Ugens Playliste #24 – Rotations guide til Roskilde Festival 2013 #1

Roskilde festival nærmer sig med hastige skridt og programmmet bliver des mere fyldt og uoverskueligt. Derfor vil vi her på Rotation skabe en guide for dig, kære læser og lytter, så du kan finde de mere specielle og spændende acts blandt navnene på dette års plakat. I denne første udgave, vil rotations skribenter hver især vælge fem navne, som vi allerede nu kan garantere, bliver et godt bekendtskab i sommersolens skarpe stråler. Eftersom programmet endnu ikke er færdigt, vil der naturligt løbende komme flere guides, også til andre af sommerens festivaller. Så hold skarpt øje med siden den nærmeste tid.

 

De gamle kendinge

Simian Mobile Disco

En duo jeg har fulgt nøje siden de udgav debuten tilbage i 2007. Meget vand er løbet under broen siden da og udtrykket har bevæget sig i mere tech-housede retninger, en udvikling der kulminerede med “Unpatterns” fra 2012, og sidenhen en EP’en “A Form Of Change“, som jeg havde æren af at anmelde sidste år her på siden. Rettesnoren gennem alt deres materiale, har altid været en gennemarbejdet tilgang til hvert enkelt track, hvilket har gjort musikken en fornøjelse at lytte til. Jeg spår en af Roskilde Festivals absolut største dansefester når duoøen indtager de sene nattetimer på Roskilde Festival. Skulle du stadigvæk mangle overbevisning om SMD’s egenskaber, kan deres spritnye live LP simpelt døbt “Live” anbefales. Leverer de et show der tilnærmer sig dette, vil de færreste være i stand til at få armene ned efter koncerten.

 

Animal Collective

Det allestedsnærværende indie band, hvor uforudsigeligheden er i højsædet. Man kan aldrig helt se sig sikker på Animal Collective, hvilket er den primære grund til min fascination af bandet. Som en kamelion skifter de konstant ham efter forgodbefindende, med excentrismen som eneste holdepunkt. For mit vedkommende gik min kærlighed til bandet for alvor op i en højere enhed med udgivelsen af “Merriweather Post Pavilion“, der præsenterede på ydersiden komplekse kompositioner, med popsange boblende dybt under utilgængeligheden. Lag på lag produktionen går her op i en højere enhed, og har man endnu ikke begivet sig ud i dette mesterlige værk fra 2009, kan jeg kun anbefale at tage rejsen hurtigst muligt. Sidste år kom så den længe ventede opfølger “Centipede Hz“, der trak sig i en endnu mere utilgængelig retning, men dog stadigvæk bibeholdt den animalske charme, til trods for at en del flere gennemlytninger var påkrævet for at gennemskue universet. At opleve bandet live skulle eftersigende være en fryd, noget jeg glæder mig til personligt at opleve når bandet til sommer indtager dyreskuepladsen. Nedenfor kan et eksempel på det farverige liveshow opleves, når bandet fremfører “Applesauce” fra deres nyeste album, kedeligt bliver det nok næppe.

Animal Collective - Applesauce

 

De mindre navne

Disclosure

Med kun en to små EP’er ude, samt en lille potion singler er Disclosure rimeligt nye i folden, men lad dig ikke snyde heraf. Duo’ens produktioner er altid af høj karat, hvilket i deres singleudgivelser altid medfører lækre vokale featuring’s såsom AlunaGeorge og Sam Smith. Men tag ikke kun mine ord for Disclosure’s kvaliteter. Det er i 2012 blevet til opvarmningstjanser for SBTRKT og Hot Chip, bestemt ikke små navne inden for deres respektive musikscener. Dertil kommer en stak remixes for prominente navne som Crystal Fighters og Jessie Ware. Hvordan duo’en gør sig live skal blive interessant at se. Forhåbenligt tager nogle af de vokale talenter turen til Roskilde Festival også, for derved at bringe liv til seancen. Herfra bliver der krydset fingre for et levende og energisk sceneshow, forhåbenligt krydret med lækre visuals når Disclosure spiller op til dans.

 

Rustie

Jeg kastede min kærlighed på Rustie, da han tilbage i 2010 blev signet på Warp og smed sin debut EP “Sunburst” på gaden. En synkoperet sag, der for mig på det tidspunkt lød som intet andet. Med blippende 8-bit synths, blandet godt op med hip-hop inspirerede crashes og snares, var akadespils æstetikken komplet, på en EP med intet andet i hovedet end at underholde. Sidenhen har projektet fart med udgivelsen af debut LP’en “Glass Swords“, som præsenterede et mere poleret udtryk. Fragmentarismen trak sig i baggrunden langt hen af vejen, og istedet blev der skudt med skarpt skårende hits småduftende af et 80’ernes Miami. To af albummets tracks har derefter i 2012 fået nyt liv med tilføjet vokal og deraf øget single potentiale. Heriblandt den blændende “After Light” med vokal af AlunaGeorge, som den opmærksomme læser vil bemærke også gæstede føromtalte Disclosure. Tracket har tidligere været featuret i forbindelse med min årsliste fra 2012, men tåler bestemt endnu en tur i møllen. Rusties koncert denne sommer er for mig et absolut must-see, og mine forventninger er derfor tornhøje.

 

Highasakite

Sidste band i rækken af mine anbefalinger er svenske Highasakite. Med en stjerneklar nordisk lyd mikset godt op med folk-rockens traditioner, rammer bandet plet ind i de drømmende sfæriske lag. Lad dig dog ikke snyde af bandets pæne ydre, der umiddelbart kunne syntes at dufte en smule af skemalagt indie. Musikken har en kerne af fandenivoldskhed, og det mærkes at highasakite oprigtigt vil lytteren noget. Debutalbummet “All That Floats Will Rain” kom tilbage i 2011, men ovenpå den massive internationale hype bandet har fået, er en international debut i støbeskeen til udgivelse senere på året. Med blandt andet omtale på Pitchfork og RCRD LBL, skal det nok gå nok snart gå stærkt for bandet. Om talentet for at skrive og indspille smukke sange også forplanter sig i liveoplevelsen, skal blive interessant at overvære. Jeg ville dog blive slemt overrasket, hvis ikke koncerten med Highasakite bliver en bjergtagende en af slagsen.

 

De gamle kendinge

Efterklang

Udtrykket har ændret sig radikalt siden debuten “Springer” i 2003. De elektroniske beats og snørklede taktarter blev byttet ud med den kæmpe orkesterlyd på “Parades”, og i dag er det hele skruet ned med optagende lyde fra en menneskeforladt ø. Ja, det er et band i udvikling. Men det er en spændende udvikling, hvor der ikke gåes på kompromis. Jeg har aldrig oplevet Efterklang på trods af min samling af plader af bandet. Jeg håber, at dette år bliver året, hvor det bliver gjort til skamme.

 

Sigur Rós

For ganske kort tid siden, faktisk under optagelserne til vores podcast nummer to, fik jeg at vide, at Sigur Rós’ sange bliver sunget på deres eget opfundne sprog. Jeg havde ikke tænkt over det tidligere, og det på sin vis ligegyldigt for mit vedkommende. Jeg nyder egentlig bare de smukke lydlandskaber, bandet drager mig igennem med deres ambiente shoegazing symfoni. Deres nyeste udspil “Með suð í eyrum við spilum endalaust” og “Valtari” har Sigur Rós gået mod en mindre luftig lyd og skabt mere taktfaste sange, men ikke gået på kompromis med overfloden af storladenhed.

 

De mindre navne

King Krule

Den rødhårede unge brite fra 1994 ligner umiddelbart ikke en crooner, men når han åbner munden forstummer man. Med hans runde bariton maler han hjerteskærende og lettere deprimerende billeder af ulykkelig kærlighed og håbløshed. Sange man kun forbinder med midaldrende kriseramte kunstnere. Stilen er blandet af blues, jazz og en snert af popmelodier, som gør, at det hele ikke ser så håbløst ud til sidst.

 

Holy Other

Trods sine kliché sangtitler, så er Holy Other fra Manchester (UK) noget som langt fra minder om en kliché. Mørke elektroniske lydtæpper dykker indover hinanden, mens stilheden kigger ind i mellem for variationer. En repiterende dark pitchet stemme og får lytteren til at tænke på James Blake i første omgang. Med to anmelderroste EP’er i bagagen er Holy Other klar til at lade den indadvendte melankolske elektronika glide ind hos Roskilde Festival publikummet.

 

Lemaître

I den mere festlige, farverige og dur prægede del af den elektroniske skala finder vi en mands herren Lemaître fra Norge. Hvad lyder det som, spørger du måske. Jo. Vi putter Jamiroquai, lidt disco guitar, slap bas og noget blødt Justice og Daft Punk op i en skål. Tilsætter en overflod af mash-up og glitch effekter. Derefter smider du det i ovnen, venter i to timer og så har du oplevet en fest med Lemaître, som du sent vil glemme. En fest som alle kan danse til.

 

 

De gamle kendinge

Queens Of The Stone-Age

Indrømmet; QOTSAs nyeste eskapader har ikke været et så stort hit hjemme ved mig som både Rated R og Songs For The Deaf var det, men jeg vil stadigvæk virkeligt gerne se Queens på en stor scene.  Om ikke andet så netop blot for at høre Feel Good Hit Of The Summer eller Go With The Flow, som jeg er sikker på vil være perfekt til en forhåbentligt varm festivaldag. QOTSA virker som et band der ikke har meget potentiale for at fejle live og det er derfor en helt sikker visit værd i min bog.

 

Dillinger Escape Plan

Jeg har været vild med Dillinger Escape Plan siden deres EP med Mike Patton, “Irony Is A Dead Scene”. Jeg er fuldt klar over at dét album er netop hvor mange hardcore fans sætter skellet og netop synes at Patton bragte tempoet for meget ned for de ellers hæsblæsende mathcore (pfff) drenge. Selvom man nok ikke kan forvente et besøg fra Mike Patton, så tror jeg klart at DEP er et besøg værd hvis man er til ekstremt højt tempo, teknisk velspillet både tung og legende musik. Kan man andet end holde af et band som har nok selvironi til at distancere sig selv fra den selvhøjtidelige metalscene og måske spontant bryder ud i et impromptu cover af “Hot For Teacher”?

 

De mindre navne

Kvelertak

Hvis man har hørt vores podcast for nyligt, så er man måske klar over at jeg er ret nede med Kvelertaks seneste udspil. Det er en plade som jeg slet ikke er i tvivl om egentlig gør sig bedre live. Der er ingen mangel på fuldemandsråbekor, sange om alkohol og Odin, selvfølgelig tilsat en knivspids Iron Maiden-harmoniserede leadguitarer og en god dosis black metal. Der er med garanti fest på scenen og jeg tør vædde på at Kvelertaks punkede black også går rent ind hos publikum på Roskilde som en mellemting mellem det helt onde og det helt poppede.

 

Lumineers

Det skal siges at jeg måske helst vil se Mumford And Sons på Roskilde, men Lumineers ligger så tæt op ad at det næsten er kriminelt. Det gør dog ikke så meget, når man bare vil høre en samling gedigne popsange med stop/start opbygning tilsat banjo. Det er velspillet og fængende og det er i realiteten måske alt der er brug for på en festival. Jeg har lyttet en del til deres single “Stubborn Love” og det holder helt klart for sig selv, selvom sammenligningerne ligger lige for.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *