenterende mappede visuals, på fin vis illustrerer mødet mellem menneske og maskine. Det kommende album fra hans hånd “Home”, er en af 2013’s mest ventede udgivelser hos mig.

 

Elektronikken der går i kroppen [Track 81 – Track 100]

Sidste segment fokuserer som sagt på den elektroniske musik i sin ekstroverte form, kort sagt musik der går i kroppen. Et nummer der i særklasse har præsteret dette i år for mig, er Hot Chip’s Flutes. Lige siden tracket for første gang dukkede op på soundcloud, inden udgivelsen af deres forrygende femte plade “In Out Heads”, har det henrykket mig. Alle elementerne går op i en højere enhed, og er et studie udi opbygning og progression.

Anderledes dystert bliver det hos Purity Ring, dette års store witch house indslag. Belispeak byder blandt andet på tekststykker som “Drill little holes into my eyelids, so I might see you when I sleep”, men det til trods bliver det aldrig karikeret eller forceret, hertil er det for veleksekveret. “Shrines” er en af de plader, der har fået flest afspilninger hos mig dette år, og er derfor en varm anbefaling.

Man kan ikke nævne dansabelt elektronisk musik, uden også at sende en kærlig tanke til danske Kasper Bjørke, der i dette år kom med sit tredje udspil, og det er herfra er den nu-disco inspirerede sag Loose Yourself to Jenny stammer. Jacob Bellens udlåner sin vokal på fineste vis, dette inkluderer ligefrem et genkendeligt fløjtestykke, og man skal være aldeles kynisk, for ikke at lade sig medrive bare en smule. En mere eksperimenterende tilgang bliver det til på Dan Deacon’s True Thrush, men dette er heldigvis ikke på bekostning af god sangstruktur. En alternativ pophymne, der giver associationer til Animal Collective. Det er fascinerende hvor meget lyd tracket indeholder, uden at totalt kollapse under vægten.

Mere hårdtpumpet bliver det på Ick R U med Boys Noize. Efter en lidt skuffende anden plade, er han dette år vendt tilbage i topform med “Out of The Black”. Beskrevet af manden selv, som det mest melodiske track på pladen, hans “Song for the girls”. Kvinde eller ej, så er tracket klart pladens bedste, en funky lille sag, Daft Punk sagtens kunne skæve varmt til.

Listen når nu sin afslutning, og det sidste nummer får Squarepucher æren af at stå for, med hans forvredne Dark Steering. På ydersiden et støjende og fræsende track, hvor der på indersiden banker et menneskeligt islæt. Det er opbrudt præcist nok til lige at hænge sammen, og når omkvædet rammer ca. 2 minutter inde slår sangstrukturen fast. Som langsomt at accelerere på en motorcykel, for til sidst at drøne afsted med 200 km/t, med adrenalinen pumpende. Hans bedste track til dato.

 

Og med dette, afrundingen af min topliste for i år. Et år med en masse nyt, og lidt gammel der stadigvæk glimter. Er du, kære læser, enig eller uenig i nogle af mine valg, så giv endeligt lyd fra dig i kommentarerne eller på vores facebook. Her er ihvertfald fra mig til dig, en julegave med over 7 timers musikalsk underholdning. God fornøjelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *