Ugens Playliste #16

Når et album skal afsluttes, skal det enten gøres med ynde eller med et brag. I denne ugens playliste skal der være plads til begge.

Jeg har altid været en sucker for såkaldte end-tracks. Det er her, jeg ofte har følt, at kunstnere har haft mest at byde på. Det er her, hvor de tør sætte alt over styr, for hvem gider lytte overhovedet til slutningen på et album? Jeg vil her præsentere de største guldklumper indenfor af end-tracks efter min mening.

 

Spleen United – Jungle Heart

Dette track hørte jeg en sen nattetime, da søndagen på P3 hed Public Søndag. Det var sang nummer to, Spleen United præsenterede fra deres Neanderthal plade. Det blev aldrig en single, men det var en sang, som de mente havde noget i sig og samlede alt det, som Neanderthal var. Det må jeg give dem. Er især vild med de samples og den udvikling nummeret har.

 

Figurines – Release Me On The Floor

En evig dansabel ballade fra Figurines. Da jeg flyttede til Aalborg var Rock Nielsen stadig det hotte. Når vi kom ud på de  sene nattetimer, så skulle tempoet lige skrues ned for, så at blive skruet op igen. Her var Release Me On The Floor det perfekte valg. Den langsomme start, den langsom instrumentelle opbygning efter to vers, for så at slutte af med et sidste omkvæd med et brag af en guitarsolo. Hjelms bedste nummer til dato efter min mening.

 

Bon Iver – Beth/Rest

Virkelig en af de sange, man elsker at hade. I starten da jeg hørte den, så hadede jeg den virkelig. Det var den malplaceret sang nogensinde, hvilket den stadig er. Men på et tidspunkt ændrede det sig. Jeg begyndte at se frem til de Disney-lydende instrumenter og 80’er stemningen, det oser af. Her i sommers løb det mig koldt ned af ryggen, da den blev spillet på Roskilde Festival.

 

Larsen & Furious Jane – Tourist With A Typewriter

Det kan godt være, at de selv hader det nummer den dag i dag. Det kan godt være, at det er fra deres pop-rock dage. Men det holder stadig. Det er corny uden kant, men omkvædet slår altid benene væk under mig af en eller anden mærkelig grund.

 

Turboweekend – Stand

Det efterår hvor Turboweekends debut kom ud var den samme tid, hvor jeg fik øjnene op for remixes. Det var SuperTroels’ remix af dette nummer, som gjorde det. Men originalen har ligeså stor værdi. Nedbrydningen og simpeltheden af Stand er enestående, og det samme gælder historien og teksten.

 

 

Oh No Ono – Beelitz

Endelig fik jeg smuglet mit yndlingstrack ind på en playliste. Denne smukke mini-musical er faktisk baseret på en lidt trist historie. Malthe var kæreste med en pige, som var blevet gravid, og der arbejdes i sangen omkring den dømmende gud, og hvad alt det indbefatter. Jeg har flere gange prøvet at dykke ned i sangens tekstunivers og bliver gang på gang overrasket over hvor godt, det er skruet sammen. Desværre nåede jeg aldrig at opleve nummeret live.
Musisk er jeg dybt imponeret over udførslen, de mange lag, koret, rytmerne og sangens udvikling. Det er en hård sag at komme igennem, men jeg får stadig gåsehud efter de hundredvis af gange jeg har hørt det.

Ja, og jeg har været så besat af det, at jeg faktisk har spillet sidste del af sangen baglæns og lagt det op på YouTube for at afkode, hvad der egentlig bliver sagt:

 

Oh No Ono – Eggs – Beelitz – Ending reversed

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *