Ugens Playliste #21

Endnu engang har jeg, Henrik Viking, fået æren af at stå for en playliste, og denne gang forkastes alle høje tanker om den gode smag, når jeg byder velkommen til mine personlige guilty pleasures. Her er ingen fine fornemmelser eller halve løsninger, ingen ironiske lytninger og overspring på midtvejen. Sangene nedenfor nyder jeg uironisk og med største velbehag, og jeg står ved det!

 

3OH!3 – DONTTRUSTME

Et band der så absolut vender bøtten i vejret på den gode smag, men i processen skaber noget ualmindeligt underholdende. Sangen blev, på tidspunktet den udkom, skamspillet og er catchy som bare fanden. Og med en tekst som “You tell your boyfriend, if he says he’s got beef, that I’m a vegetarian and I ain’t fucking scared of him”, er der slet ingen tvivl om på hvilken side af vejen vi befinder os. 3OH!3 ved hvad de vil, og hvad deres publikum vil have, det må man tage hatten af for.

 

Katy Perry – Ur So Gay

Meget kan skrives om Katy Perry, der langt fra hele vejen rammer rigtigt i min bog, men med Ur So Gay giver sangerindens univers mening for mig. Et Lily Allen’sk diss track, hvor en humor spiller en central rolle. Vi kender alle typen der bliver beskrevet i sangen, der bliver fremstillet med et glimt i øjet. Nogle vil måske endda skamfuldt kunne nikke genkendende til enkelte ting hos dem selv i sangteksten. Hvis blot resten af hendes musik besad samme charme.

 

Fall Out Boy – Headfirst Slide Into Cooperstown On A Bad Bet

Sammen med My Chemical Romance og et par andre navne på denne liste, agerer Fall Out Boy bannerførere for en bestemt tradition i populærmusikken, som min tidlige ungdom var fuld af. Tongue-n-cheek sangtekster kombineret med Patrick Stumps karakteristiske råbevokal, gør at bandet fortjener i plads på lige denne liste. Når der skal skråles højt i badet, er sange som denne alfa omega.

 

Usher – Climax

Et urimeligt skarpt skåret R’n’B track fra Ushers hånd. Med Climax får den fløjlsbløde stemme endeligt luft under vingerne, med et track der både er medrivende og indeholder masser af hitpotentiale. Usher siger mig normalt ikke meget, men dette track rammer så absolut plet, og selv efter mange gennemlytninger bliver det aldrig rigtigt kedeligt.

 

 

Medina – Synd for Dig

Efter min overbevisning kan Medinas output svinge i kvalitet, men Synd for Dig er hendes stærkeste skæring i min optik. Hun prøver her ikke være mere end rammerne for hendes musik kan bære. Den umiddelbare energi som hun mestrer, koblet med en effektiv instrumentering, giver et pop track, der sidder fast akkurat som det skal. Og så agerer den tilhørende video flot kransekagefigur. Meget kan man sige om Medina, men hun er hele vejen igennem ærlig overfor sin egen karakter.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *