Ugens Playliste #40 – Det Store Pophook

Vi er nået til playliste #40, og her danner hooket altafgørende figur. Med pop og pragt skal vi fejre 2013’s mest ørehængende og dansable momenter, hvorfor denne liste altså er som skabt til fredagens strabadser. Her vil ikke være fine fornemmelser og derfor er både det høje og det brede er repræsenteret i lige dele. Velkommen til din weekend.

 

Fenech-Soler – In Our Blood

Som omtalt tidligere i en Rotationcast, så har jeg set frem til den nye udgivelse fra det britiske electropop band Fenech Soler. Dette baserede sig i store træk på den fænomenale første single “Lies” fra 2009, et hit debut pladen desværre ikke for alvor levede op til. Andre toner er heldigvis siden kommet til, og bandets andet forsøg med en udgivelse i fuld længde viser heldigvis karakter. Det er herfra jeg henter åbningsnummeret til min playliste, “In Out Blood”, et track der fra start sparker igang med en samplet kakofoni, der bliver fuldt op af brede og luftige synths. Her er kælet for hver enkelt detalje i en grad man for sjældent ser i mainstreamens popnumre.

Lyt blot til hvordan sangens eksplosive momenter sættes op af små mellemstykker på en vis som undgår karikaturen, men gør de små tricks til bandets egne. Det er perfekt popdramaturgi, der gør at “In Our Blood” passer perfekt ind som åbner for afsøgningen af dette års poppede hook.

 

Panic! At the Disco – Vegas Lights

Vi lander hernæst ved et band jeg i mine unge år fascineres af, og som også tidligere har prydet min guilty pleasure liste. Med P!ATD bevæger vi og endnu et dybere skridt ind i popkulturen, noget som tydeliggøres af bandets konstante balance mellem det interessante og det direkte ligegyldige.

Bandet er siden debuten reduceret til en duo, og ovenpå trommeslager Spencer Smith’s stigende problemer med stoffer, synes projektet i højere grad at tage sig ud som et soloprojekt med Brendon Urie som altoverskyggende karakter. Dette udvikling tydeliggøres på det seneste udspil ” Too Weird to Live, Too Rare to Die”, der anskuet som samlet værk er en rodet og retningsløs oplevelse. Men dette skal dog ikke spænde ben for alligevel at inkludere “Vegas Lights” på denne playliste, eftersom dette track anskuet alene er en fremragende popsang. Skabelonskåret som bare fanden, men med underholdningsværdien intakt.

 

Youngblood Hawke – We Come Running (RAC remix)

Playlistens eneste remix kommer i form af RAC’s rekonfiguration af Youngblood Hawke’s i forvejen glimrende “We Come Running”, og trackets tidstypiske lyd bliver kun forstærket i valget af remixer. Remix Artist Collective projektet har tidligere leveret remixes til toppen af indiepoppen, hvilket blandt andet inkluderer Phoenix, Phantogram og Washed Out og har medvirket at de tre producere efterhånden har skabt sig et navn, der også har affødt et par egenproduktioner.

Med remixet af “We Come Running” tilføjes endnu mere drive til en i forvejen energisk popsang, hvor væg til væg bas får lov at smyge sig om et patos-ladet og bombastisk omkvæd. Lyden af en ungt band, hvis vilje til at lykkes ikke er at gå fejl af. Et festligt track der med nød og næppe sniger sig over 4 minutters mærket, og hverved aldrig når at fortabe sig i kedsommeligheden.

 

Gottschalk – Heart Undercover

Sidste track jeg vil fremhæve denne fredag, kommer fra vores egne danske folder med Gottschalk nummeret “Heart Undercover”. Et mere nedbarberet og nordisk klingende track end de foregående på listen, men ikke desto mindre et ganske fantastisk bud på en popsang anno 2013.  Maria Gottschalks feminine og sprøde stemme ligger i fantastisk synk med instrumenteringen, der forløbet igennem brygger en dejlig stemning op således at forløsningen er komplet mod slut.

Der er noget luftigt og let over universet, uden at det nogensinde slipper det jordbundne, et svært tilløbsstykke som Gottschalk løser med største naturlighed. Forhåbentligt kommer vi til at høre meget mere til den talentfulde sangerinde i fremtiden.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *