Ugens Playliste #36 – All of the Synth

Fredagen er igen over os, og derfor begiver vi os på ny udi en spilleliste. Mennesket møder her maskinen, når jeg sætter mit fokus på brugen af synthesizers. Det bliver ikke en historisk gennemgang eller et elektronisk tværsnit, men snarere et nedslag i mine personlige favoritter for tiden, og jeg tillader mig derfor at plukke med ublu hånd fra både klassikere og nye tilføjelser. Både eksperimentet og popsangen får derfor sin plads, og kan derved på smuk vis forenes under elektronikkens synkoperede banner. Som altid bliver nøgletracksne fremhævet nedenfor, sammen med en udvidet beskrivelse, der derpå indrammer dem i sammenhængen.

 

The Chain Gang of 1974 – Sleepwalking

Vi ligger ud med en popbasker af rang, nemlig den fænomenale “Sleepwalking”, der med dens skarpt skårne struktur ikke spilder tiden. Komplet med et kitchet kor og brede synthstabs er rejsen måske ikke overraskende, men i den grad medrivende. Som nævnt i vores nyeste podcast, har spillet GTA V taget verden med storm, og jeg kan heller ikke sige mig fri for at være begejstret. “Sleepwalking” har som flere andre prominente tracks, fået sin debut på spilsoundtracket, og er herved perfekt skrevet til et fiktivt Los Angeles, hvor solen altid står højt og barerne altid ligger tæt.

Som en sidenote, hvor sejt er det forresten lige at Tangerine Dream har været med til at lave GTA’s orkestrale soundtrack?!

 

James Yuill – First in Line

James Yuill er en kunstner jeg stødte på for nogle år tilbage, og periodisk har vendt blikket tilbage mod. Hans plade fra 2010 “Movements In a Storm” forelskede jeg mig hovedkuls i, en udgivelse hvorpå “First in Line” især skiller sig ud. Her er en tydelig forkærlighed for små lyde samlet til en større helhed, hvorfor genredefinitionen folktronica også tit kobles på hans musik, der både omfavner en singer/songwriter tradition, men samtidigt balancerer denne på en bund af elektroniske nørderier.

De mange tynde lyde kunne nemt kollapse under deres eget fundament, men bliver hos James Yuill derimod sammenklippet på en måde så hver sonisk udladning får sit eget rum. Stilen er tilbagelænet uden at give sig hen til kedsomheden, en fælde musik af denne kaliber ofte falder i. “First in Line” omfavner klicherne og gør dem til sine egne, og derfor fortjener den en plads på denne spilleliste.

 

Jon Hopkins – Breathe This Air feat. Purity Ring

Faste tilhængere af Rotation vil uden tvivl på nuværende tidspunkt have opdaget min forkærlighed for Jon Hopkins, og det ville derfor være et decideret fejlskud ikke at inkludere ham i denne sammenhæng. “Immunity” er uden tvivl en af mine yndlingsplader fra i år, og da det instrumentale track “Breathe This Air” tidligere på året fik tilføjet vokal fra Purity Ring’s Megan James, var jeg solgt. Samarbejdet syntes ligefor grundet de tonale ligheder, hvorfor vokalen uden megen forarbejde, smelter ganske naturligt sammen med Hopkins opbyggende og voksende univers. En svær kunst som heldigvis her mestres.

Det er få et fåtal der kan strække stemninger på en sådan vis, til lyden af dunrende synthesizers og uden på noget tidspunkt at smide sit publikum af i svinget. Ikke desto mindre formår Jon Hopkins denne opgave uden at ryste på hånden.

 

No Ceremony/// – Feel So Low

Bandet fik jeg øjnene op for, da de blev annonceret som et af hovednavnene til den danske festival Henrys Dream. Senere har de fået luft under vingerne, udgivet deres debut, og har ligefrem ageret opvarmning for Pixies, som en del af iTunes music festival, en koncert det varmt kan anbefales at grave sig ned i.

Lyden er ganske tidstypisk, og ligger derved i kølvandet på musik der har søgt popsangen i de mørkere elektroniske afkroge, såsom fornævnte Purity Ring. No Ceremony/// adskiller sig dog ud herfra ved at lade armbevægelserne være større, noget som sagtens kan vise sig at være opskriften på en sikker succes. “Feel So Low” er et spændende bud på en popsang anno 2013, der sammen med resten af debuten forhåbentligt sender det unge band helt til stjernerne og tilbage igen.

 

Fuck Buttons – Hidden Xs

Bandet som har opnået anerkendelse mod alle odds, og ingenlunde noget af vejen har kompromitteret deres udtryk. Fuck Buttons giver som navnet antyder en finger til det værende, og spiller deres støjende elektroniske stykker præcist som det passer dem.

Her er det messende og fræsende i centrum, en stemning som stadigvæk er intakt på duoens tredje udgivelse, “Slow Fokus”, der ramte gaden nogle måneder tilbage. Herpå findes det stormende track “Hidden Xs”, som mangt en gang har beriget mine øregange, trods den over 10 minutters lange længde. Selvom et sådant kolosalt track kan syntes af meget, specielt set i lyset af  den støjende og dronede fane som Fuck Buttons vifter højt, er det i min optik ikke et sekund for langt. Kedsomheden indfinder sig aldrig i det smadrede univers, der skal og må aflyttes ved en høj volumen. Lytteren blæses tilbage, og må mod slut efterlades med et lille dumt smil, som modsvar til den episke og svulstige lyd.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *