Ugens Playliste #27 – Spot Festival

Dette års Spot Festival byder på et pragtfuldt program, noget vi her på rotation selvfølgeligt gerne vil sætte fokus på, hvilket vi derfor har valgt at bruge denne fredags liste til. Mange af navnene har vi tidligere haft i søgelyset her på siden, så at skulle udvælge kun tre navne har ikke været nogen nem opgave. Hver skribent har derfor, udover de tre anbefalede navne, valgt tre ydereligere navne, som han finder er værd at tjekke ud. Hele redaktionen planligger en tur omkring Aarhus for at rapportere fra festlighederne til maj, så hold øje med siden deromkring, hvis du måske selv planligger at besøge festivallen, eller bare har en næse for de mindre spændende navne, som dette års program er pakket til randen med.

 

Tomas Barfod (DK)

Allestedsnærværende Tomas Barfod er efterhånden et kapitel for sig selv i dansk musikhistorie. Hans CV indeholder imponerende ting som funkede rytmer i duen “Filur” sammen med Kasper Bjørke, excentrisk trommespil i WhoMadeWho, elektroakustiske eksperimenter i trioen JATOMA, og nu altså senest udgivelser i eget navn som både DJ og producer. Alt hvad Tomas Barfod har fingrene i, ender som regel altid ud med at være interessant på den ene eller anden vis, og solo projektet er ingen undtagelse. Debutpladen “Salton Sea” blev rost til skyerne af pressen og ikke uden grund. Især samarbejdet med svenske Nina Kinert står ud som i særklasse formfuldendt, og Barfod har heldigvis lovet at Kinert vil være at finde på scenen til spot festival, hvor projektet skal fremføres live for første gang. En koncert hvor meget er på spil, og som absolut ikke må misses.

Boho Dancer (DK)

Du har uden tvivl hørt deres første single “Fictional Reasons”, som har høstet massivt airplay på blandt andet P3. Bandet har en enkelt EP ude på nuværende tidspunkt, men debuten er lige om hjørnet, så tæt på, at den faktisk udkommer på mandag. Boho Dancer gør en dyd ud af, at producere velklingende popmusik, uden at smide det velspillede i svinget, og er derfor et band som er ualmindeligt interessant at følge. Hvis liveoplevelsen matcher potentialet, kunne denne koncert sagtens blive en af spot festivals store overraskelser.

Kirstine Stubbe Teglbjærg (DK)

Endnu en kunstner der har begivet sig solovejen. Stemmen er velkendt fra Blue Foundation, men sproget er skiftet til modersmålet, og armbevægelserne er blevet en anelse større i mellemtiden. Kirstine Stubbe Teglbjærg har foreløbigt kun udsendt to singler i eget navn, men disse lover ganske godt for den kommende LP, som har sin planlagte udgivelse denne måned. Den luftige og indfølte vokal er intakt, så nu mangler der blot en stak sange til at akkompagnere og skabe et uden tvivl smukt univers, der får lov at stå sin prøve i Aarhus først i maj. Her bliver altså en mulighed for at opleve garvede kræfter bevæge sig af helt nye græsgange, hvilket nok skal give en oplevelse, som er værdig at skrive hjem om.

 

Andre interessante navne: Broke, The Wands, Slowolf

YAST (SE)

De malmöske poprockere vender mod Aarhus til en koncert, jeg ser meget frem til. I vintermørket fik de fremelsket foråret med deres californiske vibes og vokalharmonier. Debuten fik anmelderne op af stolene og undertegnede har også spået det til et af 2013’ens bedste albums.

Dad Rocks! (DK)

Snævar Njáll Albertsson er manden bag Father Figure Records og singer/songwriter gruppen Dad Rocks!. Debuten fra 2011 beretter om at blive far, at være arbejdsløs og andre omvæltninger i tilværelsen. Han formår dog at gøre det med et smil og små humoristiske metaforer og anekdoter. Og tilmed er han rigtig dygtig til at spille guitar.

Penny Police (DK)

Den produktive sangerinde fik jeg først øjnene op for, da hendes nyeste EP landede for mindre end en måned siden. Den tog mig også med storm. Hendes produktioner er meget interessante og hendes talent ved klaveret skal man heller ikke undervurdere. Det bliver en oplevelse at se hendes talent udfolde sig på en scene.

 

Andre interessante navne: Broken Twin, Den Fjerde Væg og The White Album

Jonas Alaska(NO)
Jonas Alaska spiller vemodig guitarmusik i stil med måske noget Dylan og har med sin single “October” helt kalrt brændemærket sig selv som et act jeg må og skal se på Spot Festival. Albummet “If Only As A Ghost” er for nyligt udkommet og selvom jeg ikke har fået det hørt så meget, så tror jeg netop at en koncertoplevelse er et godt sted at stifte et første bekendtskab med samme som Jonas Alaskas, såfremt at rammerne er tilpas intime.

Nelson Can
Vi så Nelson Can på Roskilde sidst på Pavillion Junior, en koncert som den generelle presse faktisk endte med at give dem lidt hug for – meget til min store overraskelse. Jeg synes nemlig at koncerten var virkeligt fin og at de tre piger havde et enormt overskud, måske ikke lidt spilleteknisk, men med hensyn til sceneshow og publikumskontakt. Hvis man går ud fra at de, i deres mange efterfølgende både lokale og internationale jobs, har fået de sidste ujævnheder pudset ud, så må der helt klart være noget at komme efter hos Nelson Can på Spot.

The Good The Bad
Jeg kender kun til The Good The Bad fra én af mine allerbedste koncertøjeblikke herhjemme, nemlig til surfbattle på et lokalt spillested, hvor netop The Good The Bad var stillet op imod Tremolo Beer Gut i en dyst på moderne surfmusik. Det var en vanvittig seance af improvisation, højt teknisk niveau og rå attitude. The Good The Bad spiller som sagt surfmusik, men bragt ind i den moderne musiks rammer, dog med al den brug af tremologuitar og andre klassiske virkemidler man ville forvente. Jeg forudser at en showcase-længde koncert på Spot er lige nøjagtigt nok til en perfekt oplevelse med The Good The Bad.

Andre Interessante Navne: MØ, Broke, Artificial Brothers

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *