Ugens Playliste #23 – Punk som vor mor lavede den

Eh, måske er punk dødt. Da jeg skulle sammensætte den her playliste, blev det ihvertfald hurtigt tydeligt at der ikke længere var noget med den helt klassiske punklyd som jeg egentlig gad høre. Enten så er det fedt af nostalgiske grunde eller også er det simpelthen nærmest plagieret fra klassikere. Derfor har jeg medtaget en del afstikkere som, for mig, har et eller andet punkpræg over sig – en bestemt vildskab og energi som sjældent ses udenfor denne genre. Jeg vil benytte pladsen herunder til lige hurtigt at redegøre for et par af de mere besynderlige valg:

 

Kvelertak – Blodtørst

Hvis man har hørt vores podcasts, så vil man vide at jeg elsker Kvelertak selvtitlede plade. Den er fra 2011, men jeg er først blevet forelsket i den for nyligt. Det lyder ikke, rent ideologisk, som den mest perfekte blanding, men Kvelertaks sammensurium af black metal, punk-råbekor og nærmest heltemetal’ske leadguitarer er så charmerende at man ikke kan andet end blive i godt humør af det. Hvis man er villig til at prøve noget lidt andet og kan komme igennem de mest blastbeat-fyldte segmenter, så tror jeg at flere vil kunne lide dette album end de selv tror. Der er masser af hooks at finde og en lækker produktion der opfordrer til at blive spillet højt.

 

Nine Inch Nails – March Of The Pigs

Okay, igen så er det ikke ligefrem et ortodokst valg til en punkliste, men prøv at høre det her nummer! Det er så gennemsyret punkenergi og aggression der vælter ud igennem højtalerne. Hvis lyden og de halsbrækkende trommer ikke var med til at cementere fanden-i-voldskheden i det her nummer, så er videoen, hvor Trent Reznor vælter rundt i et studie og smider med mikrofonstativer og instrumenter det helt sikkert.

 

At The Drive-in – Shaking Hand Incision

At The Drive-ins In/Casino/Out plade er så lækkert ligeglad med alt andet end energi og drive. Alle numrene er tydeligvist indspillet i ét take med minimal overdubbing og inklusive alt hvad dét indebærer af fejl, skrammel og “Ups, jeg kom ikke lige tilbage til mikrofonen i tide til at lave min anden-stemme”. Cedric synger ikke ligefrem fejlfrit heller, men dét ødelægger ikke essensen af numrene, snarere tværtimod. Denne plade er så tæt på en live-oplevelse som man kan få uden at det er en decideret live-plade med publikum på og det hele.

 

Men gear op til weekenden, kridt danseskoene og husk at man aldrig er for gammel til at få den der hanekam, du ved.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *