Ugens Playliste #33 – Lyden Af Spil

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi her på redaktionen ikke kun er glade for at begrave os i musikkens verden, men derimod også andre af kulturens afkroge. I sidste podcast bevægede snakken sig derfor også for en stund over på spil af forskellig art, så jeg fandt det denne uge passende at grave dybt i min spilsamling, og præsentere en playliste med alverdens videospilsmusik. Her er altså alt fra 8-bittens insisterende lydflader til de større orkestrale præstationer.

Videospillet, eller computerspillet om man vil, er af flere prominente skabere indenfor faget kaldet den ultimative kunstform, hvor lyd, billede og interaktion alle skal i samspil for at skabe en totaloplevelse, noget jeg håber nedenstående eksempler vil være med til at fremhæve. Hver overskrift danner samtidigt link til en lille bid af hvert spil, således at konteksten ikke helt forbigås. Jeg kan dog kun anbefale selv at samle controlleren op, hvis der skulle være noget der frister undervejs.

Desuden kan dokumentarfilmen “Indie Game The Movie” anbefales som glimrende ekstra pensum i denne sammenhæng, da flere af de fremhævede spil optræder, hvor man på en interessant og ikke mindst spiselig måde, får sat ansigt på den spirende indiescene.

Kort fortalt er spilmediet med årene vokset sig ud af sit barnlige stadie, og står i dag tilbage stærkere end nogensinde med underholdning for alle grupper. Længe leve den nye kunstform, og alt den fantastiske musik som den afføder.

 

Disasterpeace – Sync

Der ligges stærkt fra land med et track fra det fænomenale soundtrack til spillet Fez. Udviklet af blot to mennesker over en periode på 5 år, er det faktum at spillet overhovedet findes en bedrift i sig selv. Hjernen bag den grafiske side af spillet, Phil Fish, spiller samtidigt en central rolle i føromtalte “Indie Game The Movie”. Her ses han på randen af sammenbrud, imens der kæmpes for at få spillet klar til udgivelse.

Fez er en unik oplevelse, der ikke for alvor kan sidestilles med noget andet. Referencerne spillet trækker på strækker vidt, men det æstetiske udtryk formår dét til trods at forblive unikt. Som et kubistisk maleri vækket til live, hvor hver en krog indeholder sin egen stemning.

Musikken fra Disasterpeace passer skræmmende smukt ind, da det udspiller sig i selvsamme grænsefelt mellem det referentielle og helt unikke. Man bliver hele vejen igennem gang på gang overrasket over spændvidden han formår at skabe i de på ydersidden simple toner, der sniger sig ind i lytterens bevidsthed. Og det faktum at musikken, i samspil med den resterende kryptiske mentalitet fra resten af spillet, har diverse billeder heriblandt en QR kode indlejret i spektrogrammerne af lydfilerne, er kun med til at gøre rent bord. Har man en forkærlighed for 8-bit musik eller anden synkoperet elektronisk musik, er soundtracket et abslout must, intet mindre.

 

Darren Korb – Build That Wall (Zia´s Theme)

Fra endnu et visuelt overflødighedshorn til et andet. “Bastion” udkom tilbage i 2011 på Microsofts Xbox, men er sidenhen udkommet på enhver tænkelig platform, således at der ingen undskyldning længere er for at gå glip af denne lille perle af et spil. Den visuelle stil er som sagt også her gennemtænkt og unik, og spillet oser af stemning og personlighed. Du bliver vækket til verden af en fortællerstemme, for at bevæge dig ud i et univers, som langsomt genskabes af små maleriske vandfarvede brudstykker, og denne unikke tilgang til narrativet foresætter spillet igennem, hvor den fjerde væg effektivt fjernes gennem fortællerens tilstedeværelse.

Denne fantastiske oplevelse er akkompagneret af Darren Korbs håndspillede og etniske soundtrack. Østens mystik har været en klar inspirationskilde, dog uden at tage overhånd. Det menneskelige islæt er fra start til slut til stede, hvilket kun skaber en sammenlagt organisk oplevelse.

Sangen jeg har udvalgt stikker en anelse ud fra det samlede soundtrack, der primært er instrumentalt, men stemningen er dog alligevel intakt. Sangen Build that Wall dukker op ca. halvvejs gennem spillet, og er, som titlen antyder, et tema til en karakter der i dette segment bliver introduceret. Det er sjældent at man oplever et soundtrack med så meget personlighed som Darren Korb har begået, og skulle man ikke unde sig selv spiloplevelsen “Bastion”, bør man lytte til soundtracket alligevel, da det sagtens kan stå på egne ben udenfor spillets rammer.

 

Carter Family – Can the Circle Be Unbroken

Fra den mindre indiescene mod en lidt større spilproduktion, nemlig den relativt nye udgivelse “Bioshock Infinite”. Spillet er 3. kapitel i spilserien “Bioshock” der siden begyndelsen har lagt stor vægt på et veltilrettelagt soundtrack, noget der bestemt ikke ændrer sig i det nyeste skud på stammen.

Spilserien igennem har nøgleordet i valget af soundtrack været det tilbageskuende, hvor musik fra 1930’erne, 40’erne og 50’erne har dannet musikalsk kludetæppe i undervandsbyen Rapture. Der er nu i Infinite kigget opad mod himmelbyen Columbia, hvorved en dualistisk vision føres igennem med referencer til det tidligere mørke univers. Spillet finder denne gang en ny måde at få de musikalske referencer til at fremstå friske på, gennem små tidslommer hvor musikken bliver fremført i alternative versioner. Et ret interessant koncept, hvor kræs for kendere fordrer løbende research, så alle de små nik til datiden bliver genkendt.

Sangen “Can The Circle Be Unbroken” er på spillelisten i sin originalversion, men dukker som tidligere beskrevet op i spillet i form af en coverversion. Faktisk som en ret snedig en af slagsen, der nærmest kan kategoriseres som et easter egg, som nemt ville kunne misses. Spillets version, som kan findes gennem overskriftens link, danner dog et smukt lille afbræk fra den dystopiske stemning. Jeg, som spiller, kunne ihvertfald ikke undgå at efterlades med et lille smil på læben.

 

DVA – Finale

Igen bevæger vi os fra den helt store produktion og på ny udi indiespillets univers. Nærmere bestemt til det Tjekkiske spilfirma Amanita Design, og deres nyeste spil “Botanicula”. Spilfirmaet figurerer faktisk hele to gange på denne liste, nemlig også med Tomáš Dvořák’s The Bottom, der er en del af soundtracket til deres ældre, og måske mere velkendte spil “Machinarium”, og det ikke uden grund. Spilfirmaet forstår sig virkeligt i at vælge kunstnere, der er i stand til at frembringe lydflader som interagerer med deres smukke visuals og derpå skaber en totaloplevelse.

I “Machinarium” er det destruerede og metalliske bymiljøer der danner rammen, mens “Botanicula”, som navnet måske antyder, bevæger sig udi naturen. Dette går naturligvis igen i lydbilledet, der emmer af naturalisme og ikke mindst naivitet. Spilleren sendes tilbage til den barndommelige udforskning af naturen, hvor karakterernes grove bevægelser giver en næsten dukketeaterisk følelse. DVA sampler kor og håndspillede instrumenter med en legende tilgang, ikke ulig den man ser hos danske Efterklang, som giver en letbenet stemning, der det til trods langt fra er indholdsløs. Det er skønt at se et skævt kunstnerisk udtryk, som på mange måder står i kontrast til vores nordiske kultur, men det til trods alligevel ligger besnærende tæt på.

Førnævnte Tomáš Dvořák er desuden manden bag “Floex” projektet, der har kastet den ret fantastiske “Zorya” LP af sig, hvorfra nummeret Precious Creature stammer. Et nummer jeg inkluderede på min topliste fra sidste år, og som jeg endnu engang kun kan anbefale. Jeg ved ikke hvad de putter i vandet i Tjekkiet for tiden, men kreativitet er de ihvertfald ikke i mangel af.

 

Sun Araw – Deep Cover

Det sidste spil i rækken jeg ønsker at fremhæve er det svenskproducerede “Hotline Miami”, hvis store inspirationskilde stammer fra vores egen lille andedam, nærmere bestemt fra Nicolas Winding Refn’s film “Drive”, som de fleste danskere nok efterhånden er bekendte med.  Der er altså dømt hypervold, når spilleren kaster sig ud i en mareridtsfortælling sat i en lejemorders forvredne univers, altsammen til en billed- samt lydside saftspændt med 80’ernes neonæstetik.

Det svenske spilfirma har virkeligt sat en dyd i udvælgelsen af spillets lydside, og har derved skabt et slæbende, manisk og opiumstungt soundtrack, der bombarderer alle sanserne. Tonerne af “Sun Araw’s” Deep Cover er det første der møder spilleren når “Hotline Miami” startes op, og det 8 minutter lange vanvidstrack agerer perfekt skramlet åbner for løjerne.

Spillet har sine steder en urimelig sværhedsgrad, og det anbefales derfor ikke til folk med sarte nerver. Det er dog et spil der betaler godt for din flossede tålmodighed med en stor underholdningsværdi og stemning. For at illustrere hvor langt Dennaton Games er gået i deres mission for at skabe et sammenhængende univers, kan både denne og denne virale video varmt anbefales.

 

Vi slutter altså hvor vi startede, med 8-bittens æstetik i ryggen. Denne uges playliste kan være en mundfuld, da jeg kun har fremhævet et ganske lille udpluk af listens 30 sange. Hver og en knytter sig dog til et fantastisk soundtrack, og ikke mindst en unik spiloplevelse, og jeg kan derfor kun opfordre til yderligere opdagelse. Spillet er kommet for at blive, og med den rivende kunsteriske udvikling der foregår lige nu, er der ingen der kan forudsige hvor langt udsynet rækker. Det kan ligefrem være svært at se skoven for bare pixelerede træer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *