Ugens Playliste #4

Så er vi ved at have været rækken rundt i Rotation-crewet med de her playlister, men jeg har æren af at have den sidste. Jeg var lidt på bar bund den her uge, da jeg virkeligt gerne ville have et tema, så det ikke bare blev hvad jeg har lyttet til på det seneste. Derfor tænkte jeg at jeg ville lave en lille modsætning til Mathias’ liste sidste uge og præsentere et lille tilbageblik på noget ældre musik. Jeg har af ingen speciel grund valgt året 2008 som mit tema. Jeg vidste at der var en del musik derfra som jeg godt kunne lide, men jeg synes også at det ville være interessant at se hvad jeg ville vælge nu fremfor hvad jeg rent faktisk hørte dengang. Nå, ikke mere snak om valget af tema, lad os komme i gang med et par udvalgte numre fra listen.

 

Wolf Parade –  California Dreamer

Lige så snart jeg havde bestemt mig for at jeg ville lave et 2008 tema, så måtte der være mindst ét repræsentativt nummer fra denne plade på. Det er én af mine yndlingsalbums den dag i dag og er stadig min introduktion til både Wolf Parade, men også min første indførsel i medlemmernes diverse sideprojekter. Grunden til at jeg valgte lige nøjagtigt California Dreamer som nummeret der skulle på listen er egentlig mere fordi den passede ind i det generelle tempo og stemning på listen snarere end at det decideret er det bedste nummer fra skiven. Der er næsten ikke nogen svage numre på dette album og da mit favoritnummer Kissing The Beehive overskrider de to-cifrede spilletidsminutter, så tænkte jeg at et lidt mere stramt nummer ville være bedre. California Dreamer er dog stadig et fantastisk nummer, uden tvivl. Pladen er skarpt opdelt mellem hvilke af medlemmerne der har skrevet hvilke sange og dette nummer skriger Spencer Krug (Sunset Rubdown/Swan Lake/Frog Eyes) i både sin opbygning og sit voldsomme temperamentsskiften. Orgelet, noget af vokalmelodien og ikke mindst titlen laver en legende –  omend ikke særligt subtil – reference til det klassiske Mamas and Papas nummer California Dreaming og det er enormt interessant at være med på den rejse hvor retro-orgelet i starten til sidst afløses af dundrende guitarer sovset ind i overdrive.

 

Portishead – The Rip

For fanden, hvor jeg elsker Portishead. Jeg kan tydeligt huske da jeg fik at vide at albummet Third kom ud. Det var en følelse af at det selvfølgelig ikke kan være lige så godt som de forrige plader og var trip-hop alligevel ikke noget der var afgået ved døden engang sidst i 90’erne. Det var selvfølgelig indtil at man satte albummet på anlægget og åbningsnummeret satte igang. Det var tydeligvis Portishead, men det var anderledes. Det var ikke anderledes på en skuffende måde, bare anderledes som at “de har ikke lavet et album i over 10 år og hvis de stadigvæk lavede nøjagtigt det samme ville dét være mærkeligt” anderledes. Det var et opdateret Portishead og jeg var på ingen måde skuffet. Jeg har valgt The Rip fra albummet mest fordi at jeg elsker den måde nummeret bygger på fra et nærmest let folket udtryk med fingerspillet guitar over i en uptempo, behageligt naturlig-lydende electronica-sag.

 

 Death Cab For Cutie – Cath

Det her tror jeg er første nummer hvor jeg ikke umiddelbart kan huske at jeg rent faktisk hørte da det kom ud. Jeg tror jeg af andre veje tilfældigvis senere faldt over albummet Narrow Stairs, hvorefter jeg sparkede mig selv over skinnebenet for at have gået lige forbi en koncert med dem på Roskilde Festival 2006, fordi jeg troede navnet implicerede et eller andet teenageangst band og jeg tydeligvis havde bedre ting at tage mig til. Så har man også fået sig en lektie på den bekostning, for Narrow Stairs er ikke ligefrem den pop-punk jeg havde forestillet mig, men snarere ekstremt velspillet gedigen rock musik med fængende hooks og nok twists i musikken til aldrig at blive kedeligt. Cath er, i min mening, det bedste nummer på pladen og fortæller på en baggrund af lækre riffs en historie om kvinden der gifter sig med den forkerte mand.

 

Hercules and Love Affair – Blind

Okay, lad mig lægge ud med at sige at jeg ingenting ved om Hercules and Love Affair. Stadigvæk ikke. Jeg tror aldrig jeg ejede albummet og jeg kan ikke mindes at have hørt eller opsøgt andet af deres musik. Når det så er sagt, så er Blind et virkeligt, virkeligt lækkert nummer. Nummeret bliver godt hjulpet på vej af Antony fra Antony And The Johnsons som låner sin specielle, lettere læspende cabaret-stemme til noget helt andet end man er vant til fra hans side. Blind er på nogle måder et meget minimalistisk nummer med den hårdtpumpede disko-basgang der nægter at ændre sig hele nummeret igennem; Dog formår sangen stadig at holde sig frisk hele vejen igennem, ikke mindst på grund af vokalarbejdet fra Antony. Jeg tror ikke jeg er i stand til at sige så meget mere om det her nummer andet end at dette er en fredags-playliste og hvis det her nummer bliver spillet en aften, så er jeg højst sandsynligt i færd med afsøge nogle fysiske grænser på et snusket dansegulv.

 

 

Så, nu hvor introduktionerne er overstået, vil jeg så præsentere min liste. Det var 2008, ikke retro nok til at være retro og ikke nyt nok til at være trendy. Hav en god fredag!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *